Guds eget sprog

Af Søren Holst

(trykt i Det teologiske Fakultets nyhedsbrev, TEOL-information, september 2004)

Man fortæller, at en længst afdød britisk professor havde for vane at indlede sin første forelæsning i hebraisk med ordene ”Mine damer og herrer, dette er det sprog, Gud talte!”. Hvor bogstaveligt man vil tage dette udsagn, er selvfølgelig individuelt, men at tre fjerdedele af Bibelen er affattet på hebraisk, er ingen smagssag – det er en kendsgerning, som udgør en del af vilkårene for bibelstudier.

Der er altså al mulig grund til, at en præcisere forståelse af det hebraiske sprog har stået højt på den gammeltestamentlige forsknings dagsorden ikke mindst i de sidste par århundreder. Til tider kan man ganske vist møde det velmente og tilsyneladende fonuftige spørgsmål, om ikke der findes adskillige udmærkede danske oversættelser af Bibelen allerede? – og om de teologiske studenter så ikke hellere skulle bruge tiden på mere påtrængende sysler end at lære et sprog, der er så fremmedartet, at det får latin og græsk til at se helt velkendt ud i sammenligning?

Imidlertid er sprog jo ikke så simple størrelser, at oversættelse blot er et spørgsmål om at overføre informationerne fra en fremmedartet til en mere velkendt kode, som når et morsesignals prikker og streger omsættes til lettere læselige bogstaver. Hvert sprog har sine egne muligheder for at udtrykke en sag på måder, som ikke kan gengives på et hvilket som helst andet sprog: Det sønderjyske ”møjn” kan fx ikke gengives dækkende med én bestemt glose på den dialekt, der tales i P3. Og man behøver blot læse Asterix og briterne for at blive mindet om, hvor mange fine nuancer i engelsk der går fløjten ved oversættelse.

At ingen oversættelse kan få det hele med, er banalt, men væsentligt nok – og det er et større problem med hebraisk end med fx det græske sprog, som Ny Testamente er skrevet på, simpelthen fordi hebraisk er så meget fjernere fra vores eget sprog. Men problemet bliver yderligere skærpet af, at der er sider ved det hebraiske sprog, som selv den intenseste forskning stadig ikke har kunnet forklare fyldestgørende.

Ét af disse uafklarede spørgsmål har jeg taget ved vingebenet i den ph.d.-afhandling, Verbs and War Scroll, som jeg forsvarede fredag 30. april i år. Det drejer sig nok om dét spørgsmål, som har beredt forskningen i semitiske sprog mest hovedbrud overhovedet, og som der er blevet udgydt mere tryksværte over end noget andet: Det hebraiske verbalsystem.

Hebraiske udsagnsord

Danske udsagnsord kan bøjes i to ”tider”: Nutid og datid. Vi kan sige ”går” eller ”gik”; til alle andre former må vi gribe til sammensætninger som ”er gået”, ”var gået”, ”kom gående”, ”vil gå”, ”skulle have været gået” – alt sammen betydninger, som latin uden vanskelighed ville udtrykke med selvstændige bøjningsformer. Hebraisk er ca. lige så fattigt på bøjninger som dansk: Én bøjning med endelser bruges mest i fortællende prosa, der hovedsagelig behandler fortidige begivenheder, og en anden bøjning med forstavelser dominerer i alle andre genrer og bruges om ting, der er fremtidige, ønskelige, påbudte eller hypotetiske.

Så langt er sagen enkel og ligetil – ikke spor værre end oldtidsprog som fønikisk, babylonisk og aramæisk, som vi forstår ganske godt. Det forvirrende er imidlertid, at begge de to nævnte former i deres respektive genrer veksler med noget, man kunne kalde en biform, som har fået et ”og” klistret foran sig (på hebraisk er ”og” ikke et selvstændigt ord, men en forstavelse).

Hvad gjorde Gud, da han skabte?

Læseren må undskylde, at det bliver lidt teknisk. Et eksempel kan måske hjælpe på det: Bibelens første par vers ser sådan ud, hvis vi forsøger at gengive gloserne så hebraisk-agtigt som muligt:

”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden ... og-så-sagde Gud, ’der skal blive lys!’ ... og-så-så Gud, at lyset var godt, og-så-skilte Gud lyset fra mørket, og-så-kaldte Gud lyset for dag, men mørket kaldte han for nat”.

Et stykke hebraisk fortælling indeholder altså to slags udsagnsord: Dem der kan stå selv, så at sige, og dem der har et ”og-så” klistret foran. De optræder begge i stort antal (men ”og-så”-formerne er de hyppigste), og de veksler med hinanden efter principper, som det aldrig er lykkedes forskningen helt at gennemskue. Og det er netop problemet: Et sprog plejer ikke at gøre sig den ulejlighed at veksle mellem to forskellige former, uden at der er en mening med det. Vi bliver altså snydt for en del af meningen i bibelteksten, så længe det ikke er lykkedes os at forstå, hvad der får den bibelske forfatter til at vælge hvilken form.

Middelalderens rabbinere og de tidligste kristne hebraister mente simpelthen, at de to slags udsagnsord i skabelsesberetningen begge betegnede datid. Der er altså ikke nogen forskel på Guds handlinger: Først skaber han verden (som altså til at begynde med er mørk og tom), derefter siger han ”bliv lys”, og lyset bliver til, og siden skiller han lyset og mørket ad og giver dem navn. Handlingerne kommer pænt i rækkefølge.

I det 19. århundrede fremsatte den tyske grammatiker Ewald tanken om, at de hebraiske verber slet ikke i første række skelner mellem fortid og nutid, som det er tilfældet på europæiske sprog, men derimod mellem ”selvstændige, afsluttede” handlinger og ”afhængige eller uafsluttede” handlinger: Det fritstående udsagnsord ”skabte” udtrykker så en selvstændig handling, mens de efterfølgende ”og-så”-former supplerer skildringen af den selvstændige handling. Skabelses­beretningens indledning skildrer altså ikke den første af flere handlinger, men siger det hele: At i begyndelsen, da der (altså forud for skabelsen) var mørke og tomhed, da skabte Gud verden. Derefter bliver det udfoldet i detaljer, at det gik til på følgende måde: Først sagde han ”bliv lys”, dernæst så han at lyset var godt, siden skilte han lyset og mørket ad osv. Læst på den måde, er skabelsen af lyset ikke den første handling, Gud foretager efter at have skabt verden, det er tværtimod det første, han gør for at skabe verden. De to handlinger, at skabe og at sige ”bliv lys”, forholder sig altså ikke tidsmæssigt til hinanden – først a) dernæst b) – men hierarkisk: Hovedudsagnet er, at Gud skabte – og det gjorde han, nærmere bestemt og nærmest i en parentes bemærket, idet han først sagde ”bliv lys”. Det er den opfattelse, som danske teologer er blevet opflasket med i hele det 20. århundrede, og især forbinder med professor Johannes Pedersens grammatik fra 1926.

Lertavler, skriftruller og sprogfilosofi

Her ender diskussionen imidlertid ikke. Der er løbende blevet bragt ny brændsel til bålet. I mange år fik forskningen især inspiration fra nye tekstfund i den nære Orient, lige fra lertavlerne i de assyriske og babyloniske paladsbiblioteker og til Dødehavsrullerne – det er netop et af Dødehavsskrifterne, jeg har brugt som udgangspunkt for min afhandling. Men længe før beduinerne fiskede de første Dødehavsruller ud af en hule i 1947, sad der i Genève en professor ved navn Ferdinand de Saussure, som nærmest ene mand opfandt den moderne lingvistik – dvs. en sprogvidenskab, der ikke befatter sig med at lære et eller flere enkelte sprog for at kunne læse og oversætte dem, men derimod med at forstå hvad fænomenet ”sprog” overhovedet er for noget, og hvordan sprog – alle sprog – fungerer. Denne videnskab er i løbet af 20. århundredes sidste halvdel blevet en af bibelforskningens vigtigste samtalepartnere. Så nu leder vi ikke længere primært i Bibelen selv og i mellemøstens ørkensand efter forklaringen på, hvordan Bibelens sprog fungerer. Vi diskuterer det med dem, der har menneskets sproglighed som arbejdsområde.

Af lingvisterne har vi ikke mindst lært at beskæftige os med ”tekstlingvistik”, dvs. at forsøge at analysere hele tekster – i sidste ende hele bøger – lige så objektivt og stringent, som når man analyserer en enkelt sætning ved at sætte kryds og bolle osv. Tekstlingvisterne har fokuseret på, at ”og-så”-formerne i hebraisk er de hyppigste, og betragter dem derfor som fortællingens eller diskursens bærende grundformer, der så suppleres med de fritstående former, som angiver baggrundsstof – altså et billede af verbernes funktion, der på en måde er det stik modsatte af Johannes Pedersens. En tekstlingvistisk inspireret gengivelse af skabelsesberetningen ville altså anse den første sætning for en art kulisse, der sætter scenen for det fortælleforløb, som så består i en række af ”og-så”-former, og som udgør tekstens hovedsag, idet en fortællende teksts hovedsag netop altid er ” the story line”. Måske kunne en tekstlingvistisk forståelse af skabelsen meget frit gengives sådan her: ”Da Gud i begyndelsen skulle til at skabe himlen og jorden (og jorden var øde og tom), ... da sagde han ’bliv lys!’, og han så at lyset var godt, og han skilte lyset fra mørket”. Hvor Johannes Pedersen anså ”I begyndelsen skabte Gud” for en overskrift, der meddeler substansen i det efterfølgende, vil tekstlingvistikken se det som en regibemærkning, der skitserer de forudgående betingelser for selve handlingen, som tager sin begyndelse med at Gud siger ”bliv lys!”.

I min afhandling har jeg argumenteret for, at tekstlingvistikken har ret et stykke af vejen, men forsimpler sagen. Den mangler sans for, at der kan være en række forskellige grunde til, at der anvendes en fritstående form i stedet for en ”og-så”-form. En hidtil overset forklaring er, at de bibelske forfattere på den måde markerer et dramatisk højdepunkt ved en række stakåndede selvstændige sætninger, fx Ester 3,15: ”Ilbudene skyndte sig afsted på kongens befaling! Og forordningen blev udstedt i borgen i Susa! Og kongen og Haman satte sig til at drikke! Og byen Susa var forfærdet!” – udråbstegnene er udtryk for min tolkning af grammatikken, men ellers er verset her gengivet slavisk tæt på det hebraiske.

En indsigt i, at det hebraiske sprog også rummer den slags mekanismer, kunne måske have som konsekvens, at vi skal blive ved at tale med sprogteoretikerne, men ikke glemme at holde forbindelse med litteratureksperterne. For uanset hvad Bibelen i øvrigt er, så er den i hvert fald en bog – og vores job er at lære os selv og studenterne at læse den.