Sproglig kommentar: 1 Mos 1-12

Der henvises til grammatiker med disse forkortelser:

• FAN: Flemming A.J. Nielsen & M. Ehrensvärd, Bibelsk hebraisk grammatik: en indføring, 2. udg., Anis 2014
• DES: Dan Enok Sørensen, Bibelsk-hebraisk grammatik, Hovedland 2003
• MNK: Christo H.J. van der Merwe, J.A. Naudé & J.H. Kroeze, A Biblical Hebrew Reference Grammar, Sheffield Academic Press 1999 [2. rev. udg. 2017]
• JM: P. Joüon, P. & T. Muraoka, A Grammar of Biblical Hebrew (Subsidia Biblica 27), Rom: Editrice Pontifico Istituto Biblico 2006
• WOC: B.K. Waltke & M. O’Connor, An Introduction to Biblical Hebrew Syntax, Winona Lake, IN: Eisenbrauns 1990

(Henvisninger til Kasper Siegismund, Introduktion til klassisk hebraisk, Eksistensen 2020, mangler ind til videre. Giv tid, giv tid …)

Grammatisk terminologi følger traditionel praksis (a la KU) modsat den mere moderne, som bruges i Århus og andre steder, dvs.:

• ”perfektum” = qatal
• ”konsekutiv imperfektum” = wajjiqtol
• ”imperfektum” = jiqtol
• ”konsekutiv perfektum” = weqatal
• ”jussiv” = apocopatus (og til tider sammenfaldende med energicus)

Kapitel 1

v.1 בְּרֵאשִׁית – i og for sig en uproblematisk sammensætning af præpositionen בְּ־ og det abstrakte nomen רֵאשִׁית, ”begyndelse”, (der i sig selv kan analyseres som dannet af רֹאשׁ, ”hoved” og endelsen -ît). Den eneste sproglige vanskelighed – som måske snarere er en eksegetisk vanskelighed – drejer sig om, hvordan vi skal forstå den omstændighed, at ordet er i ubestemt form (og ikke bestemt בָּרֵאשִׁית). Se nærmere herunder til syntaksen i v. 1-3.
בָּרָא – ordet er i GTs sammenhæng eksklusivt guddommeligt: Det optræder ikke med noget andet logisk subjekt end Gud. Man kan altså overveje, om det indholdsmæssigt betegner en handling, som kun Gud kan udføre, eller om dets eksklusivt guddommelige konnotationer mest er et stilistisk spørgsmål. Ordet siger ikke i sig selv noget om, hvorvidt der er tale om skabelse ’ud af intet’ eller med brug af et materiale. Der nævnes aldrig eksplicit et materiale, men ordet bruges fx om skabelsen af Israel (Es 43,15), som jo ikke kan siges at ske ”af intet”.
אֵת הַשָּׁמַיִם וְאֵת הָאָרֶץ – det er nærliggende at forstå ”himlen og jorden” som en ’merisme’, altså et samlende udtryk for en større mængde, udtrykt ved mængdens yderpunkter, omtrent som når Grundtvig taler om, at ”de unge med de gamle” samles i kirken, hvilket jo ikke betyder, at de midaldrende er blevet hjemme. Udtrykt med et mere moderne begrebsapparat end GTs kunne man derfor evt. også gengive betydningen som ”universet”.
הָאָרֶץ – kan, afhængigt af sammenhængen, betyde ”landet” (der næppe er relevant her), den beboelige (ager)jord i modsætning til ødemarken, eller ”den jordiske verden” i modsætning til den himmelske.

v. 2
וְהָאָרֶץ – at et nomen stilles først, lægger op til, at bindeordet וְ־ (”og/men”) forstås disjunktivt; (hvis sætningen blot fortsætter et handlingsforløb, ville der typisk komme et verbum i konsekutiv imperfektum som det første). Man kan måske oversætte ”Jorden var imidlertid et kaotisk tomrum” (e.l., jf. næste note).
תֹהוּ וָבֹהוּ – Der er oplagt tale om et lydmalende udtryk a la ”hulter til bulter” eller engelsk ”helter-skelter”, men ikke kun det. Det første led, תֹהוּ, forekommer i en række sammenhænge i GT med betydninger a la ”vildmark, ørken, ruin, tomhed, intethed” (betydninger der øjensynligt står i mere oplagt direkte sammenhæng med hinanden end på dansk), mens בֹהוּ kun findes i denne sammensætning (her samt Es 34,11 og Jer 4,23). Meget klumpedumpe-ordret kunne man oversætte de to substantiver til ”en ødemark og en tomhed”, men de er uden tvivl ment som en hen-dia-dys-konstruktion (to ord udtrykker én betydning, a la ”at lede med lys og lygte”), så en mere mundret gengivelse kunne være ”en øde ørken” (hvis man vil fokusere på det betydningsaspekt, der har med ødemark at gøre) eller ”et kaotisk tomrum” (hvis man vil fremhæve intetheden).
עַל־פְּנֵי – præposition + cstr. af פָּנִים, ”ansigt/overflade” (ordet findes kun i pluralis, men nogle ordbøger anfører det under den rekonstruerede sg.-form פָּנֶה). Ligesom לִפְנֵי i praksis som regel nemmest bare oversættes til ”foran” og ikke ”for ansigtet af”, fungerer også עַל־פְּנֵי oftest simpelthen som en sammensat præposition = ”(hen) over”.
תְהוֹם – ordet bruges ikke sjældent om vandmasser, som inden for den almindeligt kendte verden kan true fx en salmists liv (Ex 15,8; Job 2,6; Sl 107,26); påfaldende ofte bruges det imidlertid i en skabelsessammenhæng, og ofte har det rollen som dét element, Gud først må beordre af vejen eller sætte grænser for, inden verden kan blive beboelig. Derfor har man ofte oversat det til ”Urdybet” e.l. Modsætningen mellem Tehom og den guddommeligt ordnede verden var i Hermann Gunkels øjne ikke bare en modsætning mellem tilstanden før og efter Guds skabende handling, men et direkt eudtryk for, at Tehom er Guds modstander og skabelsen altså en tvekamp, som Gud vinder. At motivet findes i Bibelen, er uomtvisteligt (jf. Sl 74,13-17; 89,9-12). Om det også findes i 1 Mos kap. 1, er mere tvivlsomt. Gunkels identifikation af Tehom med kaosdragen Tiamat i den babylonske Enuma Elish-epos bliver næppe længere anset for selvfølgelig. Og hvis der er en sammenhæng, kan den være polemisk: ”Den babylonske gud Marduk måtte slås for at skabe verden; vores Gud kan nøjes med at sige יְהִי, og så bliver kaos til velordnet verden!”
רוּחַ אֱלֹהִים – en konstruktforbindelse er i sin helhed determineret, hvis absolutusleddet er determineret. Her er det uklart, om det er tilfældet: אֱלֹהִים kan forstås som en slags egennavn (”Gud” og ikke bare ”en gud”) og dermed i sig selv determineret, og så kan man oversætte ”Guds Ånd”; hvad Guds ”Ånd” så er for en størrelse i GT, må man derefter overveje. Alternativt kan man forstå אֱלֹהִים, der jo vitterligt er uden artikel, som indetermineret, og dermed opfattes hele konstruktforbindelsen altså som ubestemt: ”et gudsåndedræt”, ”en blæst fra Gud”, ”en guddommeligt kraftig storm” (אֱלֹהִים kan i nogle tilfælde bruges rent forstærkende som på dansk i ”et Herrens vejr”).
מְרַחֶפֶת – pi’el ptcp. Reelt er det ret usikkert, hvad glosen betyder: Roden forekommer i GT i alt tre gange, nemlig her samt 5 Mos 32,11 (begge pi’el) og Jer 23,9 (qal). Efter alt at dømme er betydningen alle tre steder noget med at bevæge sig uroligt frem og tilbage gentagne gange; begge de to pi’el-former kan det give mening at oversætte til ”svæve”. Participiumsformen er det i denne sammenhæng nærliggende at forstå som udtryk for en handling, der er vedvarende, men temporalt umarkeret og dermed samtidig med hovedhandlingen. På dansk ville man altså typisk oversætte ”bevægede sig frem og tilbage”, mens man fx på engelsk ville have mulighed for at udtrykke det durative aspekt ved at sige ”was moving back and forth”.
הַמָּיִם – ”vand” er altid pluralis på hebraisk (ligesom ”suppe” er på sønderjysk); man behøver altså ikke oversætte til ”vandene”, selv om nogle måske synes det lyder smukt og ’bibelsk’.

v. 3
וַיֹּאמֶר – konsekutiv imperfektum.
יְהִי – kort imperfektum af הָיָה. (’Kort imperfektum’, FAN 2.6.1.1.5, kaldes ’apocopatus’ i DES, 61 d; 148); med sigte på betydningen mere end formen tales om jussiv, altså ønskeform (MNK s. 152-53). Da הָיָה er lamed-he, er der synligt tale om den korte form, som meget ofte har jussivisk betydning. Men en ’ren’ imperfektum (ikke at forveksle med konsekutiv imperfektum) vil i det hele taget typisk have jussivisk funktion, også hvor formen ikke er synligt afkortet (FAN 3.3.2.4.4; MNK s. 152). Det er ikke forbavsende, at Guds 'ordrer' om at ting skal blive til eller tage form, alle har denne grammatiske struktur, enten med היה (her samt i v. 6.14) eller andre verber (v. 9.11.20.24) bortset fra v. 22 og 28, hvor levende væsener, som allerede er blevet til, og som derfor kan lytte og adlyde, tiltales direkte med en imperativ i st.f. at omfattes af et ønske udtalt i 3. person.
וַיְהִי־אוֹר – konsekutiv imperfektum af הָיָה. Både her og i Guds forudgående ordre kan man muligvis overveje, om אוֹר skal gengives som udtrykkeligt subjekt (”og lys[et] blev til”), eller man skal følge gængs dansk bibeloversættelsespraksis og have et ubestemt subjekt ”der blev lys”.

v. 1-3
Forståelsen af versene afhænger bl.a. af, om בְּרֵאשִׁית kan forstås ’absolut’, dvs. ”I begyndelsen [før alt andet] skabte Gud …”. Da vokaliseringen af præpositionen tydeligt markerer ordet som ubestemt, er det nærliggende (men ikke tvingende nødvendigt) at forstå det som en konstruktform, der altså står i konstruktforhold til noget efterfølgende og derfor må oversættes ”I begyndelsen af [ét eller andet] …”. Hælder man til den absolutte tolkning, kan man enten fastholde, at et indefinit רֵאשִׁית faktisk kan have absolut betydning (fx med henvisning til Es 46,10, og jf. den tilsvarende brug af ubestemt רֹאשׁ om altings begyndelse i Ordsp 8,23), eller man kan tekstkritisk argumentere for, at den ubestemte form er en fejl, og at præpositionen skulle have været vokaliseret med qametz, sådan som den samaritanske teksttradition har det, og som Origenes’ transskription synes at afspejle (jf. den første note i BHS’ tekstkritiske apparat). Ellers må man omvendt opfatte resten af v. 1 som konstruktforbindelsens absolutusled, hvorved man får en oversættelse a la ”I begyndelsen af at Gud skabte himlen og jorden”, eller på mere normalt dansk ”Da Gud begyndte at skabe himlen og jorden”. Det kan forklares på to måder: Enten forudsættes det, at vi her har et af de ret sjældne tilfælde, hvor en finit verbalsætning faktisk er absolutusled i en konstruktforbindelse (FAN 3.2.7.5.2; DES 157j; MNK s. 195), eller man griber til en konjektur (som ganske vist ikke understøttes af tekstkritiske data) og antager at masoreterne har vokaliseret teksten forkert, idet verbet oprindelig ikke har været læst som en perfektum (בָּרָא), men en infinitiv (בְּרֹא), hvilket ville danne en langt mere syntaktisk upåfaldende konstruktion, der kunne oversættes på ca. samme måde (”I begyndelsen af Guds skaben [af] himlen og jorden” = ”Da Gud begyndte at skabe himlen og jorden”).
Dette spørgsmål hænger ulæseligt sammen med et andet, som ikke er sprogligt, men eksegetisk og religionshistorisk: Var der noget, før Gud skabte?
I sproglig henseende er der fire mulige måder at analysere passagen:
a) V. 1 er en hovedsætning, som beskriver den første af en række begivenheder i et handlingsforløb. בְּרֵאשִׁית forstås altså som absolut, og der er intet forud for skabelsen. Oversættelsen kan svare ca. til DO92. Forståelsen har traditionelt siden oldtiden været den almindelige i både jøde- og kristendom.
b) V. 1 er en tidsbisætning, der styres af v. 2 som hovedsætning. Man forstår altså בְּרֵאשִׁית som et konstruktled, og det forudsættes, at der fandtes et kaotisk materiale forud for skabelsen: ”Da Gud begyndte at skabe himlen og jorden, var jorden et kaotisk tomrum, og der var mørkt oven over Dybet, men Guds Åndedræt var i bevægelse over vandets overflade. Gud sagde »Bliv lys!«, og lyset blev til”.
c) En beslægtet forståelse, som har markant flere tilhængere, ser også v. 1 som en tidsbisætning, men v. 2 som et parentetisk indskud, mens hovedsætningen er v. 3. Også her ses בְּרֵאשִׁית altså som et konstruktled, og der forudsættes et kaos, som eksisterer før skabelsen: ”Da Gud begyndte at skabe himlen og jorden – og dengang var jorden et kaotisk tomrum, der var mørkt oven over Dybet, men Guds Åndedræt var i bevægelse over vandets overflade – da sagde Gud, »Bliv lys!«, og lyset blev til”.
Der er ingen større forskel på b) og c) mht. forståelsen af, hvad der skete i hvilken rækkefølge, men c) lægger stilistisk sit fokus et lidt mere dramatisk sted end b): Det der ifølge c) skete, da Gud gik i gang med at skabe, var at Guds udtalte en befaling, som straks blev effektueret! Model b) derimod lægger vægten på, at det som var tilfældet, da Gud gik i gang med sit værk, var at en tilsyneladende kaotisk tilstand herskede, om end med et guddommeligt nærvær i form af hans רוּחַ. Hvad der derefter sker, er i øvrigt det samme.
d) Endelig kan man grammatisk forstå v. 1 som en hovedsætning, der ikke skildrer det første led i en kæde af begivenheder, men fungerer som overskrift over det følgende. Man forstår derved בְּרֵאשִׁית absolut (som model a.), men opfatter (som model b. og c.) vers 3 som en beskrivelse af den første skabelseshandling, da בָּרָא i v. 1 i så fald ikke er første del af det fortalte begivenhedsforløb, men en opsummering af hele kapitlet. Forståelsen lægger altså mest nærliggende op til, at der fandtes noget før den guddommelige skabelseshandling, som kapitlet beskriver (nemlig det, som beskrives i v.2), men fokuserer ikke i samme grad som model b. og c. på dette. DO92 kan glimrende afspejle denne forståelse, men man kunne også oversætte med tydeligere markering af, at tilstanden i v. 2 kan forstås som ’førkreatorisk’: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden: Dengang var jorden et kaotisk tomrum, der var mørkt oven over Dybet, men Guds Åndedræt var i bevægelse over vandets overflade. Så Gud sagde, »Bliv lys!«, og lyset blev til”.
I forhold til model a) kan det i nogles øjne virke som en vanskelighed, at resultatet af Guds oprindelige skabelseshandling så er en kaotisk verden (v. 2), som han først efterfølgende skaber orden i.
Omvendt kan det virke paradoksalt, at model b) og c) og sandsynligvis også d) lader til at sige, at inden Gud skabte jorden, var jorden et kaotisk tomrum! Ellen van Wolde og Robert Rezetko har derfor argumenteret for, at בָּרָא slet ikke betyder ”skabe” men ”skille ad (og dermed etablere orden i)”. Opfattelsen kan dog ikke siges at være bredt accepteret. Mere oplagt er det måske at forudsætte, at הָאָרֶץ i v. 1 og 2 ikke henviser til det samme: V. 1 taler (jf. ovenfor) om ”himlen og jorden” som et samlende udtryk for ”alting”/”universet”, mens der med ”jorden” i v. 2 zoomes ind på selve det sted, som lidt senere bliver menneskenes. Man kunne få dette frem ved at oversætte ”I begyndelsen skabte Gud universet. Jorden var nu i øvrigt et kaotisk tomrum, og …”.

v. 4
וַיַּרְא – lamed-he-verbum i konsekutiv imperfektum. Den svage tredjeradikal bortfalder i den korte imperfektumsform. Når der er -a- i præfixet i stedet for -i-, skyldes det afsmitning fra laryngalverberne (ר opfører sig til dels som laryngal, FAN 2.6.4.1.6; DES 18 a 2; MNK s. 136).
כִּי – bindeord, som svarer til flere forskellige danske konjunktioner. Ofte = ”for(di)”, men her bare = ”at”.
וַיַּרְא ... אֶת־הָאוֹר כִּי־טוֹב – de to sidste ord opfattes bedst som nominalsætning: ”at (det) var godt”, som nærmere forklarer verbalsætningen. På dansk fungerer det ikke at konstruere verbet ”se” med både direkte objekt og en uddybende bisætning (”han så lyset, [nemlig nærmere bestemt] at det var godt”, og den samme mening udtrykkes dækkende med ”Han så, at lyset var godt”, selv om man så går glip af den nuance, at det er lyset selv og ikke bare dets mere eller mindre vellykkede funktion, der er genstand for Guds granskning.
וַיַּבְדֵּל – hif’il; den karakteristiske -î-vokal mellem 2. og 3. radikal bliver reduceret til -e- i en kort (konsekutiv) imperfektum.
בֵּין הָאוֹר וּבֵין הַחֹשֶׁךְ – på dansk siger vi ”mellem a og b”, på hebraisk bliver præpositionen בֵּין typisk gentaget, omtrent som hvis vi sagde ”mellem A og mellem B”. Jf. v. 6, hvor der i stedet bruges בֵּין ... לְ..., der er lige så upåfaldende hebraisk og har ganske samme betydning.

v. 5
וַיִּקְרָא ... לָאוֹר יוֹם – det, man kalder/navngiver, indføres med præpositionen לְ i stedet for som på dansk at stå som objekt. Da man med en vis ret kan analysere den, der kaldes ved et navn, som hensynsled, er præpositionen egentlig ikke overraskende, jf. at man på dansk kan udtrykke samme indhold som enten ”jeg giver ham gaven” eller ”jeg giver gaven til ham”.
וַיִּקְרָא ... וְלַחֹשֶׁךְ קָרָא – bemærk vekslen mellem konsekutiv imperfektum og perfektum. Det er karakteristisk for fortællende prosa, at konsekutiv imperfektum som den narrative ”grundform” bruges om næste led i handlingen, medmindre noget andet end verbet skal stå først i sætningen (konsekutiv imperfektum står altid først, da det præfigerede waw samtidig fungerer som sætningsindledende bindeord), mens der helt automatisk skiftes til perfektum, når noget andet end verbet står på førstepladsen. I dette tilfælde er behovet for at rykke חֹשֶׁךְ frem på førstepladsen måske rent stilistisk: det giver variation og de to sætninger danner tilsammen en smuk kiasme. Konstruktionen kan dog også forstås sådan, at objektet fremhæves fordi det danner en kontrast til den foregående sætnings objekt (”Han kaldte lyset dag, men mørket, derimod, dét kaldte han nat”).
וַיְהִי־עֶרֶב וַיְהִי־בֹקֶר – alle seks skabelsesdage afsluttes med denne formel. Senere jødisk tradition fastslår, at døgnet slutter ved solnedgang. Formuleringen i 1 Mos 1 kan næppe aftvinges et entydigt svar på, om man tænker sådan allerede her: Teksten kan med ca. samme ret opfattes som ”Det blev aften [og dermed startede et nyt døgn], og siden blev det morgen: I alt én dag” eller ”Det blev aften og siden blev det morgen, og dermed var den første dag slut”.
יוֹם אֶחָד – her bruges talordet ”en” som om det var ordenstallet ”den første” (jf. v. 8, 13, 19, 23 og 31, hvor der bruges ordenstal.

v. 6
רָקִיעַ – v. 6-8 fortæller, at den רָקִיעַ som Gud skaber, har som funktion at skille vandet på jorden fra vandet oven over, og at dens navn er ”himmel”. Himmel må her betyde dét, mennesker kan se, når de kigger opad (”the sky”), snarere end det utilgængelige sted, hvor Gud bor (”Heaven”). Men hvordan skal man nærmere bestemt forestille sig en רָקִיעַ? Der er to vanskeligheder involveret: Dels giver GTs tekster næppe et éntydigt svar på, hvordan ”det bibelske verdensbillede” var. Og dels er de bedste kilder poetiske tekster, hvor vi vanskeligt kan afgøre, hvad der menes bogstaveligt, og hvad der med fuldt overlæg er tænkt som billedsprog. Verbalroden רקע kan bl.a. betyde ”trampe”, ”sprede ud” (med jorden som objekt i en skabelsessammenhæng Es 42,5; 44,24; Sl 136,6) og ”udhamre”, dvs. den proces som en kobbersmed udfører, når han giver sit materiale form. Man kan altså muligvis forestille sig himmelhvælvingen som en gigantisk metalskål der dækker både jorden og verdenshavet, og som sol, måne og stjerner bevæger sig under, når de går hen over himlen, men som holder de vandmasser tilbage, der er livgivende, når Gud sender en passende mængde, men ødelæggende, når han sender for meget (1 Mos 7,11b).
בְּתוֹךְ – egentlig et selvstændigt nomen, תָּוֶךְ, ”midte” i cstr. og med præpositionen בְּ, ”i midten af”; fungerer som et selvstændigt præpositionelt udtryk, ”inde i” (DES 51 g.h; FAN 2.5.4). Da det aldrig forekommer i anden form end konstrukt, er det tilstrækkeligt at kunne genkende dén.
וִיְהִי – kort imperfektum (eller jussiv) med konjunktionen וְ (og altså ikke konsekutiv imperfektum), hvilket også gerne skulle fremgå af sammenhængen: Det er ikke fortælleren, som siger, hvad der skete, men Gud som siger, hvad der skal ske (jf. samme form blot uden konjunktion i v. 3: יְהִי־אוֹר). Bindeordets normale shwa-vokal bliver til -i, når der følger et andet shwa efter (FAN 2.1.1; DES 159 a 1; MNK § 31.1.d).
מַבְדִּיל – participium hif’il; jf. samme glose i konsekutiv imperfektum i v. 4. Participiets syntaktiske funktion kan forstås som nomen (”den [hvælvingen] skal være en adskillelse”) eller som verbum, der så i denne sammenhæng sammen med וִיְהִי danner en ’perifrastisk’ (sammensat) form svarende til engelsk ”it shall be dividing” (FAN 3.3.2.5.3; DES 152 p). Det sidste bruger vi sjældent på dansk, så ”den skal skille” er nok den mindst ringe oversættelse.
בֵּין מַיִם לָמָיִם – her bruges בֵּין ... לְ... i stedet for בֶּין ... וּבֵין (jf. v. 4; 14; 17). Meningen er den samme (man kan evt. forstå ל som ”i forhold til”, men der er næppe grund til mere dybtgående spekulation; det er helt enkelt to lige mulige måder at sige ”mellem ditten og datten).

v. 7
וַיַּעַשׂ – lamed-he og prim.gut. Tredje-radikalen i lamed-he forsvinder helt i bl.a. konsekutiv imperfektum (jf. v. 4).
אֲשֶׁר – relativpartiklen oversættes ofte pr. rygrad til ”som” (hvilket i sig selv kan give uhensigtsmæssige resultater). Her hvor den blot styrer en præpositionsforbindelse og ikke en hel sætning, kan man med fordel udelade den i oversættelsen, dvs, ”vandet under hvælvingen” (som i DO92) frem for ”dét vand, som er under hvælvingen”.
מִתַּחַת לָ... – at oldtidens hebraisktalende fandt det naturligt at benytte en sammensætning af tre præpositioner (מִן, תַּחַת og לְ־) som ét udtryk, bør ikke give os det fjollede indfald at prøve at oversætte dem ét for ét. Der er tale om ét udtryk med betydning omtrent a la ”under” (FAN 2.5.4; DES 29 z). מֵעַל לָ... – do., ”over” (jf. igen FAN 2.5.4; DES 29 z).
כֵן – ”således” (MNK s. 307-8)

v. 8
יוֹם שֵׁנִי – fra den anden dag og fremefter benyttes regulære ordenstal (FAN 2.3.2; DES 133 h; MNK § 37.3)

v. 9
יִקָּווּ – roden er קוה og altså lamed-he. Midterradikalen er et konsonantisk waw og altså ikke svag (dvs. roden er ikke ’hul’). Formen er nif’al, kort imperfektum med jussivisk betydning (jf. v. 3).
אֶל־מָקוֹם אֶחָד – hvis det ”at samle sig” betragtes som en bevægelse, giver den hebraiske præposition אֶל, ”(hen) til” god mening; men på dansk hedder det jo mest oplagt ”at samles på et sted” (selv om man aktivt kan ”samle til huse”).
וְתֵרָאֶה – nif’al (med e-vokal i præfixet, fordi førsteradikalen ר ikke kan fordobles); skønt formen er nif’al, der ofte udtrykker passiv, er det måske her (som ofte, når ראה optræder i nif’al) oplagt at se subjektet som agens; betydningen kan så gengives som ”lade sig se” (såkaldt ’tolerativ’ brug af nif’al) eller ”komme til syne”. Formen kan både opfattes som imperfektum med futurisk betydning, ”og så vil det tørre land komme til syne”, eller som jussiv (hhv. ’modus energicus’, DES 78 d; 109) ”og lad det tørre land komme til syne”.
הַיַּבָּשָׁה – landjorden, jf. den tydelige sammenhæng med verbet ”at tørre”, יָבֵשׁ, og adjektivet ”tør” (do.)

v. 10
וּלְמִקְוֵה – Substantiv dannet af verbalrod med præfix מִ־ (bemærk at roden er den samme som verbet קוה i v. 9 – så giver betydningen næsten sig selv). Formen er cstr. (opslagsformen er מִקְוֶה med sægol i endelsen; FAN 2.2.6.2.2; DES 52 j.k; MNK § 27.5).

v. 11 תַּדְשֵׁא – hif’il, kausativ: ”at få til at vokse frem”. Kort imperfektum (-e- i stedet for -î-) med jussivisk funktion (jf. v. 3).
דֶּשֶׁא עֵשֶׂב מַזְרִיעַ תֶרַע – Hvor mange forskellige ting siger Gud, at jorden skal frembringe? Der er næppe tvivl om, at עֵץ פְּרִי עֹשֶׂה פְּרִי (”frugtbærende frugttræer”) er ét selvstændigt led. Men skal de fire ord, som går forud op fattes som ét eller to led? Den hebraiske konsonanttekst kan i sig selv forstås på begge måder. Masoreternes tegnsætning afspejler én fortolkning, Septuaginta en anden: Der er et masoretisk skilletegn (zaqef qaton, det lille flyvende ’kolon’) over דֶּשֶׁא. Dette ord skal altså i masoreternes øjne forstås som adskilt fra det følgende עֵשֶׂב, enten sådan at דֶּשֶׁא er samlebetegnelse for alle planter, og at den sammenhæng, som starter med עֵשֶׂב, nærmere forklarer det foregående: ”Jorden skal lade vegetation (דֶּשֶׁא) vokse frem: urter som sætter frø, og frugttræer der bærer frugt”, eller sådan at דֶּשֶׁא er én slags planter af flere (”græs”, rimeligvis), der står som første led i en opremsning, dvs. ”Jorden skal frembringe græs, frøbærende urter og frugtbærende (frugt)træer”.
En anden mulighed er, at den masoretiske tegnsætning misforstår konsonantteksten, og de to ord faktisk hører sammen, mest oplagt som cstr.: ”en bevoksning/vegetation (דֶּשֶׁא) af urter (עֵשֶׂב, kollektivt)”; sådan forstår LXX det: βοτάνην χόρτου, ”markens/engens græs” eller ”fodergræs” (χόρτος betyder i ældre græsk ”et (indhegnet) jordstykke” med går senere i retning af at kunne betegne de foderplanter, som vokser på jordstykket). Den treleddede opremsning – græs, urter og frugttræer – svarer godt til den Præstelige forfatters generelle optagethed af klassifikation (jf. לְמִינוֹ, ”svarende til dets/deres art”, én gang i dette vers og to gange i det næste og igen 1,21.24-25; 6,20; 7,14), men det kan jo højst være et indicium.
מַזְרִיעַ זֶרַע – hif’il ptcp. med verbal funktion og med nomen af samme rod som objekt; på dansk kan man vanskeligt gengive dette spil på den gentagne brug af samme rod (vi kan ikke sige ”som frør frø”), men må nøjes med ”som sætter frø” eller gengive hele konstruktionen som et adjektivisk ”frøbærende”.
עֵץ פְּרִי – cstr.
עֹשֶׂה – ptcp. med verbal funktion ”som frembringer”.
לְמִינוֹ –”svarende til dets art (מִין)”; suffixet viser tilbage til עֵץ, ”træ(er)”, (og eventuelt også til עֵשֶׂב og דֶּשֶׁא), dvs. til singularisord anvendt kollektivt. Hvis vi oversætter éntalsformen עֵץ til ”træer” (og det er vi vist nødt til, hvis det skal blive læseligt dansk), må suffixet tilsvarende gengives som ”deres”.
אֲשֶׁר זַרְעוֹ־בוֹ – et klassisk eksempel på, at man ikke mekanisk kan oversætte relativpartiklen אֲשֶׁר til ”som”, fordi det danske ”som” med nødvendighed er et egentligt sætningsled i relativsætningen, mens אֲשֶׁר blot markerer, at der nu følger en nærmere oplysning om et led i den foregående sætning: Der kommer ikke meningsfuldt dansk ud af at oversætte sammenhængen her til ”og træer, som bærer frugt, som deres frø er i dem” – der bliver simpelthen et sætningsled for meget. Man kan evt. for sig selv oversætte אֲשֶׁר til ”hvorom det gælder, at …”, hvilket giver grammatisk korrekt, men grimt og klodset dansk, som man så derefter kan lave om til noget mere stilfuldt: ” og træer, som bærer frugt (hver efter deres art), hvorom det gælder, at deres [nemlig træernes] frø er i dem [nemlig i frugterne]” = ”frugttræer af alle slags, som har frø i deres frugter” (og som derfor gør deres guddommeligt pålagte pligt med at mangfoldiggøre livet, ganske som planterne der sætter frø, selv om frøet for træernes vedkommende er skjult i frugten).

v. 12
וַתּוֹצֵא – konsekutiv imperfektum hif’il af יצא (pe-waw/jod, FAN 2.6.4.1.3-4; DES 104; MNK 18.7), ”bringe ud, frembringe” (kausativ af qal-betydningen ”gå ud”).

v. 14
מְאֹרֹת – opslagsform מָאוֹר (jf. v. 16); bemærk den oplagte beslægtethed med אוֹר i v. 3-4. Eksempel på at ord kan have tilsyneladende fem. endelse, men stadig være mask. Verbet יְהִי er singularis, hvor man egentlig ville vente pluralis יִהְיוּ (FAN 3.3.4; DES 137 c; MNK s. 249-50).
בִּרְקִיעַ – cstr. med præposition בְּ־. Grundformen havde vi i v. 6.
וְהָיוּ – konsekutiv perfektum med futurisk eller præskriptiv funktion, ”de skal være”.
לְאֹתֹת – opslagsform אוֹת.
וּלְמוֹעֲדִים – opslagsform מוֹעֵד; ”fastsat tidspunkt”, herunder ikke mindst ”religiøs højtid”.
וּלְיָמִים וְשָׁנִים – gentagelsen af præpositionen לְ foran tre ord i træk, men ikke foran שָׁנִים må betyde, at ”dage og år” (i sg. hhv. יוֹם og שָׁנָה) opfattes som ét led: De lysende himmellegemer skal tilsyneladende tjene tre formål: 1) Tegn, 2) højtider og 3) dage og år, hvor de to sidste måske kan siges at betyde hhv. den religiøse tidsregning og tidsregning i det hele taget. Det er principielt muligt at forstå ”tegn” som et selvstændigt formål (tegn på Guds præstation som skaber?), men mest oplagt er nok at forstå de tre led som sammenhængende: Sol og måne er tegn på netop det, som følger af deres bevægelser, nemlig dagenes og årets skiften og ikke mindst højtiderne (der i GT alle er knyttet til bestemte årstider). Selv om ordet for himmellegemer, מְאֹרֹת, identificerer dem som kilder til lys, אוֹר, er deres primære funktion altså ikke at lyse (selv om det også specificeres i v. 15, men lys har eksisteret siden v. 4 og kan altså i tekstens verdensbillede findes uden lyskilder). Deres egentlige formål er at give de nødvendige tegn på tidsregningens nøjagtige forløb, så at de religiøse højtider kan finde sted på det forordnede tidspunkt (bemærk den præstelige interesse).

v. 15
וְהָיוּ לִמְאוֹרֹת – konsekutiv perfektum af היה, som kan have en futurisk eller imperativisk nuance (”de skal/vil være …”). Når man på hebr. udtrykker det, at noget skal have dén-og-dén funktion med præpositionen לְ־, falder det ikke sammen med dansk, hvor det lyder bedre blot at sige ”de skal være lyskilder” e.l. (men vi kan fx godt sige ”de skal tjene som lyskilder” eller ”de skal tjene til at give lys”).
לְהָאִיר – hif’il infinitiv med præp. לְ־ af verbalroden אור (jf. tilsvarende nomen i v. 3-4)

v. 16
שְׁנֵי־הַמְּאֹרֹת – ”de to lyslegemer” konstrueres syntaktisk som en konstruktforbindelse: ”lysenes tohed”. Oversæt det for Guds skyld aldrig sådan; skriv det blot bag øret, hvis det får den fremmedartede syntaks til at virke mindre forvirrende.
At ”de to store lyslegemer” nærmere bestemt omfatter ”det store” og ”det lille” kan virke pudsigt, men er jo ikke svært at forstå. Sprogligt hænger det sammen med den sparsomme brug af komparativ og superlativ på hebraisk (FAN 3.2.4.5.2; DES 141 a; MNK s. 236): ”Det store” = ”det i denne sammenhæng største”.
לְמֶמְשֶׁלֶת הַיּוֹם – konstruktforbindelse med funktion som objektiv genitiv: ”til dagens herredømme” = ”til at herske over dagen”. Opslagsformen af מֶמְשֶׁלֶת er מֶמְשָׁלָה.

v. 17
וַיִּתֵּן – pe-nun; optræder så hyppigt, at det bør kunnes udenad. Bemærk, at det langtfra altid er hensigtsmæssigt at oversætte נתן til ”give”; fx ville det fungere rigtig skidt i dette vers.

v. 18
וְלִמְשֹׁל – inf. qal. Bemærk at roden er den samme som i substantivet מֶמְשֶׁלֶת (opslagsform מֶמְשָׁלָה) i v. 16.
וּלֲהַבְדִּיל – jf. v. 14.

v. 20
יִשְׁרְצוּ ... שֶׁרֶץ – lige som med מַזְרִיעַ זֶרַע (planter, ”som frør frø”) i v. 11 excelleres der i at kombinere et verbum med et nominalt led af samme rod; på dansk ville det typisk blive set som mangelfuld variation i sprogbrugen (og derfor skal man ikke nødvendigvis stræbe efter at gengive det i oversættelsen), men det fremgår tydeligt, at det på bibelsk hebraisk netop blev set som elegant sprog. På hebraisk konstrueres verbet med direkte objekt, mens vi på dansk ikke ville sige ”vandet skal vrimle en vrimmel”, men snarest bruge en præpositionsforbindelse, ”vrimle med” (eller ”være vrimlende fuldt af …”.
נֶפֶשׁ חַיָה – det er nemt at forveksle adjektivet חַי, ”levende”, her i fem. sing., både med substantivet חַי, ”liv”, verbet חָיָה, ”at leve”, og substantivet חַיָּה, ”et dyr”. Adjektivet lægger sig her til נֶפֶשׁ, som man bør undgå mekanisk at oversætte til ”sjæl” (medmindre man bevidst taler gammeldags, bibelsk påvirket dansk, som når man kigger ind i et tomt mødelokale og konstaterer, ”her er ikke en sjæl”. Ud over liv/livskraft/livsprincip/”sjæl”/åndedræt kan ordet også betyde ”levende væsen” (både om dyr og mennesker). Når vandet skal vrimle med ”levende næfæsj” (sing. anvendt kollektivt), menes der simpelthen ”vanddyr”, fisk såvel som hvaler, gopler og skaldyr.
וְעוֹף יְעוֹפֵף – jf. igen genbrug af samme rod: fugle hedder עוֹף (kollektiv singularis, ”fjerkræ”), at flyve hedder עוּף, ajin-waw, her i polel, dvs. den form, som hos rødder der ingen midterradikal har, bruges med samme funktion som pi’el (FAN 2.6.4.2.3; DES 72 g og 122).
עַל־הָאָרֶץ עַל־פְּנֵי רְקִיעַ הַשָּׁמָיִם – skønt der bruges samme præposition, עַל, to gange (oftest oversat til ”over”) er tanken temmelig sikkert ikke, at fuglene flyver ”oven over” himmelhvælvingen. De flyver neden under den, og dermed, for den som lægger hovedet tilbage og kigger op, ”hen over himlen”.

v. 21
וַיִּבְרָא אֱלֹהִים אֶת־הַתַּנִּינִם – det er en lille smule påfaldende, at dette faktisk er første gang siden v, 1, at verbet בָּרָא bruges. Når netop de skabninger, der hører til kategorien תָּנִין, skal have denne særbehandling, er det nærliggende at tænke, at glosen ikke kun leder tanken hen på fredelige bardehvaler, men også dækker sødrager og havuhyrer (jf. Es 27,1). Hvis der altså her er et svagt ekko af den nærorientalske forestilling om gudens kamp mod kaosdragen i havet, kan ordvalget forstås på to måder, der teologisk trækker i hver sin retning: Enten bruges det tunge teologiske ordforråd, fordi dragerne faktisk føles som en trussel, der kunne risikere at være Guds ligemand. Eller pointen er netop selvsikkert at understrege, at i modsætning til hvad der er gængs forestilling andre steder, så véd Genesis-forfatteren, at dragen er skabt af Gud og dermed pr. definition ikke hans ligemand.
הָרֹמֶשֶׂת – participium, sg.fem. (FAN 2.2.2; DES 80 i)
אֲשֶׁר שָׁרְצוּ הַמַּיִם – hvis verbet, som i v. 20, betyder ”være vrimlende fuld af”, og הַמַּיִם altså er subjekt (hvilket passer med flertalsformen), må der være underforstået et objekt ”dem”.
לְמִינֵהֶם ... לְמִינֵהוּ – jf. det gentagne לְמִינוֹ i v. 11-12. I v. 11-12 kunne udtrykket evt. forstås som knyttet til planternes og træernes ’handling’ (”som sætter frø efter deres art”, dvs. sådan som det er deres foreskrevne natur), og det samme er muligt for de vrimlende havdyrs vedkommende i dette vers. For fuglenes vedkommende, som i dette vers slet ikke er agens for nogen verbalhandling, synes det imidlertid entydigt, at לְמִינֵהוּ knytter sig til selve skabelseshandlingen: Gud frembringer dem ”efter deres arter”, dvs. én art ad gangen, art for art: Selve det komplicerede system af forskelle mellem arterne er Guds værk, præcist svarende til, at han i v. 4.6.7.14.18 skaber ved at adskille eller grundlægge forskelle (הִבְדִּיל).
עוֹף כָּנָף – ordret ”vingens fugl” eller ”vingens flyvedyr” (kollektiv sing.) bidrager vel næppe i semantisk henseende med noget mere, end hvis der blot havde stået ”fugle” som i v. 20. Men trods den skematiske stil har kapitlets forfatter også en poetisk åre.

v. 22
וַיְבָרֶךְ – ברך-rodens ”grundform” er pi’el (i qal findes kun pass.ptcp. בָרוּךְ), men ר kan ikke fordobles (FAN 2.6.3.6.2; DES 98 a).
לֵאמֹר – infinitiv med præp. לְ־ bruges rutinemæssigt til at indlede direkte tale, omtrent som kolon og anførselstegn på dansk. Lad for Guds skyld være med i misforstået ”ordrethed” at maltraktere det smukke danske sprog ved slavisk at oversætte konstruktionen til fx ”han velsignede dem sigende …”.
Som regel kan ordet udelades i oversættelse, her kan man fx også sige ”med disse ord” eller ”idet han sagde”.
פְּרוּ וּרְבוּ וּמִלְאוּ – tre imperativer i pluralis. De to første er lamed-he-rødder, der bl.a. i bøjningsformer med vokalisk endelse (som fx her) ikke har nogen synlig tredjeradikal.
יִרֶב – samme rod som den midterste af imperativerne. Formen er imperfektum sg., der rimeligvis skal opfattes som jussiv, men blot er rykket ned på anden plads i sætningen, fordi det nye subjekt, הָעוֹף, skal op på førstepladsen. Der er i øvr. ingen indholdsmæssig forskel på det, som udtrykkes ved imperativerne og ved jussiven, og det er udelukkende en grammatisk tilfældighed at Gud tiltaler havdyrene i pluralis, mens fuglene håndteres med et udtryk i éntal, men med kollektiv betydning (הָעוֹף = ”fjerkræet”, dvs. fuglene).

v. 24
תּוֹצֵא – imperfektum/jussiv, pe-waw/jod, jf. v. 12. Jorden tildeles øjensynligt en aktiv rolle i frembringelsen af landdyrene – selv om v. 25 skynder sig at præcisere, at Gud ”lavede” (וַיַּעַשׂ) dem.
לְמִינָהּ – igen מִין med præposition og pronominalsuffix, her 3.sg.fem, da det retter sig efter femininumsordet נֶפֶשׁ.
נֶפֶשׁ חַיָה ... בְּהֵמָה וָרֶמֶשׂ וְחַיְתוֹ־אֶרֶץ – ligesom ved planterne i v. 11 kan det muligvis diskuteres, hvor mange af de i alt fire betegnelser for levende væsener på landjorden, der udgør en opremsning af sideordnede underkategorier. Mest oplagt er det nok, at det helt almene נֶפֶשׁ חַיָה (som ud fra sammenhængen må forstås som ”levende væsener på land”) er overkategorien. Den specificeres så nærmere som udgjort af tre klasser af dyr: Den første, בְּהֵמָה, kan i andre sammenhænge godt bruges om ”dyr” i det hele taget (Gen 3,14 fx), men oftest er בְּהֵמָה kvæg (dvs. tamdyr, inkl. får, geder etc.). ’Krybdyrene’, רֶמֶשׂ (ordret ’vrimledyr’, jf. den tilsvarende verbalrod om de mindre havdyr i v. 21), omfatter formodentlig alt hvad der kribler og krabler, også insekter, mus og rotter. Den sidste, חַיְתוֹ־אֶרֶץ, kan forstås ordret som ”(de andre) landdyr”, men måske er det mere oplagt, at אֶרֶץ i akkurat denne sammenhæng nærmere betegner det uopdyrkede land, dvs. ”de vilde dyr”. Opremsningen er så fald strengt logisk opbygget, men blot ud fra en anden logik end den biologiske videnskabs artshierarkier: Der startes med de dyr, mennesket aktivt skaffer sig og lever af og sammen med, dernæst de dyr man, uden specielt at ønske det, har tæt på sig, og til slut de dyr, som holder sig borte fra menneskers enemærker.
חַיְתוֹ־אֶרֶץ – uregelmæssig variant (hhv. en sjælden ældre form) af cstr. Betydningen svarer fuldkommen til חַיַּת הָאָרֶץ i det følgende vers.

v. 25
וַיַּעַשׂ – jf. v. 7.
אֲדָמָה – ”agerjorden”, det dyrkede land. I kap. 2,7 lægges op til det ordspil, at mennesket, אָדָם, har navn efter agerjorden, som jo både iflg. kap. 1 og kap. 2 (og almenmenneskelig erfaring) fandtes før mennesket. Ud fra sprogets almene brug ville den omvendte etymologi give tilsvarende god mening: אֲדָמָה er ’menneskejorden’, i modsætning til skov, steppe og ødemark.
Efter at have befalet landdyrenes eksistens i v. 24, laver Gud dem selv i v. 25, og der er variation i rækkefølgen, som der i det hele taget ofte er i de tilsyneladende gentagelser i de ’præstelige’ dele af GT (jf. Anne Katrine d.H. Gudme, ”Præstelig teologi”, s. 62-63). Krybdyrene knyttes her til agerjorden, hvilket næppe kan afspejle en forestilling om, at de ikke også findes i skoven, men blot den praktiske erfaring, at man træffer dem på sin egen mark.

v. 26
נַעֲשֶׂה – en selvopfordrende ’kohortativ’ (FAN 2.6.1.1.4) eller ’energicus’ (DES 148 g), som ved lamed-he-verber er formmæssigt sammenfaldende med almindelig imperfektum: ”Lad os lave …”. Det store spørgsmål er nok mere eksegetisk end filologisk: Hvorfor udtrykker Gud sig i pluralis, og hvem (hvis nogen) taler han til, ud over sig selv? Ud over traditionens henvisning til treenigheden har primært to-tre forslag almindeligvis været bragt på bane:
a) Det er ’pluralis majestatis’, som når en konge siger ”vi” om sig selv. Problemet er, at denne talemåde ellers ikke lader til at findes på bibelsk hebraisk (JM 114 e).
b) Gud taler til englene, eller i videre forstand sit himmelske hof (a la ”gudssønnerne” i Job 1,6 og 2,1 og evt. ”gudeforsamlingen” i Sl 82,1).
c) En variant af denne tanke er, at formuleringen afspejler en egentlig polyteistisk baggrund. At der er ’rester’ af den slags forestillinger i GT, er nærmest ubetvivleligt. Men det er næsten lige så ubetvivleligt, at de senere dele af GT gør sig umage for at holde sådanne tanker ud i strakt arm (eller helt ignorere eller eksplicit afvise dem), og 1 Mos kap. 1 anses ofte for at afspejle et sent trin i sammenredigeringen af Pentateuken.
d) Et forslag, som normalt ikke optræder i kommentarerne, men som en deltager på et kursus for lægfolk fremsatte for nylig: Der er jo faktisk én aktør, ud over Gud selv, som teksten udtrykkeligt lader være skabende, nemlig jorden, som ikke bare forventeligt ”frembringer” planter i v. 12, men som Gud (mindre forventeligt) i v. 24 vil have til at frembringe (יצא, hif’il) dyrene! V. 25 siger ganske vist, at Gud selv ”laver” (עשׂה) dyrene, men det ville svare dårligt til den gennemgående stemning i kap. 1, hvis dét skulle betyde, at jorden var ulydig. Øjensynlig underforstår v. 24-25 tilsammen, at Guds og jordens handlen er to sider af samme sag. Er det tænkeligt (og giver det mening i kapitlets sammenhæng og i forhold til resten af GT), at Gud i v. 26 taler til jorden, når han siger ”Lad os …”?
Af disse forslag er b) nok langt det mest almindeligt accepterede.
בְּצַלְמֵנוּ כִּדְמוּתֵנוּ – Ordene צֶלֶם og דְּמוּת (af דָּמָה, at ligne) betegner henholdsvis en konkret fysisk afbildning (evt. et gudebillede) og en abstrakt ”lighed”; כִּדְמוּתֵנוּ, ”svarende til vores lighed” er således meget dækkende gengivet med ”så de ligner os” i DO92. Men hvad betyder ”i/med/ved vores billede”? Hvis man instinktivt mener at fornemme, at det betyder ”med en stor, nærmest til biologisk slægtskab grænsende, lighed”, bør man nok være på vagt over for, om ens instinkt her er en del af receptionen af det selvsamme vers. Det er gået ind i sproget, at ”A er skabt i Bs billede”, men det er jo netop en direkte følgevirkning af, og ikke en forudsætning for, at bibelteksten siger som den gør. Af de almindeligt forekommende betydninger af præpositionen בְּ־ er de mest oplagte i denne sammenhæng nok enten ”ved hjælp af” (mennesket skabes så at sige i den ’støbeform’, som Guds eget billede er) eller det såkaldte beth essentiae (’essensens beth’, DES 158 b5), som markerer et prædikat for det, som er på tale, og i denne sammenhæng måske kunne oversættes ”Lad os skabe mennesket, nemlig vores eget billede”. I så fald er der altså nærmest tale om, at mennesket for Gud skal have den funktion i verden, som gudebilleder har for de andre guder: At repræsentere guden og markere hans/hendes tilstedeværelse.
Om de videre eksegetiske og teologiske diskussion af imago dei-tanken: Tjek en kommentar, fx Gordon Wenham, samt den rigelige speciallitteratur.
וְיִרְדּוּ – lamed-he, imperfektum, med konjunktivisk (’ikke-konsekutivt’) waw. Kan (igen) udtrykke det rent futuriske: ”det vil blive sådan-og-sådan”, eller det volitive: at et ønske eller en befaling udtales. I en sammenhæng, hvor der uden videre sker det som Gud siger, er de to betydninger selvsagt tæt på at være identiske.
Mht. glosens betydningsindhold er det værd at hæfte sig ved, at den ikke kun betegner voldelig underkuelse, men også det at have opsyn og forvalte (uddelegeret) autoritet i en hierarkisk ordnet sammenhæng: Den funktion, som udøves af arbejdslederne på kong Salomos byggeplads, betegnes med den samme glose (1 Kg 5,4.30; 9,23). Det ændrer naturligvis ikke ved, at verset her tildeler mennesket en særstatus i forhold til dyrene, men det er en status, som – ganske svarende til kongeideologien i de nærorientalske kulturer i øvrigt – først og fremmest består i at regere under ansvar over for en magt, som man selv er underordnet, og derfor indebærer menneskets status (i hvert fald i dette kapitel) ikke carte blanche til vilkårlig udnyttelse af dets undersåtter. Bemærk til gengæld, hvad der sker i Gen 9,1-3, hvor dyrenes frygt for mennesket udtrykkeligt beskrives om noget nyt og hidtil uhørt.

v. 27
וַיִּבְרָא אֱלֹהִים ... בָּרָא אֹתוֹ – den omstændelige khiastiske konstruktion er karakteristisk for den præstelige stil: Noget der nemt kunne være sagt i én sætning, udtrykkes med to, så sammenhængen både begynder og slutter med det, som indholdsmæssigt er det samme subjekt og verballed, men i forskellig form. Opdelingen på to sætninger kan også have det retoriske sigte at fremhæve den lille forskel på mennesket og resten af det skabte: I stedet for at sige ”Og Gud skabte mennesket i sit billede”, introducerer forfatteren en stigning i form af sætning nr. 2: ”Gud skabte mennesket [som han tidligere havde skabt (בָּרָא) verden i det hele taget og de store havdyr], men lige akkurat mennesket skabte han nærmere bestemt ’i sit billede’”.
זָכָר וּנְקֵבָה – betyder egentlig ”hankøn og hunkøn” i abstrakt forstand, uanset arten, da det også kan bruges om dyr (jf. Gen 6,19).
אֹתָם – objektsmærket har pronominalsuffix i flertal, selv om ’mennesket’ som art blev omtalt som singularis til og med אֹתוֹ i midten af verset; det at forfatteren bringer kønnene på bane som noget, der var en del af menneskets væren helt fra begyndelsen, tvinger ham til det logiske gearskifte at tale om det som en flerhed af individer i st.f. som én art – og det forplanter sig til grammatikken.

v. 28
פְּרוּ וּרְבוּ וּמִלְאוּ – jf. v. 22.
וְכִבְשֻׁהָ – konsekutiv perfektum, pluralis med û-endelsen før pronominalsuffixet skrevet uden waw. Vers 26 talte med én enkelt glose, רָדָה, om, hvilken funktion mennesket er skabt til at udfylde. Nu hvor mennesket faktisk findes, retter Gud instrukser direkte til det: Der bliver med yderligere to verber sat ord på, hvad mennesket skal gøre, for at komme til at kunne udfylde sin funktion: Det skal fylde (מלא) sit ’territorium’, præcis som fiskene fik besked om at gøre i v. 22, og det skal ’tage magten over’ det (כָּבַשׁ), for rollen som Guds viceregent i verden kan i sagns natur kun udfyldes af den, der faktisk råder over verden. At ’tage magten’, כָּבַשׁ, som i modsætning til רָדָה, ’herske over’, har en utvetydigt voldelig klang, er altså en proces, der skal føre til et endemål, nemlig menneskets mulighed for at udøve sin funktion som hersker på Guds vegne, mens funktionen selv, udtrykt ved רָדָה, har kontinuerlig karakter.
וּרְדוּ – jf. וְיִרְדּוּ i v. 26.

v. 29
הִנֵּה – En slags sprogligt udråbstegn eller retorisk markør af, at noget særligt vigtigt begynder. Kan ofte med fordel oversættes til ”Se!”, men har ingen særlig semantisk relation til den sansning, der foretages med øjnene. ”Hallo!” eller ”Achtung!” er lige så indholdsmæssigt dækkende, men ville nok lyde fjollet.
נָתַתִּי – roden נתן, i v. 17 anvendt med den mere almene betydning ”anbringe”, her specifikt ”give” (man kan evt. spekulere over, om det at ”give”, ”udnævne”, ”gøre nogen til noget” etc., som ordet afhængigt af sammenhængen kan oversættes til på dansk, alt sammen opfattes som eksempler på at anbringe nogen eller noget (herunder også en gave) på den rette plads.
Perfektumsformen benyttes hyppigt ved ”talehandlinger” (en ’performativ’ ytring), hvor den beskrevne handling udføres i og med at ordene udtales (FAN 3.3.2.4.1.2; DES 146 d).
אָכְלָה – substantiv, fem., med denne opslagsform. Betydning: ”mad, fødemiddel”. Jf. det langt hyppigere verbum אָכַל, som dukker op fra 2,16.

v. 30
וּלְכָל־חַיַּת הָאָרֶץ ... אֶת כָּל־יֶרֶק עֵשֶׂב – man må underforstå verbet נָתַתִּי, jf. forudgående vers.

Kapitel 2

v. 1
וַיְכֻלּוּ – roden כלה betyder i qal ”være færdig” (både i betydningen ”være fuldendt”, fx et bygningsværk, og i betydningen ”være sluppet op” eller ”være forbi”, fx en øl eller en sommerferie); faktitiv pi’el betyder ”at afslutte” og pu’al, som forligger her, følgelig ”at være/blive bragt til afslutning”.
צְבָאָם – pronominalsuffixet i flertal, ”deres”, kan enten henvise til himlen (som er pluralis på hebraisk) eller ”himlen og jorden”; umiddelbart virker det sidste ud fra syntaksen oplagt, for hvorfor skulle man ellers proppe jorden ind mellem ”himlene” og ”deres hær”? Det er imidlertid ret fast praksis i GT, at man siger ”himlen og jorden” snarere end ”jorden og himlen”, og det er uhyre almindeligt at henvise til ”himlens hær”, mens ”jordens hær” ellers ikke forekommer overhovedet. Derfor har DO92, formodentlig med rette, valgt den ikke ganske bogstavelige oversættelse ”himlen og jorden og hele himlens hær”. ”Himlens hær” er i mange tilfælde englene el.lign. himmelske væsener, men bruges også om himmellegemerne, særligt i sammenhænge, der advarer mod fristelsen til at tilbede dem (eller fordømmer en tilbedelse, der allerede finder sted), fx 5 Mos 4,19; Jer 8,2; netop himmellegemernes mulige rolle som genstand for tilbedelse, viser jo i øvrigt, at ”himlens hær” som enten himmelske væsener eller himmellegemer i oldtiden var tæt på at være to sider af samme sag. I akkurat dette vers, hvor sammenhængen så oplagt viser tilbage til 1,14-19, mens andre himmelske væsener end Gud hidtil ikke har været antydet overhovedet, er det umiddelbart nærliggende at forstå udtrykket astronomisk. Hvis DO92’s valg er forkert, og der faktisk menes ”himlens og jordens hær”, henviser det naturligvis herudover til alle de levende væsener, som er blevet skabt i løbet af 1,20-27.

v. 2
וַיְכַל – her pi’el (som ved lamed-he-verber kan optræde uden fordoblet midterradikal, når denne danner ordets afslutning, dvs. der hverken er synlig 3.-radikal eller nogen endelse, heller ikke en vokal) af וַיְכֻלּוּ, jf. foregående vers.
בַּיּוֹם הַשְּׁבִיעִי – hvis man skal tage den ret åbenlyse kobling af skabelse og sabbat på ordet, er det svært at forlige sig med, at Gud ”afslutter” (כלה, pi’el) sit arbejde på den syvende dag, som det umiddelbart kunne synes nærliggende at oversætte. Det burde han have gjort dagen før. Sammenhængen må nok skulle forstås sådan, at fra og med den syvende dags begyndelse ”afsluttede” Gud sin aktivitet, dvs. ophørte med at arbejde (מְלָאכָה kan både betyde ”arbejde” som handling og som resultat), idet produktet nemlig var ”afsluttet” (gjort færdigt) på den sjette dag.
Der er naturligvis ikke noget principielt umuligt i at tænke sig, at Gud arbejder om lørdagen, det lader bare til helt åbenlyst at være den præstelige forfatters dagsorden at sige det modsatte, jf også 2 Mos 20,11).
וַיִּשְׁבֹּת – verbet שָׁבַת, som selvfølgelig har givet anledning til ordet ”sabbat”, betyder i sig selv ikke ”at hvile”, men at holde op med noget! At Gud faktisk tager sig et hvil, da han er ophørt med arbejdet, kan derimod se ud til at være meningen med verbet נוח i 2 Mos 20,11 (som dog også kan oversættes til ”forholde sig inaktiv” uden at det behøver implicere, at Gud er træt; dette sidste er genstand for en del polemik i jødisk fortolkningstradition).

v. 3
וַיְקַדֵּשׁ – formodentlig en ”deklarativ” brug af pi’el: Han er erklærede sabbatten for at være hellig (og så var den det selvfølgelig).
לַעֲשׂוֹת – infinitiven (lamed-he, derfor karakteristisk וֹת-endelse) må formodentlig forstås som ’epeksegetisk’, altså en uddybende eller nærmere forklarende tilføjelse (FAN 3.3.2.5.2.1; DES 155 e). Det forekomme en moderne læser løjerligt, at vi skal have specificeret, at Gud skabte verden לַעֲשׂוֹת, ”ved at handle”. Måske menes ”ved den ovenfor beskrevne række af handlinger”, dvs. det fungerer som en slags opsummering?

v. 4a
תוֹלְדוֹת – substantiv dannet af samme rod som pe-waw/jod-verbet יָלַד, ”at føde”. Optræder udelukkende i plur. cstr. (eller med pron.suff.), altså ”dén og déns tôldôt”, som stort set alle steder kan oversættes til ”stamtavle” eller ”afstamning”, og inden for Pentateuken udelukkende optræder i passager, der anses for Præstelige (derudover 1 gang i Rut, samt 9 gange i 1 Kørn, hvoraf de otte i stamtavlerne i 1 Krøn 1-9), og især den præstelige redaktion af urhistorien og patriarkfortællingerne i Genesis kan forstås som komponeret ud fra et mønster af stamtavler (Adams kap. 5; Noas 6,9-10; Noas sønners kap. 10; Sems 11,10-26; Teras 11,27-32; Ismaels 25,12-18; Isaks 25,19ff; Esaus kap. 36; Jakobs 37,2; afrundet med præsternes stamfader, Levis, tôldôt i 2 Mos 6,16-25), der strukturerer Israels forhistorie ud fra en præstelig interesse i afstamning.
Pga. ordets udpræget præstelige ’flavour’ antager man typisk, at det hører sammen med den præstelige skabelsesberetning i 1,1-2,3 , og opsummerer denne med ordene ”Det var himlens og jordens ’stamtavle’ (dvs. tilblivelseshistorie)”; i så fald skiller man (som vi har gjort i opbygningen af siden her) mellem en præstelig tilblivelseshistorie, der omfatter i alt 1,1-2,4a, og en jahvistisk, der begynder med 2,4b. En vanskelighed i dette ræsonnement er dog, at vendingen ”Dette er NN’s tôldôt” ellers altid står som indledning og ikke som afslutning. Masoreterne har tilsyneladende været bevidst om dette, da de anbragte en ptucha, et masoretisk skilletegn mellem to større afsnit i form af bogstavet פ, mellem v. 3 og 4.
בְּהִבָּרְאָם – inf.cstr. nif’al (dannes med forstavelsen -הִ) af בָּרַא med præposition og pronominalsuffix. Fungerer som tidsbisætning: ”ved deres bliven skabt” = ”dengang han skabte dem” (FAN 3.3.2.5.2.2; DES 155 o-q; 158 b9).

Kap. 2, v. 4b
בְּיוֹם עֲשׂוֹת יהוה אֱלֹהִים – præpositionen be- + infinitiv cstr. (her med et indskudt nomen, יוֹם) fungerer som tidsbisætning: ”På Jhwh ’ælohims gørens dag” = ”Den dag, da Gud Jhwh frembragte …”.
יהוה אֱלֹהִים – de ikke-jahvistiske dele af Mosebøgerne lader alle til at mene, at Jahve-navnet først blev kendt, da Gud selv afslørede det for Moses i 2 Mos 3 og bruger ind til da enten Gud (אֱלֹהִים) eller (i præstelige afsnit fra Gen 17 og fremefter) ”Guden Shaddaj” (אֵל שַׁדַּי, der traditionelt, men misvisende, oversættes til ”Gud den almægtige”); de såkaldt jahvistiske afsnit benytter uden hæmninger Jahve-navnet lige fra begyndelsen. Men akkurat Gen 2-3, og ingen andre passager i hele GT, benytter den særlige kombination יהוה אֱלֹהִים, ”Jahve Gud”, eller i dansk bibeltradition ”Gud Herren”. Der er vistnok ikke nogen indlysende og alment accepteret forklaring på, at denne ene fortælling skal have monopol på betegnelsen.

v. 5
וְכֹל שִׂיחַ הַשָּׂדֶה – når כֹל, ”alle/hele” negeres, må man oversætte det til ”ingen (af)” eller ”(ikke) noget som helst (af)”; en slavisk ord-for-ord-gengivelse som ”al markens vegetation fandtes endnu ikke” ville på dansk betyde, at nogle af planterne (men blot ikke alle) faktisk var blevet til, og det er jo akkurat ikke meningen (DES 166 f).
טֶרֶה יִהְיֶה ... טֶרֶם יִצְמַח – konjunktionen eller præpositionen טֶרֶם, ”endnu ikke”, følges altid af imperfektum, uanset om det skildrede nok så meget er et led i et fortidigt handlingsforløb. Sådan er det bare (FAN 3.3.2.4.2; DES 147 f).
הִמְטִיר – roden מטר, der findes som nomen, מָטָר = regn, har som verbum ikke nogen qal-form, og forekommer næsten kun i hif’il, hvor den kausative betydning ”få det til at regne” afspejler tanken, at regn er udtryk for Guds aktive handlen. Et indefinit subjekt som på dansk, hvor vi siger ”det regner” uden at tænke over, hvad ”det” er for noget, ville ikke passe så godt til GTs opfattelse af processen.
וְאָדָם אַיִן – man forklarer ofte negationen אַיִן som ”egentlig” et substantiv med den sært metafysiske betydning ”ikke-eksistens”, så at den hyppige konstruktform, fx אֵין לֶחֶם, kan analyseres som ”brøds ikke-eksistens” = ”her er ikke noget brød”. Her ses dog, at det, hvis tilstedeværelse negeres, også kan foranstilles, וְאָדָם אַיִן: ”og noget menneske var der ikke” (FAN 3.5.3; DES 166 k-l).

v. 6
אֵד – i efterbibelsk hebraisk betyder ordet ”tåge”; ud fra en beslægtet glose på akkadisk (sproget i oldtiden Babylonien og Assyrien) antager man, at ordet i bibelsk sammenhæng (hvor det kun findes her samt i Job 36,27) snarere betyder ”kilde” eller ”vandløb”.
יַעֲלֶה – første forekomst i Bibelen af ét af de allerhyppigste lamed-he-verber. Formmæssigt kan lamed-he med laryngal som 1.-radiakal se ens ud i imperfektum qal og hif’il (FAN 2.6.4.1.6; 5.1.4.8; DES 114). Her er det qal.
וְהִשְׁקָה – hif’il, lamed-he (og derfor uden synligt -î- mellem 2.- og 3.-radikal, FAN 2.6.4.1.6; DES 105 c). Roden har ingen qal-form, og man siger ofte, at den bruges som kausativ af שָׁתָה, ”at drikke”. Man kunne vel også bare sige, at det er to særskilte verber, hvis funktioner supplerer hinanden (ganske som ”drikke” og ”vande” også gør på dansk).
יַעֲלֶה ... וְהִשְׁקָה – brugen af to verbalformer, som typisk ikke betegner fortidighed, kan virke påfaldende i en fortælling om verdens oprindelse. Men man skal huske, at imperfektum og konsekutiv perfektum ikke kun betegner det nutidige og fremtidige, men generelt det ikke-afsluttede, og at graden af ’afsluttethed’ anskues relativt, altså fra det fortaltes synspunkt og ikke fra fortællerens eller læserens tidsperspektiv. Den øde jord, hvor et vandløb strømmer op fra undergrunden og vander de utilplantede marker, er ikke beskrevet som ét af flere led i skabelsesberetningens handlingsforløb, men som den vedvarende tilstand (svarende til kaos og tomhed i 1,2), der forelå inden den handling, som kap. 2 beskriver, overhovedet gik i gang: Ligesom 1,2 sagde ”uden Guds fortsatte skabelseshandling er der kun kaos”, siger 2,5-6 ”uden at der bliver skabt mennesker, er verden statisk og begivenhedsløs”.

v. 7
וַיִּיצֶר – roden er יצר, som det gerne skulle fremgå; den lidt uventede vokalisering af sidste stavelse kan dels skyldes en sammenblanding af bøjningsmønstrene for pe-waw og pe-jod (FAN 2.6.4.1.4), dels at pe-waw/jod-verber med sade som 2.-radikal udviser nogle ekstra ejendommeligheder (FAN 2.6.4.1.3; DES 104 k).
וַיִּיצֶר ... עָפָר מִן־הָאדָמָה – verbet יצר tager et ekstra objekt til at betegne materialet, hvor vi på dansk ville bruge en præpositionsforbindelse (”formede … af ler fra jorden”; DES 140 i). Substantivet עָפָר oversættes typisk til ”støv”, men man kan vanskeligt ”forme” støv, og i 3 Mos 14,41-45 bruges det tre gange om det ler, som man anvendte til at kline et hus’ vægge med. Så ”ler” er en oplagt oversættelse.
וַיִּפַּח – pe-nun.
נִשְׁמַת חַיִּים – opslagsform נְשָׁמָה. At Gud puster ”livsåndedræt” ind i lerfigurens næsebor, rummer på én gang den tanke, at Guds vejrtrækning har kraft til at gøre den livløse lerfigur til en נֶפֶשׁ חַיָּה, ”et levende væsen” (jf. 1,20), som altså så at sige blive levende ved berøringen med det guddommelige pust omtrent som ved berøringen med Guds pegefinger på Michelangelos billede – og den supplerende forestilling, at der derved, så at sig ved ’transfusion’, overføres åndedræt til lerfiguren, som derved får evne til fra nu af selv at gøre dét, der kendetegner levende i forhold til døde, nemlig at trække vejret.
Bemærk, at Gud ikke forsyner et legeme af ler med en ”sjæl” af et finere materiale, så de to komponenter tilsammen kan udgøre et menneske. Det tætteste teksten kommer til et ord for ”sjæl”, er נֶפֶשׁ, som udtrykkeligt betegner det samlede resultat af skabelsesprocessen: Både krop, psyke og identitet er altså ifølge denne passage formet af det forgængelige ler og vil derfor også gå til grunde, når der ikke længere er ”livsåndedræt” til at opretholde deres eksistens. Med en, uden tvivl ufuldkommen, analogi kan man sige, at den נִשְׁמַת חַיִּים, som Gud puster ind i lerfiguren, ikke kan sammenlignes med en form for software, der evt. kunne overføres til en anden computer eller gemmes i ”skyen”, men simpelthen svarer til den elektriske strøm, som overhovedet gør det muligt for computeren at køre. Uden den er der kun en død klump plastic og metal.

v. 8
וַיִּטַּע – pe-nun.
גַּן־בְּעֵדֶן – Eden ser her og v. 10 ud til at være det landområde, hvor haven er beliggende. Tilsvarende 4,16, hvor det at bo ”øst for Eden” er ensbetydende med at bo i et andet land. På samme måde kan man uden tvivl også forstå 2,15; 3,23.24, hvor det velkendte ”Edens have” (גַן־עֵדֶן) optræder, selv om det typisk er blevet forstået som om Eden er havens navn og ikke navnet på dens omgivelser.
I profetiske tekster kan en paradisisk tilstand betegnes både med udtrykket ”som Eden” (כְּעֵדֶן Es 51,3) og ”som Edens have” (כְּגַן־עֵדֶן Ez 36,25; Joel 2,3); de mere mytologisk klingende passager i Ez 28 og 31 sidestiller eksplicit Eden med ”gudshaven” (גַּן־אֱלֹהִים 28,13; 31,8-9) som muligvis tænkes at ligge på Libanon (Es 31,16-18). At der nok ikke er så meget konkret geografi på færde, understøttes måske af, at ordet også bruges i betydningen ”fryd” eller ”pragt” (2 Sam 1,24; Jer 51,34; Ps 36,9).
מִקֶּדֶם – efter som præpositionen מִן typisk har betydningen ”fra”, er dens anvendelse klar nok, hvor den beskriver den retning, noget er kommet fra. Mindre indlysende er anvendelsen til at betegne beliggenhed eller retning hen imod. Et udtryk som מִקֶּדֶם må på dansk oversættes som ”mod øst” snarere end ”fra øst”, hvilket kan forekomme kontraintuitivt. Men så må man bare lægge bånd på sin intuition (WOC 12.2.11 b).
וַיָּשֶׂם – ajin-jod; bemærk at det i imperfektum af ajin-jod-verber kan være umuligt at se forskel på qal og hif’il (FAN 5.2.1.3, jf. særligt den lille tabel vedr. ”lydovergange”; DES 118 f; paradigme IX).
שָׁם – adverbium, "dér, på dét sted".

v. 9
וַיַּצְמַח – hif’il, vokaliseringen af sidste stavelse skyldes 3.-radikalen.
נֶחְמָד – nif’al ptcp.
הַדַּעַת – inf. cstr. af יָדַע, ”at vide”, men anvendes så hyppigt som selvstændigt nomen, ”viden”, at de fleste ordbøger anfører det som sådan. Distinktionen er rent leksikografisk – i den faktiske sprogbrug har en infinitiv pr. definition både verbale og nominale træk: At דַּעַת er et nomen ses her af, at det determineres og indgår i en konstruktforbindelse עֵץ הַדַּעַת, men samtidig viser det sin verbale natur ved at tage objekt: דַּעַת טוֹב וָרָע: ”at kende godt og ondt” (FAN 3.3.2.5.2.3-4; DES 155 a).

v. 10
יֹצֵא – ptcp. af יצא (jf. hif’il 1,12.24) og altså helt regelmæssig.
לְהַשְׁקוֹת – lamed-he, hif’il, infinitiv.
יִפָּרֵד – nif’al.
רָאשִׁים – opslagsform רֹאשׁ (FAN 2.2.3; DES 59 p).

v. 11
הוּא הַסֹּבֵב – participium (af det hyppigste ajin-ajin-verbum) med bestemt artikel, der her har relativ funktion, ”Det er den, der går rundt om …” (FAN 3.3.2.5.3.2; DES 139 v; 152 i).
אֲשֶׁר שָׁם הַזָּהָב – den bestemte artikel har generisk funktion: ”der hvor guldet er” = ”hvor der findes guld”; formodentlig uden nogen hensigt om at benægte, at det også kunne findes andre steder (FAN 3.2.1.2; DES 139 j).

v. 12
הַהִוא – et qre perpetuum: I Pentateuken skrives – af ukendte årsager – det personlige pronomen הִיא (”hun”) som הוא, men er af masoreterne vokaliseret, så det fremgår, at det skal udtales hî ganske som i resten af GT. Her har det desuden bestemt artikel og fungerer så som demonstrativt pronomen (FAN 3.2.1.1; DES 26 b)
הַבְּדֹלַח וְאֶבֶן הַשֹּׁהַם – om den bestemte artikel, jf. til v. 11; mht. בְּדֹלַח (vistnok en slags velduftende harpiks) og שֹּׁהַם (onyx), se kommentarerne.

v. 13
כּוּשׁ – vistnok sådan ca. det område, vi i dag ville lade Etiopien; i bibelsk sammenhæng ofte kaldet Nubien.

v. 14
חִדֶּקֶל – modsat floderne Pishon og Gihon (v. 11-13), hvis navne ikke kan identificeres med sikkerhed, er der ingen tvivl om, at חִדֶּקֶל er Tigris (samme navn anvendes på akkadisk).
קִדְמַת – præposition, findes kun i konstruktform som her. Betydning: ”over for” eller ”øst for”. Tigris løber faktisk øst for Assyriens hovedstad Assur, så begge dele giver fin mening.
פְרָת – Eufrat.

v. 15
וַיִּקַּח – af לָקַח, bøjes som pe-nun (FAN 2.6.4.1.2; DES 103 j).
וַיַּנִּחֵהוּ – ajin-waw (נוח), kons.impft. hif’il med pronominalsuffix for 3.m.sg. Verbet betyder i qal ”at hvile”, og kausativformen får derfor en anvendelse der på dansk svarer til ”sætte, anbringe”.
לְעָבְדָהּ וּלְשָׁמְרָהּ – to gange infinitiv med præpositionen לְ־ og pronominalsuffix for 3.fem.sg. At det udlydende -ah er pronominalsuffix og ikke en feminin bøjningsendelse e.l. ses af prikken i ה (mappiq).

v. 16
וַיְצַו ... עַל הָאָדָם – verbet צִוָּה (grundform: pi’el), som er lamed-he, men ikke ajin-waw, da waw ikke er vokalbogstav, men konsonantisk, og opfører sig som en helt regelmæssig radikal. På dansk ville ”befale” typisk have et objekt (”befale NN at gøre …”), her konstrueres det i stedet med en præpositionsforbindelse (צִוָּה עַל ...).
אָכֹל תֹּאכֵל – absolut infinitiv med efterfølgende finit form af samme rod, som mefører en intensivering af udtrykket – en elegant konstruktion, der desværre på dansk ofte kun kan gengives med et bovlamt ”sandelig” (FAN 3.3.2.5.1.1; DES 154 b).

v. 17
מֵעֵץ ... מִמֶּנּוּ – ud fra dansk sprogfornemmelse er מִמֶּנּוּ overflødigt, da det jo blot gentager indholdet i מֵעֵץ. Det kan stilistisk have virket rigtigt på hebr. at man mod sætningens slutning ”samler op”, hvad det var forbuddet gjaldt.
לֹא תֹאכַל – den almindelige form på et forbud (da hebr. imperativ ikke kan negeres) er negationen אַל + jussiv. Når der i stedet bruges לֹא + imperfektum, som formelt kan forstås som en indikativisk forudsigelse af, at noget med sikkerhed ikke vil ske (”Du spiser ikke småkagerne!”), forstår man det som ”det stærkest mulige forbud” (FAN 3.5.1; DES 163 c).
בְּיוֹם אֲכָלְךָ – til konstruktionen בְּ־ (+ יוֹם) + infinitiv + pronominalsuffix e.l. som samlet udtryk for, hvad der svarer til en tidsbisætning, se til 2,4.
מוֹת תָּמוּת – abs.inf., jf. til v. 16.

v. 18
הֱיוֹת – infinitiv af היה med den karakteristiske endelse, ־וֹת, for lamed-he infinitiv.
הֱיוֹת הָאָדָם לְבַדּוֹ – infinitiv i konstrukt til et efterfølgende nominalled (eller med pronominalsuffix) må typisk gengives som en (bi)sætning. Her: ”menneskets væren alene” = ”at mennesket er alene” (FAN 3.3.2.5.2.3; DES 155 a-d). Denne konstruktion indgår her som subjekt i en nominalsætning: ”At mennesket er alene, er ikke godt” (DES 144 b3).
אֶעֱשֶׂהּ – en imperfektum
כְּנֶגְדּוֹ – unik sammensætning af præpositionelle udtryk: כְּ־ (som, svarende til) + נֶגֶד (over for) med pronominalsuffix.

v. 19
וַיִּצֶר – jf. v. 7; denne gang er 1.-radikalen ikke bevaret, men faldet sammen med bøjningsforstavelsen.
חַיַּת הַשָּׂדֶה – i v. 5 betegnede שָׂדֶה øjensynligt ethvert sted, hvor der kan vokse planter; ofte bruges det om dyrkede marker (dvs. i modsætning både til byen og det uopdyrkede land), men det kan også betegne det åbne land generelt, dvs. alt hvad der ikke er bymæssig bebyggelse. I verset her ser det ud til, at alle levende væsener bortset fra fugle (og fisk, må man underforstå, men kapitlet er markant mindre interesseret i vand end kap. 1) omfattes af kategorien חַיַּת הַשָּׂדֶה, der altså kan gengives som ”landdyr”, helt uden den interesse for opdeling i undergrupper, som vi så i 1,24-25. I næste vers skelnes derimod mellem בְּהֵמָה, kvæg (jf. 1,24), og חַיַּת הַשָּׂדֶה, som derfor må betyde ”de andre landdyr”, dvs. de vilde dyr. (DO92 oversætter det med prisværdig konsekvens til ”vilde dyr” både i v. 19 og 20, så det forudsættes, at tamdyrene er blevet skabt forud for v. 20, men at fortælleren blot ikke har nævnt det eksplicit).
וַיָּבֵא – ajin-waw (בוא), hif’il, som i kort (konsekutiv) imperfektum ikke har synligt -î-mærke (FAN 2.6.1.1.5; DES 85 b).
לִרְאוֹת – lamed-he, infinitiv med præpositionen לְ־. Her om hensigten, ”for at se” (FAN 3.3.2.5.2.1; DES 155 f).
מַה־יִּקְרָא־לוֹ – på dansk ville vi sige ”hvad han kaldte dem”, men det hebraiske pronomen er ental, svarende til חַיַּת og עוֹף (mere ordret ”hvert et dyr og hver en fugl”). Mht. konstruktionen קָרָא לְ־, se til 1,5.
נֶפֶשׁ חַיָּה – orden virker overflødige, men må syntaktisk forstå som en apposition til pronominalsuffixet i יִּקְרָא־לוֹ, dvs. ”hvad end mennesket kaldte det, altså dyret, blev dets navn”. (Skønt apparatet anfører, at ordene ”måske er en tilføjelse”, angives ingen tekstvidner, som støtter forslaget).

v. 20
שֵׁמוֹת – pluralisendelse a la femininum, skønt ordet faktisk er maskulinum og i singularis ikke har femininumskendetegn (FAN 2.2.1).

v. 21
וַיַּפֵּל – pe-nun, hif’il.
תַּרְדֵּמָה – substantiv, slås op under denne form. Roden forekommer også om (relativt sjældent) verbum. Studenter, som har lært hebraisk på det teologiske fakultet, KU, vil kende den fra Joans kap. 1.
וַיִּישָׁן – pe-waw/jod med bevaret førsteradikal i (konsekutiv) imperfektum.
וַיִּקַּח – jf. v. 15.
מִצַּלְעֹתָיו – præpositionen מִן + צֵלעַ (”side”, hhv. ”planke eller knogle i siden af noget”; derfor = ”ribben”) + defektivt skrevet fe. pluralisendelse + pronominalsuffix 3.m.sing.
וַיִּסגֹּר בָּשָׂר – det benyttede materiale fungere syntaktisk som objekt (jf. v. 7), hvor vi på dansk ville bruge en præpositionsforbindelse (”lukkede med kød” e.l.)
תַּחְתֶּנָּה – præpositionen תַּחַת, ” i stedet for” (FAN 2.5.4; 2.7.1-4; DES 29 s) med ”energisk” nun + pronominalsuffix.

v. 22
וַיִּבֶן – lamed-he.
וַיִּבֶן ... לְאִשָּׁה – bemærk igen forskellen i syntaktisk sædvane ml. dansk og bibelhebraisk: På dansk ville kvinden være objekt og materialet betegnes med en præpositionsforbindelse. På hebraisk er det omvendt. (Og en oversættelse til dansk skal naturligvis følge dansk syntaktisk skik og brug).
וַיְבִאֶהָ – ajin-waw, hif’il, jf. v. 19.

v. 23
זֹאת הַפַּעַם – det demonstrative pronomen må mest oplagt henvise til kvinden, ikke til פַּעַם, dvs. ”Dét der! Denne gang er det (sandelig noget helt andet end alligatoren og chimpansen i v. 19-20, nemlig) knogle af mine knogler og kød af mit kød!” Eftersom פַּעַם er fem., kan זֹאת dog også lægge sig til det, dvs. ”Dén her gang er det …”.
יִקָּרֵא – nif’al.
אִשָּׁה ... מֵאִישׁ – sproghistorisk er vitsen ikke så vellykket, da ordet for kvinde faktisk ikke er dannet ved at sætte femininumsendelse på ordet for mand (DES 59 g), men i den litterære sammenhæng fungerer det jo meget godt.
לֻקָחָה – perfektum 3.sg.fem. Formen kan ligne pu’al, og slås i nogle ordbøger op som pu’al. Da לָקַח imidlertid ikke har nogen pi’el-form, er der ikke meget mening med at have en passiv udgave af samme. Reelt er der tale om en passiv qal, en bøjningsform, som der kun er relativt få rester af i den masoretiske tekst (FAN 2.6.2.1; 5.1.4.3; DES 64).

v. 24
עַל־כֵּן – fast vending med betydningen ”derfor”; hvis man vil analysere det nærmere, må meningen være”på grund af (עַל) [at det forholder sig] således (כֵּן)”.
אֶת־אָבִיו וְאֶת־אִמּוֹ – ang. pronominalsuffix på אָב, som afviger fra den regelmæssig form på אֵם, jf. FAN 2.2.3; 2.7.3; DES 59 b.
בְּאִשְׁתּוֹ – præposition בְּ־ + אִשָׁה + pronominalsuffix.

v. 25
וַיִּהְיוּ – den konsekutive imperfektum kan godt forstås simpelthen som et (egentlig overflødigt) kopula i noget, der ellers ville have været en nominalsætning, og som muligvis fungerer som afslutning på et afsnit i teksten: ”Og de (personer, vi lige har talt om,) var i øvrigt nøgne”.
En anden mulighed er, at וַיִּהְיוּ fungerer som en ’makrosyntaktisk markør’, der indikerer et nyt afsnits begyndelse, altså ”Nu forholdt det sig i øvrigt sådan, at både mennesket og hans kvinde var nøgne uden at føle sig forlegne over det. Og slangen, som var det klogeste af alle dyrene, Gud havde skabt, sagde til kvinden …”, dvs. sætningen knyttes fortællemæssigt til det efterfølgende, snarere end det forudgående (FAN 3.3.6; DES 168 n).
שְׁנֵיהֶם – talordene fungerer i nogle henseender som substantiver og kan derfor tage pronominalsuffix; her egentlig ”og deres tohed var” = ”Og de var begge to”(FAN 2.3.1; DES 133 a).
עֲרוּמִּים – formen ligner et passivt participium, men da den tilsvarende verbalrod ”at afklæde” kun findes på arabisk, betragter ordbogen det som et adjektiv, ”nøgen”. Opslagsform עָרוֹם, bemærk den slående lighed med עָרוּם i 3,1, som betyder noget helt andet. der må næsten være tale om en slags ordspil.
יִתְבֹּשָׁשׁוּ – ajin-waw, hitpolel. Vokaliseringen med -ā- i rodens sidste stavelse er en pausalform (FAN 2.6.4.2.3; 1.8; DES 122 b).

Kapitel 3

v. 1
עָרוּם מִכֹּל חַיַּת הַשָּׂדֶה – adjektivet som beskriver slangens mentale formåen, bruges syv gange i Ordsprogenes Bog med éntydigt positiv ladning (oversat til ”kløgtig” i DO92), mens Jobs venner, der iflg. Job og Gud selv som bekendt ikke var sandhedsvidner, to gange associerer det at være ”snedig” med synd eller oprør mod Gud (Job 5,12; 15,5). Verset her er det eneste eksempel på, at et dyr kan være עָרוּם, og det er derfor ikke klart, hvad teksten forudsætter, når den henviser til, at slangen på dette punkt overgår de øvrige dyr (om komparativ udtrykt vha. מִן, jf. FAN 3.2.4.2.1; DES 142 a).
אַף כִּי – sammensætningen indleder ofte en betingelsesbisætning, ”Hvis X er tilfældet …, så …”), men kan også bruges uden nogen følgesætning, og får så betydningen ”Mon X overhovedet er tilfældet …?” (DES 164 q).

v. 2
נֹאכֵל – imperfektum til betegnelse af, at noget er tilladt (FAN 3.3.2.4.2.2; DES 147 d). Om de mange mange uregelmæssigheder i vokaliseringen af pe-alef-verbet (som også optrådte 1,16-17 og 3,1 samt i resten af kapitlet), se FAN 2.6.4.1.1; DES 101.

v. 3
תִגְּעוּ – pe-nun.
פֶּן־תְּמֻתוּן – ajin-waw, jf. 2,17. Partiklen פֶּן־ kan, som her, udtrykke en negativt bestemt hensigt, ”for at ikke …” eller, jf. v. 22, et negativt bestemt ønsk, ”bare der ikke sker …” (FAN 3.5.6; DES 166 u-w).

v. 4
לֹא־מוֹת תְּמֻתוּן – ajin-waw (jf. v. 3); abs. inf. + finit form, jf. 2,16.

v. 5
יֹדֵעַ – pe-jod; participium.
בְּיוֹם אֲכָלְכֶם – jf. 2,17.
וְנִפְקְחוּ – nif’al, kons. perfektum. Her, hvor konsekvensen af den forudgående betingelses- eller tidskonstruktion formuleres, må konjunktionen וְ־ nærmest oversættes som ”så” (eller udelades i oversættelsen), DES 160 h.

v. 6
וַתֵּרֶא – lamed-he med laryngal (FAN 2.6.4.1.6; DES 115 e), jf. 1,4 m.fl.
תַאֲוָה – ofte med betydningen ”lyst”, ”begær” (altså om selve trangen); her om trangens genstand, dvs. ca. ”efterstræbelsesværdig”
לְהַשְׂכִּיל – infinitiv, hif’il.
וַתִּקַּח – לָקַח, jf. 2,15 etc.
מִפִּרְיוֹ – פְּרִי, jf. 1,11-12, med מִן + pronominalsuffix
וַתִּתֵּן – kons.impf, נָתַן, jf. 1,17.29
לְאִישָׁהּ – bemærk prikken, mappiq, i ה, som markerer, at det er et pronominalsuffix. Selve rodet er altså אִישׁ, ”mand”, og ikke אִשָׁה, ”kvinde”.

v. 7
וַתִּפָּקַחְנָה – nif’al, jf. v. 5, 3.pl.fem.
וַיֵּדְעוּ – kons.impft., ”og så vidste de”, dvs. ”og så blev de klar over”
עֵירֻמִּם – jf. עֲרוּמִּים i 2,25; de to ord for ”nøgen” af samme rod, עָרוֹם og עֵירֹם, opføres hver for sig i ordbøger etc.
וַיִּתְפְּרוּ – qal, dvs. ת er rodbogstav og ikke et hitpa’el-bøjningselement.
עֲלֵה תְאֵנָה – sing. med generisk eller kollektiv betydning: ”figenblad”/”figenløv” = blade fra figentræet.

v. 8
מִתְהַלֵּךְ – hitpa’el participium. Hitpa’el kan her forstås som medium ”gå sig en tur” (FAN 3.3.3.4), svarende til at formen hyppigst er refleksiv (DES 68). Verset her kan evt. afspejle en iterativ/durativ brug om den gentagne eller vedvarende handling: הָלַךְ qal = ”at gå” og hitpa’el derfor ”at promenere; vade frem og tilbage” (JM 53 i).
לְרוּחַ הַיּוֹם – ”dagens vind” antages gerne at være den kølige aftenvind: Gud Herren går tur og ser på sine jordbesiddelser, da den trykkende hede midt på dagen har lagt sig.
בְּתוֹךְ – jf. 1,5.
עֵץ – generisk singularis (de gemmer sig næppe inde i et hult træ).

v. 9
אַיֶּכָּה – spørgepartiklen אֵי, ”hvor” med pronominalsuffix (FAN 2.7.4; DES 164 o)

v. 10
וָאִירָא – pe-jod/waw, kons. impft. (FAN 2.6.4.1.3; DES 104).
עֵירֹם – jf. v.7.
וָאֵחָבֵא – kons.impft. חבא, jf. hitpa’el i v. 8.

v. 11
הִגִּיד – pe-nun, hif’il (dette verbums grundform).
הֲמִן – præpositionen מִן med spørgepartikel הֲ־.
צִוִּיתִיךָ– lamed-he med konsonantisk (ikke-svagt) waw som 2.-radikal. Pie’l (grundform), jf. 2,16.
לְבִלְתִּי – præp. לְ־ plus negationen בִּלְתִי, ”at ikke” (FAN 3.3.5; DES 166 r-t).
אֲכָל – infinitiv.

v. 12
נָתַתָּה – det velkendte נָתַן med assimilation af 3.-radikalen til bøjningsendelsen (FAN 2.6.4.1.2; DES 103 i)
עִמָּדִי – præpositionen עִם med pronominalsuffix (DES 29 o).
וָאֹכֵל – kons.impft. med sammenfald af 1.-radikalen og bøjningsforstavelsen for 1.sg.

v. 13
הִשִּׁיאַנִי – pe-nun (נשׁא), hif’il med pronominalsuffix inkl. energisk nun.

v. 14
אָרוּר – pass. ptcp. ajin-ajin.
מִכָּל ... חַיַּת הַשָּׂדֶה – jf. samme konstruktion i v. 1: Menes der ”mere forbandet end alle de øvrige landdyr” (som ikke på noget tidspunkt er blevet forbandet – men måske påvirkes af forbandelsen af agerjorden 3,19; 5,29)? Eller så at sige ”forbandet bort fra”, dvs. adskilt fra de øvrige dyr netop i kraft af forbandelsen?
תֵלֵךְ – הָלַךְ
יְמֵי – pl. cstr. af יוֹם (FAN 2.2.3; DES 59 l).

v. 15
אֵיבָה – relativt sjælden abstrakt form, jf. det hyppige אֹיֵב, ”fjende”.
אָשִׁית – ajin-jod, impft. 1. sg.
יְשׁוּפְךָ ... תְּשׁוּפֶנּוּ – klassisk eksempel på næsten uoversætteligt ordspil. Det selvsamme verbum i samme bøjningsform, blot i hhv. han- og hunkøn, kan betegne det, som kvindens afkom vil gøre ved slangens hoved, og det som slangens yngel vil gøre ved menneskers hæl. Man kan vælge to forskellige verber på dansk og nøjes med at have en vis indholdsmæssig parallelitet (”knuse … bide” i DO92), eller bruge en helt blegfiset, abstrakt glose som ”ramme”; det bliver i begge tilfælde ikke det samme som på hebraisk.

v. 16
הַרְבָּה אַרְבֶּה – den ’forstærkende’ konstruktion abs.inf. + finit form, her hif’il af רבה (som optrådte i qal i 1,22.28); bemærk, at abs.inf. konstrueres som ved det stærke verbum og ikke med det karakteristiske endelse ־וֹת, som er typisk for cstr.inf. af lamed-he. Man ville dog have forventet vokaliseringen הַרְבֵּה (jf. øvrige lamed-he-rødder i hif’il), men denne form er blevet til et selvstændigt adverbium, ”meget”, og erstattet af הַרְבָּה (JM 79 q).
עִצְּבוֹנֵךְ וְהֵרֹנֵךְ – en hen-dia-dys-konstruktion: ”dit ubehag og din graviditet” = smerterne ved at føde børn.
תֵּלְדִי – pe-waw/jod (ילד), qal, 2.sg.fem.
בָנִים – sg. בֵּן, lettere uregelmæssig plur. (FAN 2.2.3; DES 59 i).
תְּשׁוּקָתֵךְ – substantiv, opslagsform תְּשׁוּקָה; forekommer i alt tre gange i GT; bemærk det slående sammenfald i brugen her og i 4,7.

v. 17
בַּעֲבוּרֶךָ – præpositionelt udtryk med pronominalsuffix, jf. FAN 2.5.4.
בְּעִצָּבוֹן – bemærk den tydelige sproglige parallel mellem mandens og kvindens straf (jf. עִצְּבוֹנֵךְ וְהֵרֹנֵךְ i v. 16). Om parallellen skal afspejles i oversættelsens ordlyd, er nok mest et stilistisk og oversættelsesteknisk spørgsmål.
תֹּאכֲלֶנָּה – impft. 2.mask.sg. med pronominalsuffix for 3.fem.sg. (og ’energisk’ nun); suffixet viser tilbage til הָאֲדָמָה. Bemærk paralleliteten: ”Fordi du spiste … skal jorden være forbandet … med lidelse skal du spise den!”, som går tabt i den (berettigede!) parafraserende gengivelse i DO92.

v. 19
בְּזֵעַת אַפֶּיךָ – det ordrette ”i dit ansigts sved” (som fastholdes i DO92) giver sådan set ingen mening på tilnærmelsesvis normalt dansk, hvis ikke man allerede har traditionens brug af det bibelske idiom præsent. En mere ligefrem oversættelse ville være ”med svedigt ansigt” (בְּ־ til betegnelse af omstændighed, jf. WOC 11.2.5 d).
שׁוּבְךָ – infinitiv (ajin-waw) med pronominalsuffix til udtryk for hvad der svarer til en tidsbisætning; her med præpositionen עַד frem for det hyppigere בְּ־, fordi betydningen er ”ind til” (og ikke ”på”) det angive tidspunkt.
לֻקָּחְתָּ – jf. 2,23.
תָּשׁוּב – jf. שׁוּבְךָ.

v. 20
חַוָּה ... כָּל־חָי – ordspillet, som forklarer Evas navn, ville umiddelbart have været mere oplagt, hvis hun havde heddet חַיָּה. Den gængse rod, חיה, ”at være levende”, hedder imidlertid חוה, med konsonantisk waw som midterradikal, på aramaisk, og denne har åbenbart været genkendelig nok til at danne grundlag for vitsen.
Bemærk i øvrigt de forskellige måder, antikke oversættelser har grebet verset an: Septuaginta bevarer ordspillet (Adam kalder sin kvinde for Ζωή, fordi hun er mor til πάντων τῶν ζώντων), men må så acceptere at give Eva navneforandring. Vulgata, på den anden side, siger at Adam kaldte sin kvinde for Hava, og at det i øvrigt var hende, som blev mor til cunctorum viventium: Her bevares det hebraiske navn altså, men ordspillet opgives.

v. 21
וַיַּלְבִּשֵׁם – hif’il, med pronominalsuffix for 3.plur.

v. 22
הֵן – sv. til הִנֵּה, jf. 1,29.
הָאָדָם הָיָה – perfektum med egentlig perfektivisk betydning (sv. til perfektum eller pluskvamperfektum på de sprog, vi er mest hjemmevante i): ”Mennesket er gået hen og blevet …”
וְעַתָּה – ”og nu”, kan fungere som tidsadverbium, men lige så ofte som en slags udråbsord, der hovedsageligt markerer en ny meningssammenhængs begyndelse.
פֶּן־ – jf. v. 3.

v. 23
וַיְשַׁלְּחֵהוּ – pi’el med pronominalsuffix for 3.m.sg. (mennesket, jf. הָאָדָם i v. 22, dvs. begge eksemplarer).

v. 24
מִקֶּדֶם לְגַנ־אֵדֶן – jf. til 2,8 om præpositioner i forhold til verdenshjørner.
לַהַט הַחֶרֶב הַמִּתְהַפֶּכֶת – konstruktforbindelse med attributivt adjektiv, ordret ”det sig-vendende sværds flamme”; לַהַט, ”flamme”, er et hapax legomenon, og hentyder muligvis til, at sværdet er blankt og skinner, når det bevæges, eller ordet kan helt enkelt være en metafor for sværdets blad (jf. den tilsvarende brug af et andet rod for flamme, לַהַב, fx Dom 3,22, eller den hyppige talemåde פִּי הָחֶרֶב, ”sværdets mund”). Hitpa’el af הָפַךְ kan i de få andre sammenhænge, hvor det forekommer, betyde at dreje, rulle, eller (som i efterbibelsk hebraisk) at forvandles til noget andet.
דֶּרֶךְ עֵץ הַחַיִּים – konstruktforbindelse, hvor dansk ville have en præpositionsforbindelse (vejen til livets træ).

Kapitel 4

v. 1
וַתַּהַר – lamed-he (jf. substantivet הֵרוֹן i 3,16)
וַתֵּלֶד – pe-waw/jod (jf. imperfektum i 3,16)
קָנִיתִי – lamed-he (forekommer både med betydningen ”erhverve sig” og ”skabe”)
אֶת־יהוה – at opfatte אֶת som objektsmærke ville næppe give mening. Der er tale om præpositionen med betydningen ”(sammen) med” (FAN 2.5.4; DES 158 h); jf. apparatets oplysning, at LXX har διὰ τοῦ θεοῦ, som nogenlunde svarer til DO92 ”ved Herrens hjælp”.

v. 2
וַתֹּסֶף – pe-waw/jod; kan siges at have grundbetydningen ”tilføje”, men anvendes stort set kun som hjælpeverbum for et andet verbaludtryk og kan så gengives som ”fortsætte med at” eller evt. ”gøre XX igen” (DES 104 l.4).
לָלֶדֶת – inf.cstr. med præpositionen לְ־ af יָלַד, ”og hun fortsatte med at føde” = ”og dernæst fødte hun”.

v. 3
וַיְהִי – en ’makrosyntaktisk markør’, der indikerer et nyt meningsmæssigt afsnits begyndelse (FAN 3.3.6; DES 168 n). Ofte oversat til ”Og det skete” (at juleeevangeliet starter sådan, er et typisk eksempel på, at Lukas faker en Septuaginta-agtig, og grundlæggende ganske ugræsk, tone, når han vil indikere et frelseshistorisk vendepunkt), men i GT selv har det ikke nødvendigvis anden funktion end den vi ville markere med linjeskift og indrykning.
מִקֵּץ יָמִים – præpositionen מִן i temporal betydning, ca. = ”efter” (”efter [nogle] dages ende” = ”da der var gået et stykke tid”), DES 158 j.5.
וַיָּבֵא – ajin-waw, hif’il med -e- i st. for -î- i konsekutiv imperfektum.

v. 4
מִבְּכֹרוֹת צֹאנוֹ וּמֵחֶלְבֵהֶן – konjunktionen וְ־har her ’eksplikativ’ (forklarende eller præciserende) funktion; meningen er altså ikke ”af småkvægets [dvs. fårenes og gedernes] førstefødte og af deres fedtstykker”, hvilket ikke ville give så megen mening, men ”(en offergave) af småkvægets førstefødte, nemlig nærmere bestemt deres fedstykker” (DES 161 p).
וַיִּשַׁע – lamed-he. Den relativt sjældne rod betyder noget i retning af ”at se på (med opmærksomhed og/eller tilslutning)”, jf. Es 17,7-8; Sl 119,117 eller simpelthen ”lægge mærke til” (2 Mos 5,9, hvor det i DO92 er oversat med ”lytte til”). Hvad vi helt nøjagtig skal forestille os, der er sket, siden de to brødre har vidst, at deres ofre blev forskelligt modtaget, giver teksten ikke det mindste vink om.

v. 5
וַיִּחַר לְקַיִן – lamed-he (חרה); den ophidsede person er styrelse for præpositionsforbindelse, hvor han på dansk ville være subjekt: ”det flammede op for Kain” = Kain blev vred.
וַיִּפְּלוּ – pe-nun.

v. 7
הֲלוֹא – negation med spørgepartikel, ca. = ”Er det måske ikke sådan at …?”
תֵּיטִיב – ægte pe-jod-verbum (dvs. 1.-radikalen har ikke opr. været waw, som det er tilfældet i de fleste verbalrødder, som slås op under jod, jf. FAN 2.6.4.1.4; 5.1.3.3.2; DES 104 g), hif’il.
שְׂאֵת – inf.cstr. af pe-nun, נָשָׂא, ”at løfte” eller i nogle sammenhænge ”at tilgive”; infinitiven må forstås nominalt, og sammenhængen אִם־תֵּיטִיב שְׂאֵת kan så forstås som ”hvis du handler godt, (er der) opløften” eller ”… (er der) tilgivelse”. Betydningen ”opløften” skal i givet fald ses i sammenhæng med Kains ”faldne” ansigt i v. 5, sv.t. DO92’s gengivelse ”(så) kan du se frit op”.
לַפֶּתַח חַטָּאת רֹבֵץ – ordet for ”synd”, חַטָּאת (i øvrigt den første forekomst af dette begreb i Bibelen), er femininum; רֹבֵץ er et participium i maskulinum, og ”synden ligger på lur” e.l. burde have heddet חַטָּאת רֹבֶצֶת med participiet i femininum. Man forstår derfor ofte רֹבֵץ som et substantiv, ”en lurer”, og forbinder det evt, med et beslægtet akkadisk ord, rābiṣu, som betegner en slags dæmon. Oversættelsen kan så fx være ”hvis du ikke gøre det gode, vil synden være en lurer (eller ’en lurende fjende’ e.l.) ved døren”; om det gør nogen stor forskel i forhold til ”så vil synden lure ved døren”, afhænger i høj grad af, hvad man forstiller sig, at en רֹבֵץ/lurer nærmere bestemt er.
וְאֵלֶיךָ ... תִּמְשָׁל־בּוֹ – passagen svarer så nøje til 3,16, at det er svært at forestille sig, der ikke skulle være nogen sammenhæng. Men hvilken? Pronominalsuffixet på תְּשׁוּקָה er maskulinum og må altås henvise til רֹבֵץ, hvad ordet end nærmere betyder, og ikke direkte til ”synden”. Den lurende fjendes begær efter Kain må dog under alle omstændigheder være negativt forstået, mens hans mulighed for at herske over den er positiv. Skal man på samme måde forstå kvindens ”begær” efter manden i 3,16 som en tendens til at ville tage magten over ham, og mandens herredømme som en positivt defineret modstand? Eller spiller de to passager blot begge på én eller anden velkendt talemåde, som vi ikke længere kender, uden i øvrigt at udgøre direkte kommentarer til hinanden?

v. 8
וַיֹּאמֶר ... אָחִיו – der synes at mangle noget! Verbet אָמַר, ”at sige”, bruges så godt som altid med udtrykkelig angivelse af det sagte; dvs. det kan normalt ikke oversættes til ”at tale”, som DO92 gør i dette vers, fordi der faktisk ikke står, hvad Kain sagde. Den eneste anden mulighed er at indsætte det, der mangler: Som det ses i apparatet, har både den samaritanske tekst, LXX, Peshitta, Vulgata og flere targumer noget, der svarer til ”Lad os gå ud på marken”.
Hvis man vil holde sig til den masoretiske tekst, ville det egentlig give bedre mening at gøre som nogle jødiske middelalderfortolkere, og antage, at v. 8a refererer til begivenhederne i de foregående vers, dvs. ”Og Kain sagde det til sin bror Abel. Men en dag, da de var ude på marken, skete der det, at …”
בִּהְיוֹתָם בַּשָּׂדֶה – præp. + infinitiv (af היה) + pronominalsuffix med funktion som tidsbisætning.
וַיָּקָם – ajin-waw (FAN 5.2.1.1, jf. særligt den lille tabel vedr. ”lydovergange”; DES 118 f; paradigme IX)

v. 9
אֵי – interrogativt pronomen, ”hvor?”, jf. samme med pronominalsuffix 3,9.
לֹא יָדַעְתִּי – af verber, som udtrykker sansning erkendelse etc., bruges perfektum ofte til at udtrykke det, vi på dansk ville gengive med præsens, nemlig sansningens/erkendelsens resultat: ”det har jeg ikke bragt i erfaring” = ”det véd jeg ikke!”
הֲשֹׁמֵר אָחִי אָנֹכִי – nominalsætning med indledende spørgepartikel

v. 10
מֶה עָשִׂיתָ – et ligefremt spørgsmål - men også næsten et citat fra 3,13.
קוֹל דְּמֵי אָחִיךָ צֹעֲקִים – muligvis fungerer קוֹל, ”stemme”, her som en slags udråbsord, ”hør!”, i slægt med det hyppige הִנֵּה. Syntaktisk kan det jo ikke så godt fungere som subjekt for ”råber”, da participiet er i pluralis og altså kun retter sig efter blodet og ikke efter stemmen (DES 165 c).

v. 11
וְעַתָּה – jf. 3,22.
אָרוּר – jf. 3,14.17.
מִן־הָאֲדָמָה – præpositionen kan både forstås rumligt, ”du skal forbandes bort fra jorden”, og komparativt ”du skal være endnu mere forbandet end jorden” (jf 3,17).
פָּצְתָה – lamed-he, 3.fem.sg.
לָקַחַת – inf.cstr. af לָקַח, dvs. קַחַת, med præpositionen לַ־.

v. 12
כִּי – her som tidsadverbium: ”når”
תֹסֵף – hif’il, kort impf. af roden יסף, jf. v. 2. Jussiv negeret med לֹא, dvs. den stærkest mulige benægtelse.
תֵּת – inf.cstr. af נָתַן, dvs. לֹא־תֹסֵף תֵּת־כֹּחָהּ = ”den skal ikke fortsætte med at give dig sin kraft”, dvs. ”den vil ikke længere give dig noget udbytte”.
כֹּחָהּ – prikken, mappiq i ה viser, at det er pronominalsuffix for 3.fem.sg., og at opslagsformen altså er כֹּחַ.
נָע וְנָד – to ajin-waw-verber, begge participium, qal.

v. 13
גָּדוֹל עֲוֹנִי מִנְּשֹׂא – komparativt udtryk vha. præpositionen מִן: ”stor er min straf i forhold til at bære” = ”min straf er for stor til at jeg kan bære den”.
נְּשֹׂא – infinitiv af pe-nun, som typisk ville hedde שְׂאֵת; her dannet som af stærkt verbum.

v. 14
הֵן – jf. 3,22. Ordet kan dog også markere betingelsesbisætning (DES 162 b), dvs. enten ”Se! Du jager mig jo bort fra jorden i dag”, eller (måske mere sandsynligt) ”Hvis du jager mig bort fra jorden i dag … så …”
גֵּרַשְׁתָּ – perfektum, pi’el, med ’erstatningsforlængelse’ af vokalen i første stavelse, da ר ikke lader sig fordoble.
וּמִפָּנֶיךָ אֶסָּתֵר – den masoretiske tegnsætning indikerer, at מִפָּנֶיךָ ikke hører til den foregående sætning (som altså ikke fortsætter ”væk fra jorden og fra dit ansigt”), men begynder en ny ledsætning (”når du jager mig væk fra jorden, og jeg må skjule mig for dig [meget ordret: ’for dit ansigt], så …”).
אֶסָּתֵר – imperfektum 1. sg., nif’al med refleksiv betydning, ”skjule sig”.
וְהָיָה – jf. v. 3 om וַיְהִי, her blot ikke med narrativ, fortidig, reference: ”Så vil det være sådan, at …”. Kan meget vel udelades i oversættelsen.
כָל־מֹצְאִי – participium med objekt, ”enhver som finder mig”; jf. også כָּל־הֹרֵג קַיִן og כָּל־מֹצְאוֹ i næste vers.

v. 15
לָכֵן – ”derfor” (sammensat af præp. לְ־ og כֵּן, ”således”). Bemærk, jf. app., at versionerne tilsyneladende afspejler en tekst, hvor der må have stået לֹא כֵּן, ”sådan skal det ikke være!”
כָּל־הֹרֵג קַיִן – participium med objekt, ”enhver Kains dræber” = ”hvem som helst, der skulle finde på at slå Kain ihjel”, jf. også כָּל־מֹצְאוֹ sidst i verset.
שִׁבְעָתַיִם – dualis, fem., af talordet ”syv” i betydningen ”syvdobbelt”, ”syv gange” (FAN 2.3.5; DES 133 k).
יֻקָּם – pe-nun, נקם, ”at hævne (sig)”, passiv qal (eller hof’al, det er vist lidt et trosspørgsmål).
וַיָּשֶׂם – jf. 2,8.
לְבִלְתִּי – negation, ”for at ikke” (FAN 3.5.5; DES 166 r).
הַכּוֹת – inf.cstr. hif’il af נָכָה (hvis grundform er hif’il). Da roden både er pe-nun og lamed-he, kan den antage rent nederdrægtige former, som fx i verset her, selv om alle tilsyneladende uregelmæssigheder følger reglerne for hhv. pe-nun og lamed-he (FAN 2.6.4.3; 5.1.5.4; DES 132 f).
כָּל־מֹצְאוֹ – participium med pronominalsuffix for objekt, ”enhver hans finder” = ”hvem som helst, der finder ham” (FAN 3.3.2.5.3; DES 152 i-k).

v. 16
וַיֵּצֵא – pe-waw/jod (יָצָא, ”gå ud/bort”)
וַיֵּשֶׁב – pe-waw/jod (יָשַׁב, ”sidde/bo/bosætte sig”)
קִדְמַת־עֵדֶן – jf. 2,14.

Kapitel 6

v. 1
כִּי – begge de to tidsbisætninger, som udgør v. 1, styres af כִּי, dvs. hovedsætningen kommer først i v. 2
הֵחֵל – ajin-ajin, hif’il
לָרֹב – ajin-ajin, inf.cstr.
וּבָנוֹת – opslagsform בַּת, jf. FAN 2.2.3; DES 59 j.
יֻלְּדוּ – passiv qal, jf. til 2,23.

v. 2
בְנֵי־הָאֱלֹהִים – udtrykkets grammatik er enkel og problemfri, spørgsmålet er blot, hvad der menes! Da hebr. אֱלֹהִים både kan betyde ”Gud”, ”en gud” og ”guder” (og kun et ledsagende verbum eller anden information fra konteksten kan udelukke en eller flere af mulighederne), kan det forstås som ”Guds [eller ’en guds’] sønner” såvel som ”gudernes sønner”. Paralleller i Job kap. 1-2 og Sl 29,1; 89,7 kan tolkes i både den ene og den anden retning. På dansk oversættes ofte ordret til enten ”gudesønner” eller ”gudssønner”, vistnok ud fra en fornemmelse af, at det første lyder mere polyteistisk end det andet. Da ordet בֵּן (jf. følgende note) ikke på nogen måde behøver udtrykke afstamning i biologisk eller overført forstand, men snarere det at være indeholdt i en kategori, kunne man overveje, om ”gudevæsener”, ”himmelvæsener” eller ”mænd fra den guddommelige sfære” var mest dækkende. Dvs. ca. dét som andre steder i Bibelen kaldes for ”engle”.
At der faktisk i denne passage beskrives seksuelle relationer mellem engle/himmelvæsener af hankøn og menneskelige kvinder, ligger på linje med opfattelsen i både de ældste jødiske tekster (1 Enok; Kæmpernes Bog; Septuaginta; Jubilæerbogen; Dødehavstekster som fx Genesisapokryfen; Filon og Josefus) og de tidligste kristne fortolkere (Justin, Irenæus m.fl.). Først i løbet af 2.-3. årh. e.Kr. opstår den tvivlsomme tolkning, at ”gudesønner” og ”menneskedøtre” er mænd og kvinder fra to forskellige grupperinger af dødelige mennesker. Hverken v. 1, som tydeligt taler om kvinderne som hele den samlede menneskeheds døtre, eller brugen af udtrykket ”gudesønner” i GT i øvrigt passer ret godt til denne forståelse.
אֶת־בְּנוֹת הָאָדָם – en ”menneskedatter” er slet og ret et hunkønseksemplar af arten menneske, dvs. en kvinde: בַּת såvel som בֵּן kan bruges om det at tilhøre en overordnet kategori (når Amos, 7,14, siger, at han ikke er en בֶּן־נָבִיא, siger han ikke noget om sin fars bestilling, men helt enkelt, at han ikke er medlem af profeternes fagforening: ”Jeg tilhører ikke kategorien profet”). Derfor er det måske isoleret set rigtigst at oversætte בְּנוֹת הָאָדָם simpelthen til ”kvinderne” (eller ”de jordiske/menneskelige kvinder”). Men derved går man så glip af den åbenlyse parallelitet mellem בְּנֵי־הָאֱלֹהִים (”mandlige væsener fra den guddommelige/himmelske sfære”) og בְּנוֹת הָאָדָם (”kvindelige væsener fra den menneskelige/jordiske sfære”), så måske er det hensigtsmæssigt at fastholde det håbløst arkaiske og udanske ”menneskedøtre”, i hvert fald hvis man i sin fascination af de sælsomme ”gudesønner” har oversat dem ordret?
וַיִּרְאוּ ... אֶת־בְּנוֹת הָאָדָם כִּי טֹבֹת הֵנָּה – jf. 1,4, hvor Gud så, at lyset var godt: Subjektet i den efterfølgende nominalsætningen foregribes ved at fungere som objekt for hovedsætningen: ”De så menneskedøtrene, [nemlig nærmere bestemt], at de var gode [dvs. smukke]” = ”De så, at de menneskelige kvinder var smukke”.
נָשִׁים – plur. af אִשָּׁה, FAN 2.2.3; DES 59 g. Da אִשָּׁה både betyder ”kvinde” og ”hustru”, er לָקַח לְאִשָּׁה ca. det samme som ”gifte sig med”.
מִכֹּל אֲשֶׁר בָּחָרוּ – præpositionen מִ־ skal næppe forstås partitivt (”de giftede sig med nogle af dem, de udvagte”; der er snarere tale om, at præpositionen så at sige indikerer den kategori, som det netop omtalte tilhører: ”de tog sig kvinder, nemlig nærmere bestemt alle dem, som de udvalgte” = ”de giftede sig med lige nøjagtig hvem det passede dem”; DES 158 j.12.

v. 3
לֹא יָדוֹן רוּחִי בָאָדָם לְעֹלָם – verbalformen יָדוֹן er uklar, men sandsynligvis er det et hapax legomenon (דּוּן) med betydningen ”forblive” (sådan oversætter Septuaginta og Vulgata det, og i nyere tid er der fundet støtte for det i ugaritisk og akkadisk), og så må ”min ruach” forstås på ca. samme måde som נִשְׁמַת חַיִּים, ”livsåndedrættet”, i 2,7, dvs. det livgivende princip af guddommelig oprindelse, som gør at mennesket er et levende menneske og ikke en klump jord. Med andre ord betyder sætningen ”mennesket skal ikke leve evigt”. (At den samme beslutning øjensynlig er truffet én gang allerede, i 3,22, behøver ikke udelukke denne tolkning; i det omfang de menneskelige kvinder kan tilskrives en aktiv rolle i episoden, kan de tænkes at være motiveret af et ønske om at opnå netop den andel i guddommelig status, som blev udelukket i 3,22 – og i hvert fald repræsenterer ægteskaberne mellem engle og mennesker en overskridelse af akkurat den grænse mellem mennekeligt og ikke-menneskeligt, som 3,22 insisterer på at fastholde – og Gud kan derfor have interesse i at fastslå pointen en gang mere).
En anden mulighed, som færre dog bakker op nu om stunder, er at verbet er en form af דִין, ”dømmer” eller ”stille til ansvar” (ofte konstrueret med בְּ־). I så fald er ”min ruach” nærmest et andet udtryk for ”jeg”: ”Jeg vil ikke blive ved i det uendelige med at kalde dem til orden”.
בְּשַׁגַּם – der er to mulige forklaringer på dette mærkelig ord: a) enten er det sammensat af præpositionen בְּ־, konjunktionen שֶׁ־ (der fungerer ca. som אֲשֶׁר, men præfigeres på det følgende ord) samt גַּם, ”også”, dvs. ca. ”i og med at det forholder sig således at også …”; sætningen vil så på dansk hedde ”for han (mennesket) er jo også kød”. b) Eller der er tale om en lidt løjerligt vokaliseret inf.cstr. af verbet שָׁגַג, ”at begå fejl” med præposition og pronominalsuffix i 2.plur.: ”på grund af deres forseelse”. Man kan altså sige, at de to forståelser fokuserer på henholdsvis menneskets ”natur” (”kød” = skabthed, ikke-guddommelighed) og dets konkrete handlinger i forbindelse med episoden vedr. gudesønnerne. Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at andre behandlinger af samme tema, fx 1 Enoks Bog; Kæmpernes Bog og sandsynligvis Judas’ Brev v. 6 i NT, éntydigt giver de himmelske aktører skylden for episoden.

v. 4
Den nærmere sammenhæng mellem v. 4 og de foregående vers er ikke krystalklar. Er הַנְּפִלִים et andet ord for ”gudesønnerne” eller et navn for afkom, som gudesønnernes menneskelige hustruer fødte? Og skal בַּיָּמִים הַהֵם (”i de dage”) forstås som ”fra dét tidspunkt og fremefter” eller betyder det ”dengang begivenhederne i v. 1-2 tog deres begyndelse”? Vanskelighederne bliver ikke mindre af, at fortælleren tydeligvis ikke ønsker at tale mere om emnet en højst nødvendigt: Det er påfaldende, at der i fx 1 Enok gøres omstændeligt rede for de forskellige straffe, som rammer henholdsvis de ”faldne” engle og deres afkom, mens emnet her forbigås i rungende tavshed.
Det bedste gæt (men heller ikke mere) er måske, at v. 4 fortæller, hvad der skete efter begivenhederne i v. 1-3: Himmelvæsenernes forhold til jordiske kvinder bar frugt, idet der blev født (הָיוּ, ”der kom”, ”opstod”) ’blandingsvæsener’ kaldet nefilîm.
הַנְּפִלִים – betegnelsen nefilîm må være afledt af roden נפל og kan så udlægges enten som ”de faldne” med henvisning til englenes ”fald” fra deres oprindelige plads, da de lod sig friste af jordiske kvinder, eller som ”misfostrene” (jf. נֵפֶל, ”dødfødt barn”, Sl 58,9; Job 3,16). Oversættelsen ”kæmper” er nok mest inspireret af 4 Mos 13,33 (det eneste andet sted i GT, hvor glosen forekommer), hvor Moses’ udsendinge vender tilbage fra det lovede land med den nedslående besked, at det er befolket af ”overmåde store” mennesker, hvortil fortælleren knytter den note, at denne skræmmende kana’anæiske stamme er nefilîm.
אַחֲרֵי־כֵן – ”efter dette”, dvs. ”senere”, siden hen. Kan blot betegne nefilîms fortsatte eksistens efter den fortidige episode, hvor de blev til – eller kan knytte sig til den følgende verbalsætning: ”og også sidenhen, når gudesønnerne gik ind til …” (jf. næste note).
אֲשֶׁר יָבֹאוּ – imperfektumsformen gør det ikke nærliggende at forstå sætningen som henvisning til en enkeltstående fortidig begivenhed (”der kom nefilîm på jorden dengang [i v. 2], da gudesønnerne giftede sig med menneskekvinder og besvangrede dem” [med det fik Gud da heldigvis sat en stopper for]). Selv om det indholdsmæssigt måske kan virke ejendommeligt, peger grammatikken (og evt. sammenhængen med אַחֲרֵי־כֵן) snarere i retning af at oversætte til ”Der kom nefilîm på jorden déngang, og også siden hen, hver gang gudesønnerne gik ind til [dvs. havde samleje med] menneskedøtrene, så de fødte (børn) til dem”.
הֵמָּה הַגִּבֹרִים – det demonstrative pronomen הֵמָּה må mest oplagt vise tilbage til nefilîm: ”De er krigerne fra ældgamle dage”.
מֵעוֹלָם – her kan עוֹלָם næppe på meningsfuld vis oversættes til ”evighed”; ”urtiden” eller ”ældgamle dage” (som det også fra fortællerens synspunkt er), må være mest dækkende.
אַנשֵׁי הַשֵּׁם – ”navnets mænd” = de navnkundige/kendte/berømte mænd. Uregelmæssig flertalsform af אִישׁ, se FAN 2.2.3; DES 59 e. Udover nærmere at identificere נְפִלִים kan det også ligge forfatteren på sinde at understrege, at disse tvivlsomme typer var ”mænd”, dvs. mennesker, og ikke mere end det.

v. 5
רַבָּה – adjektivet רַב i femininum (indlysende beslægtet med verbet רָבָה, jf. 1,22.28, men verbet ville i fem. have heddet רָבְתָה)
רָעַת – femininum af adjektivet רַע ”dårlig/ond” anvendt som abstrakt substantiv, ”ondskab”.
יֵצֶר – jf. verbet יָצַר i 2,7; kan betegne formgivningens konkrete resultat (Hab 2,18 om et gudebillede; Es 29,16 om keramikerens arbejde), altså en formet ting, men bruges mest om det formedes ”natur” eller egenskaber, og her altid om mennesket. Kan alment betegne menneskets skabte, dvs. jordiske og ikke-guddommelige, natur (Sl 103,14), men bruges oftere om menneskets mentale tilbøjelighed eller hensigt, enten neutralt: ”hvad mennesker vil og planlægger” (1 Krøn 28,9 DO92), om en negativ tendens hos mennesket (”tilbøjelighed” 5 Mos 31,21; jf. dette vers og 8,21) eller med positiv ladning: ”vilje” (Es 26,3); ”sind” (1 Krøn 29,18).
I efterbibelsk jødisk teologi kommer glosen til at spille en stor rolle i forståelsen af menneskets væsen: Ethvert menneske tænkes at være under indflydelse både af ”den gode” og ”den onde jeṣær” (lidt a la englen og djævelen på Kaptajn Haddocks højre og venstre skulder, når der er en flaske whisky i farvandet), og man kan altså, med alle mulige forbehold for det problematiske i at sammenligne for direkte, sige at der er tale om en slags modificeret ’arvesyndslære’, hvor en påvirkning i retning af det onde er en realitet for ethvert menneske, men til enhver tid afbalanceres af den gode tilbøjelighed, så at mennesket har et reelt valg og ikke på forhånd er fordømt til at følge den onde tilbøjelighed.
יֵצֶר מַחְשְׁבֹת לִבּוֹ – treleddet konstruktforbindelse (מַחֲשֶׁבֶת = ”tanke/plan”; לֵב eller לֵבַב = ”hjerte”) med pronominalsuffix: ”hele dets [menneskets] hjertes planers tilbøjelighed”, i DO92 klogeligt opløst til en verbalsætning ”alt hvad de ville og planlagde”.

v. 6
וַיִּנָּחֶם – nif’al, pe-nun. Nif’al er verbets grundform og betyder som regel ”fortryde”, mens pi’el betyder ”trøste” (lidt forvirrende kan nif’al også betyde ”finde trøst”, bl.a. i forb. med sørgeriterne efter et dødsfald, så hvis det er til hjælp mhp. at huske glosen, kan man måske sige, at nif’als betydningsmuligheder har en fællesnævner, der angår følelsesmæssig reaktion på ikke-konstruktive hændelser, det være fortrøstning efter udefra kommende ulykker eller anger efter de ulykker man selv har lavet).
וַיִּתְעַצֵּב אֶל־לִבּוֹ – hitpa’el af samme rod, som vi så nominer af i 3,16-17. Den refleksive betydning af hitpa’el svarer helt til dansk, ”han våndede/græmmede/ærgrede sig”, mens præpositionsforbindelse er mere fremmedartet; på dansk græmmer man sig ”i sit hjerte”, snarere end ”til / hen imod”. Bemærk (jf. v. 5) at hjertet i GT ikke primært er hjemsted for følelserne, men for tanken, hvilket jo passer fint med at græmmelsen umiddelbart efterfølges af en plan for, hvordan skaden kan gøres god igen ved at aflive de besværlige skabninger.

v. 7
אֶמְחֶה – lamed-he. Konstruktionen med מֵעַל () svarer godt til, at verbet egentlig betyder ”tørre bort” eller ”tvære ud”, men man kan sagtens i sammenhængen gengive det som fx ”udslette” (DO92).
מֵאָדָם ... וְעַד־עוֹף – ”fra … til” = alting. Jf. DES 158 f.1.
עֲשִׂיתִם – perf. 1.sg.mask. med pronominalsuffix for 3.plur. (FAN 2.7.5.1; DES 88 i-k). Bøjnings-endelsen er stavet defektivt (i st.f. עֲשִׂיתִים).

v. 8
מָצָא חֵן בְּעֵינֵי יהוה – grammatikken er ligefrem. Men glosen חֵן kan vildlede den fromme lutheraner: Hvis vi oversætter til ”nåde”, får vi nemt det indtryk, at Noa skånes alene på grund af Guds barmhjertighed. Men det er ikke tekstens mening. Når man på hebraisk siger ”A finder gunst/yndest/velvilje [som חֵן snarere burde oversættes, men desværre lyder det ubærligt gammeldags] i Bs øjne”, så betyder det helt enkelt ”B kan godt lide A!”, og B’s positive syn på A vil typisk afspejle kvaliteter hos A (som v. 9 jo også tydeligt viser, at det er tilfældet mht. Noa). Løsrevet fra en teologisk sammenhæng bruger vi det jo faktisk også sådan på dansk: Hvis man siger om en kræsen kunde i en paraplybutik, at ”kun en af paraplyerne fandt nåde for hans kritiske blik”, så betyder det jo faktisk, at dén ene regnvejrsrekvisit i kundens øjne faktisk var bedre end de andre.

v. 9
תוֹלְדֹת – jf. 2,4a. Her optræder ordet i sin mere almindelige, bogstavelige betydning ”stamtavle” (eller bare ”redegørelse for oprindelse og slægtskabsforhold”, for i nogle tilfælde omfatter et tôledot-afsnit kun en enkelt eller to generationer).
תָּמִים – adjektiv i singularis (-îm er en del af ordet, ikke en endelse).
בְּדֹרֹתָיו – oftest betegner דוֹר ”en generation”; her betegner pluralisformen de mennesker, som levede i den samtidige generation. Præpositionen må så oversættes ”blandt” eller ”i forhold til”.
אֶת־הָאֱלֹהִים הִתְהַלֶּךְ – om hitpa’el af הָלַךְ, jf. til 3,8. ”At vandre med Gud” (eller evt. ”foran Gud” fx 17,1) er et fast udtryk for den rette levevis; det afspejler en metaforisk grundforestilling om livet som en bevægelse gennem et landskab, hvor den rigtige måde at leve på er lig med at følge den rigtige vej (jf. 5,22-24 om Enok; Sl 1,1 om den saligt fromme mand etc.).

v. 10
וַיּוֹלֶד – pe-jod; hif’il. I qal kan verbet betyde ”føde” eller ”blive far til” (’avle’, som der stor i 1931-oversættelsen) afhængigt af subjektets køn; i hif’il bruges det altid om faderens rolle i forplantningen.

v. 11
וַתִּשָּׁחֵת ... וַתִּמָּלֵא – 2 x nif’al. Roden שׁחת (der er ingen qal-form) dukker op igen i både nif’al og hif’il i v. 12.
חָמָס –”vold”; hvis man er glad for at hjælpe sprogindlæringen på vej med sjove huskeregler, bør man retfærdigvis være opmærksom på, at den palæstinensiske organisation Hamas ikke er opkaldt efter en beslægtet glose; navnet er en simpel forkortelse, som betyder noget a la ”Den islamiske modstandsorganisation”.

v. 12
נִשְׁחָתָה – nif’al, perf. (jf. v. 11).
הִשְׁחִית ... אֶת־דַּרְכּוֹ – hif’il af roden שׁחת. I og med at nif’al nærmest har stativisk betydning (at være ødelagt) kommer den kausative hif’il til at fungere som simpel aktiv: ”at ødelægge” (mere omstændeligt: ’få til at være ødelagt’). At ”ødelægge sin vej” vil, jf. til v. 9, sige at handle gennemført forkert.
כָּל־בָּשָׂר –”alt kød” vil sige ”alle levende væsener”. I v. 3 betegnede det de skabte levende væsner i modsætning til det guddommelige, oftest betegner det mere neutralt alle mennesker (eller alle mennesker og dyr) i modsætning til det ikke-levende.

(6,13-22, som ikke indgår i BA-pensum på KU, er i første omgang udeladt. Noter hertil kommer (forhåbentlig) senere.)

Kapitel 7

v. 1
תֵּבָה – egtl. ”en kasse”; det er ikke samme ord som bruge som Pagtens ’Ark’, men det samme som anvendes om den beholder, Moses’ mor sætter ham ud på Nilen i (2 Mos 2,3.5).
אֹתְךָ רָאִיתִי צַדִּיק – verbet styrer to led (jf. FAN 3.3.1.1 om verbers valens), og det er her mest nærliggende at forstå צַדִּיק som objektsprædikativ (FAN 3.3.1.1.4; DES 140 p); hebraisk er dog i det hele taget begejstret for at lade et verbum tage to objekter, hvor dansk ville udtrykke det ene med en præpositionsforbindelse (DES 140 o).

v. 2
הַבְּהֵמָה הטְּהוֹרָה – begrebet ”ren”, טָהוֹר, som i GT typisk hverken har hygiejniske, æstetiske eller for den sags skyld etniske konnotationer, optræder her (og jf. v. 8 samt 8,20) for første gang i Bibelen. Det har åbenlyst den samme tekniske, kultiske betydning, som det får i præstelige regler for spisning og offer, primært i 3 og 4 Mosebog, dvs. et fænomen er ”rent”, hvis det ikke er uforeneligt med det guddommelige nærvær i helligdommen og derfor heller ikke, ved ’afsmitning’, kan gøre en person uforligelig med det guddommelige nærvær. For dyrs vedkommende (og det gælder strengt taget kun det døde dyrs krop, intet levende dyr kan gøre urent i gammeltestamentlig forstand) betyder det, at kun ”rene” dyr kan ofres (listerne over tilladte offerdyr viser sig i praksis at begrænse kategorien til rene husdyr), og at spisning af urene dyr under normale forhold bør undgås, da den spisende ellers bliver uskikket til at nærme sig helligdommen.
Ordet ”ren” i den mere dagligdags betydning ”ublandet” anvendes en snes gange om guld, to gange om røgelse og to gange om lysestagen i helligdommen (sikkert i betydningen ”af rent guld”) i beskrivelsen af helligdommens tilblivelse i 2 Mos 25-39. Men ikke før i 3 Mos introduceres den specifikke anvendelse om dét som ikke kontaminerer med kultisk urenhed, først i form af fænomenet ”et rent sted”, 3 Mos 4,12; 6,4; 10,14 (som muligvis betyder ”på tilpas afstand af latriner”), derefter som alment begreb (7,19; 10,10), inden 3 Mos kap. 11 fuldt udfolder, hvilke dyr, der er omfattet af restriktioner mht. spisning.
Der er altså en narrativ spænding eller foregribelse i, at Noa kan foretage en skelnen mellem rene og urene dyr, mange generationer før grundlaget for denne skelnen bliver åbenbaret for Moses og israelitterne i 3 Mos 11. Den nemmeste ’løsning’ herpå er selvsagt den litterærkritiske kildesondring, som henfører 7,1-5 og 8,20-22 til den jahvistiske tradition, som ikke har nogen vanskeligheder med at lade detaljer som Jahve-navnet og offerbestemmelserne være almenmenneskelig viden (v. 8 som også anvender begreberne ”rene” og ”urene dyr” anses for præsteligt, men her forudsættes ikke nogen skelnen foretaget af Noa, det meddeles blot i tilbageblik af fortælleren, som naturligvis kender den præstelige terminologi, at alle slags dyr, både rene og urene, gik ombord).
I den efterbibelske jødiske litteratur ’tilbagedaterer’ man hyppigt de særlige israelitiske identitetsmarkører, så at Abraham, iflg. både Jubilæerbogen og Genesisapokryfen tænkes at have bragt reglementerede ofre efter Moselovens kategorier, og ifølge det pseudepigrafiske Aramaic Levi Document havde sin viden herom fra Noa, ligesom rabbinske kilder fortæller, at Adam fejrede sabbat og afsang Salme 92 på skabelsens syvende dag. Set i dette perspektiv er der naturligvis ikke noget forbløffende i, at Noa véd, hvilke dyr der er rene, og hvis tanken om en sammenredigering af eksisterende traditioner har noget på sig, kan man betragte denne redigering som et tidligt led i den samme fortolkningsproces, som de nævnte efterbibelske tekster afspejler.
תִּקַּח – af לָקַח
שִׁבְעָה שִׁבְעָה – gentagelsen af talordet syv beskriver en nærmere omstændighed ved handlingen: ”syv (og) syv” = ”syv ad gangen”, ”syv af hver” (FAN 3.2.7.1.1; DES 133 j).
אִישׁ וְאִשְׁתּוֹ – ligesom 1,27 kunne bruge det almene זָכָר וּנְקֵבָה, ”en han og en hun” om mennesket, kan verset her bruge ”en mand og hans kone” om dyrene, skønt vendingen, strengt bogstaveligt forstået, kun lægger op til brug om mennesker.
הִוא – relativsætningen med אֲשֶׁר gentager på hebraisk typisk det led fra hovedsætningen, som אֲשֶׁר viser tilbage til (DES 161 d); på meget ordret vis (og oversæt for Guds skyld ikke sådan): ”og af det kvæg, hvorom det gælder, at urent er det, …” = ”og af de urene dyr”.

v. 3
לְחַיּוֹת זֶרַע – inc.cstr. af חיה, ”leve, være levende” i pi’el, der her har faktitiv betydning, ”gøre levende” (FAN 3.3.3.3; DES 66 b); ”for at gøre sæd/afkom levende” = ”så da kan sætte efterkommere i verden”.

v. 4
לְיָמִים עוֹד שִׁבְעָה – præpositionen לְ־ brugt om tidsangivelse, jf. DES 158 a.2; jf. at skønt vi på dansk siger ”om syv dage”, når vi angiver det tidsrum, som skal forløbe, kan vi sagtens sige ”til dén tid” (eller ”til jul” e.l.) om tidsrummets endepunkt.
מַמְטִיר – jf. 2,5, her ptcp. til betegnelse af den umiddelbart forestående handling (FAN 3.3.2.5.3.2; DES 152 n – her dog uden הִנֵּה, som DES knytter til denne brug).
מָחִיתִי – lamed-he, jf. 6.7.
הַיְקוּם – ret sjælden glose for ”levende væsen” (eller ”noget bestående”, jf. roden קוּם); findes kun i dette kapitel (her samt v. 23) og 5 Mos 11,6. Mens glosen i 5 Mos 11,6 udtrykkeligt betegner levende væsener, som ejes af mennesker, dvs. husdyr, er det i 1 Mos 7,23 lige så éntydigt, at ordet omfatter både mennesker og dyr.

v. 5
צִוָּהוּ – jf. 2,16; 3,11.17. Bemærk at den, som modtager en befaling både kan styre en præpositionsforbindelse med עַל, stå som direkte objekt, udtrykt vha. pronominalsuffix (3,11.17 og her) eller med objektsmærke (6,22).

v. 6
בֶּן־שֵׁשׁ מֵאוֹת שָׁנָה – endnu et eksempel på det brede betydningsfelt, som בֵּן, ordret ”søn”, har (jf. til 6,2): At være 600 år gammel hedder ordret at være ”søn af 600 år” (FAN 3.2.7.4.6).
וְהַמַּבּוּל הָיָה מַיִם עַל־הָאָרֶץ – med substantivet מַיִם beskrives מַבּוּל nærmere, skønt det forekommer overflødigt på dansk; ”oversvømmelsen kom over jorden (i form af) vand.”

v. 7
וַיָּבֹא – verbum i ental med subjekt bestående af flere led, hvoraf det første er i éntal (FAN 3.3.4; DES 137 c.5)

v. 8-9
V. 8 kan ikke analyseres som en selvstændig sætning, men må forstås som subjekt for sætningen, hvis verballed står i v. 9.
אֵינֶנָּה – negationen אֵין (eller i den sjældnere absolutusform אַיִן) med pronominalsuffix i 3.fem.sing. (som henviser til det kollektive בְּהֵמָה). Da det, som negeres, ikke er ’eksistensen’ af noget fysisk, bliver det her ekstra tydeligt, at den traditionelle tanke om, at אַיִן ’egentlig’ betyder ”ikke-eksistens”, er rigeligt abstrakt og stensikkert ikke har foresvævet reelt eksisterende sprogbrugere i oldtiden. Ordet betyder simpelthen ”ikke”: הַבְּהֵמָה אֲשֶׁר אֵינֶנָּה טְהֹרָה = ”de landdyr, som ikke er rene”.
שְׁנַיִם שְׁנַיִם בָּאוּ – jf. til v. 2.

v. 11
בִּשְׁנַת שֵׁשׁ־מֵאוֹת שָׁנָה לְחַיֵּי־נֹחַ – ordret ”i 600-års året af Noas liv” (dvs. ”det år, som var år nr. 600 i Noas liv”) er forståeligt, men naturligvis ikke acceptabel dansk syntaks; vi vil normalt bruge en formulering, hvor ”år” kun optræder én gang; rationalet i den hebraiske formulering er, at konstrukt-leddet defineres nærmere ved absolutusleddet (FAN 3.2.7.4.6; DES 157 i).
נִבְקְעוּ ... נִפְתָּחוּ – to x nif’al, perfektum.
מַעְיְנֹת ... אֲרֻבֹּת – vandet kommer både fra kilder, der fører ned til Tehôm, og fra ’vinduer’ i himmelhvælvingen. Verset afspejler med andre ord præcis den opfattelse af vandets placering i verden, som vi mødte i 1,7 – og den samme terminologi som i 1,2.

v. 12
וַיְהִי הַג־ֶשֶׁם עַל־הָאָרֶץ – substantivet גֶּשֶׁם, ”regnskyl”, optræder her for første gang (mens vi har mødt verbet הִמְטִיר, ”at lade det regne” i 2,5; 7,4). En litterærkritisk opdeling af den kanoniske Syndflodsberetning i hhv. en ’jahvistisk’ og en ’præstelig’ vil se forholdet mellem v. 11 og 12 som tegn på to divergerende opfattelser af Vandflodens oprindelse: Det præstelig v. 11 beskriver sammenbruddet af den kosmiske orden, som blev etableret i kap. 1, mens det jahvistiske v. 12 forstår oversvømmelsen alene som ekstraordinært kraftig regn – som i øvrigt har en ironisk nuance dérved, at den jahvistiske fortælling om menneskets og menneskelivets tilblivelse startede med at oplyse, at der var mangel på vand, fordi Jahve Ælohim ikke havde ladet det regne (2,5), men da vi så endelig for første gang hører om regn, er det en ødelæggende og ikke en livgivende nedbør, hvilket passer fint med det generelle fokus menneskets oprør mod Gud i de jahvistiske passager i Urhistorien.

v. 13
בְּעֶצֶם – substantivet עֶצֶם forekommer både med den konkrete betydning ”knogle” (jf. 2,23) og i en mere abstrakt brug a la ”selv” eller ”substans”; vendingen ”på denne dags ͑æṣæm” betyder svarer til ”på selve dén dag”.
אֵשֶׁת ... נְשֵׁי־ – uregelmæssigt substantiv, FAN 2.2.3; DES 59 g.

v. 14
הַחַיָּה – her skelnes mellem חַיָּה og בְּהֵמָה, som altså må betegne hhv. vilde landdry og kvæg/husdyr.
צִפּוֹר – hidtil har teksten talt om עוֹף, ”flyvedyr”, ”fjerkræ”, som generisk betegnelse for fulgene; nu anvendes צִפּוֹר, ”(en) fugl” med kollektiv betydning = ”fuglelivet”.
כָּנָף – betyder ”vinge” eller (i anden sammenhæng) ”nederste/yderste kant”; tilføjelsen כָּל־כָּנָף kan måske skulle understrege, at ikke blot fugle i strengeste forstand er omfattet, men ”ethvert bevinget væsen”, altså også sommerfugle, strudse og flagermus, som muligvis kan have været svære at kategorisere.

v. 16
הַבָּאִים – ptcp., er her subjekt i en nominalsætning ”ankommerne var (både) han(ner) og hun(ner)”, men må nok opløses til en verbal ledsætning på dansk: ”De som kom, var både han- og hundyr” (FAN 3.3.2.5.3.1; DES 152 i-k).
בַּעֲדוֹ – afhængigt af, hvor man slår op, kan man se בַּעַד beskrevet som ’egentlig’ et substantiv, muligvis med betydningen ”afstand”, eller simpelthen som en præposition. I praktisk brug på det sprogtrin, som er bevidnet i GT, er det éntydigt en præposition, jf. FAN 2.5.4; DES 29 u.

v. 17
וַיִּרְבּוּ – lamed-he, jf. 1,22.28.
וַיִּשְׂאוּ – pe-nun.
וַתָּרָם – ajin-waw, 3.sg.fem.

v. 18
וַיִּגְבְּרוּ – ”være stærk”, ”sejre” (jf. substantivet גִּבּוֹר, 6,4); om man vil oversætte relativt ordret ”og vandet havde magten over (eller ’tiltog i styrke på’) jorden” – eller snarere gengive verbet som ”steg” er nok mest et spørgsmål om smag og om hvilken type oversættelse, man tilstræber.
וַתֵּלֶךְ – vi taler også på dansk om et ”søgående fartøj”, vad der jo her i høj grad er tale om, men vil nok alligevel oversætte הָלַךְ anderledes end til ”gå”.

v. 19
וַיְכֻסּוּ – pu’al (som er den nærliggende passivform, da pi’el er ordets hyppigste bøjning.

v. 21
וַיִּגְוַע – ikke et svagt ajin-waw-verbum, da waw på 2.-radikalens plads er konsonantisk (lige som i fx צִוָּה, ”befale”). Betydning: ”dø”, ”udånde”.
בָּעוֹף וּבַבְּהֵמָה וּבַחַיָּה וּבְכָל־הַשֶּׁרֶץ – præpositionen בְּ־ med ’præciserende’ betydning (DES 158 b.5); kan oversættes til ”nemlig” eller helt udelades i oversættelsen.

v. 22
כֹּל אֲשֶׁר נִשְׁמַת־רוּחַ חַיּיִם בְּאַפָּיו – bemærk kombinationen af נְשָׁמָה, ”åndedræt”, som i 2,7 blev knyttet eksklusivt til skabelsen af mennesket, og רוּחַ־חַי־ִים, ”livsånde”, som i 6,17 og 7,15 blev associeret enten med dyrene eller generelt med alt levende.
מִכֹּל אֲשֶׁר בֶּחָרָבָה – præpositionen מִן må her nærmest forstås som "nemlig" (det giver ingen mening, at forstår de livsåndeudrustede væsener som en delmængde af ”alle som er på (land)jorden”).
מֵתוּ – uregelmæssig perfektum af ajin-waw-verbet מוּת, ”at dø” (FAN 2.6.4.2.1; 5.2.1.1; DES 118 b).

v. 23
וַיִּמַח ... וַיִּמָּחוּ – den anden af de to forekomster af lamed-he-roden מָחָה i konsekutiv imperfektum er helt klart nif’al (jf. dagesh i 1.-radikalen, og så ville qal i øvr. ingen mening give i sammenhængen, da det eneste subjekt i pluralis, der er for hånden, er den forudgående opremsning af oversvømmelsens ofre). Den første ser umiddelbart ud som en qal, og subjektet må så være implicit (”han [= Gud] udslettede …”); problemet er blot, at implicit subjekt fungere bedst, hvis det for ikke så længe siden har været nævnt eksplicit og dermed er ’aktualiseret’ i læserens bevidsthed. Her skal vi helt tilbage til v. 16. Og tilmed kunne man fra et mere litterært synspunkt mene, at forfatteren helt bevidst – som oplæg til beretningens vendepunkt i 8,1 – lader Gud forsvinde ud af beretningen fra han lukker døren efter Noa i v. 16 og til han igen husker på ham i 8,1: Verdens bogstavelige ’gudsforladthed’ (som jo i GT’s øjne simpelthen er ét og det samme som kaos) under Vandfloden sættes dermed litterært i scene. Hvis man af denne eller andre grunde er skeptisk over for, at subjektet kan hentes samfulde syv vers længere tilbage i teksten, må man forstå verbalformen som en nif’al, hvor dagesh ved en fejl er udeladt, og der uregelmæssigt er vokaliseret med patach i st.f. qametz (jf. apparatet, som foreslår denne løsning, men desværre ikke kan henvise til, at noget tekstvidne støtter den). I så fald har verset altså to indholdsmæssigt helt parallelle dele, en lang og en kort: ”Og alle levende væsener på hele jorden blev udslettet, lige fra mennesker og til kvæg og kryb og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden”, måske for at sætte ekstra streg under kontrasten til versets fem sidste ord.
הַיְקוּם – jf. til v. 4.
וַיִשָּׁאֶר – nif’al.
אַךְ – ”kun”
וַאֲשֶׁר אִתּוֹ – konstruktionen אֲשֶׁר + præpositionsforbindelse (her i den kortest tænkelige form: præposition med pronominalsuffix) må oftest oversættes som en relativsætning med ”er” e.l. på dansk: ”der var ikke andre tilbage end Noa og dem som var sammen med ham i arken”.

Kapitel 8

v. 1
וַיִּזְכֹּר – verbet זָכַר, ”at huske”, kan – omtrent som på dansk eller engelsk – både bruges om det, at man vedvarende har noget præsent i bevidstheden, og om at ”komme i tanker om” noget, som man ellers for en tid havde glemt (fx 1 Mos 42,9). Det er ikke nogen helt sjælden tanke i GT, at man kan betragte sig selv som ”glemt af Gud”, når det går én skidt (Sl 13,2; 42,10; 44,25; Klages 5,20) eller retorisk kan spørge, om Gud har glemt én (Es 49,14; Sl 10,11), og Gud selv kan udtrykkeligt true med at ville glemme dem, der glemmer deres forpligtelse over for ham (Hos 4,6). Man kunne altså godt forestille sig, at den udtrykkelige ’opsigelse’ af den hidtidige relation mellem Gud og det skabte, som ligger i beretningen om den globale oversvømmelse (6,5-7), kunne udtrykkes ved at Gud helt glemmer den verden, han har vendt ryggen, og at ligesom Noa i 6,8 dukker op som en lidt ’hovsa’-agtig undtagelse fra Guds misnøje med alt det skabte, kunne forfatteren også have villet skildre undergangen i kap. 7 som et udtryk for en så total gudsglemsel, at kap. 8 må indledes med ”Og så kom Gud for resten i tanker om Noa og alle dyrene i arken”.
En del væsentlige oversættelser kommer i nærheden af en sådan forståelse (Luther: ”Da gedachte Gott an Noah”; La Bible de Jérusalem: ”Alors Dieu se souvint de Noé”; Jewish Publication Society (med forudgående vers): ”And when the waters had swelled on the earth one hundred and fifty days, God remembered Noah”), ligesom den tidligere danske oversættelse fra 1931 (”Da ihukom Gud Noa”). En oversættelse af denne art behøver dog ikke absolut betyde, at Gud faktisk i distraktion har glemt, at han har en syndflod i ovnen; tanken kan snarere være, at Guds erindren alene kan ses på hans handlinger: Da Gud greb ind, fremgik det deraf, at han huskede på Noa. DO92 udelukker helt tanken om Guds glemsomhed med den let parafraserende gengivelse ”Men Gud glemte ikke Noa”.
וַיַּעֲבֵר – hif’il.
וַיָּשֹׁכּוּ – ajin-ajin.

v. 2
וַיִּסָּכְרוּ ... וַיִּכָּלֵא – nif’al
מַעְיְנֹת תְּהוֹם וַאֲרֻבֹּת הַשָּׁמָיִם – jf. 7,11.

v. 3
הָלוֹךְ וָשׁוֹב – to x absolut infinitiv. En abs.inf. kan (foruden den velkendte ’forstærkende’ abs.inf. af samme rod som det finitte verbum) beskrive en ledsagende omstændighed ved verbalhandlingen. Særligt når der, som her, bruges to abs.inf., og den første er et bevægelsesverbum, udtrykker konstruktionen, at handlingen er gentagen eller vedvarende, dvs. ”vandet vendte tilbage fra jorden [dvs. forsvandt ned i undergrunden e.l.], idet det blev ved med at vende tilbage” = ”lidt efter lidt forsvandt vandet fra jorden”, jf. FAN 3.3.2.5.1.1; DES 154 e.
מִקְצֵה – substantivet קָצֶה, ”ende”, med præpositionen מִן og i konstruktform (FAN 2.2.6.2.2; DES 52 j).

v. 4
וַתָּנַח – ajin-waw, qal, 3.sg.fem. (formen kunne sådan set også være hif’il, men det giver næppe mening i sammenhængen).
אֲרָרָט – landet Ararat skal sandsynligvis forstås som Urartu, et rige nord for Mesopotamien (ca. det samme område, som i dag udgøres af Georgien, Armenien og Azerbaijan). Navnet forekommer både i 2 Kong 19,37 og Es 37,38 (og Tob 1,21) om det land, som den assyriske kong Sankeribs sønner flygtede til, efter at have dræbt ham. Jer 51,27 nævner det sammen med andre folkeslag, der truer Babylonien.

v. 5
הָיוּ הָלוֹךְ וְחָסוֹר – jf. til v. 3 ang. abs. inf.: ”vandet fortsatte med at trække sig tilbage”.
נִרְאוּ – lamed-he, nif’al, ”at ses” = ”komme til syne”.
רָאשֵׁי – FAN 2.2.3; DES 59 p.

v. 6
חַלּוֹן – vindue (et hul i væggen). Når der udtrykkeligt henvises til at det er ”det vindue, han havde lavet”, er man fristet til at lede efter en tidligere henvisning. Glosen forekommer ikke tidligere i teksten, men kunne muligvis henvise til den samme detalje i arkens konstruktion, som kaldes צֹהַר (”lysåbning” eller ”overdækning”) i 6,16. Passagen, hvor 6,16 indgår, opfattes litterærkritisk som P-stof, mens verset her er J; forfatterne kan have haft helt forskellige syn på arkens konstruktion, men de kan også have opfattet den mere eller mindre ens, men brugt forskellige ord om detaljerne. Men det er i allerbedste fald et kvalificeret gæt.

v. 7
וַיְשַׁלַּח – roden שׁלח er et af de tilfælde, hvor betydningsforskellen på qal og pie’l ikke kan gættes ud fra almene tommelfingerregler: שָׁלַח bruges meget ofte med subjektets hånd (יָד), finger eller stav som objekt, og må så oversættes ”række frem/ud” (jf. 3,22 og v. 9 i dette kapitel), men betyder ellers grundlæggende ”sende” (sjældnere ”sende bort”, evt. som straf), mens שִׁלַּח primært betyder ”slippe løs, sætte på fri fod”, men kan betyde ”jage bort (som straf)” (jf. 3,23).
וַיֵּצֵא יָצוֹא וָשׁוֹב – finit verbum suppleret med 2 x abs.inf., jf. til v. 3 (og DES 154 d): ”den gik ud, idet den gik ud og vendte tilbage” = ”den blev ved at flyve frem og tilbage”.
יֶבֹשֶׁת – inf.cstr. af יָבֵשׁ, ”at være tør”; rutinemæssig brug af præposition + inf. + nominalt led, der tilsammen har samme funktion som en tidsbisætning på dansk: ” til vandets væren tør bort fra jorden” = ”indtil vandet var tørret bort fra jorden”. At der er føjet ־ת til roden, forklares enten som en femininumsendelse (DES 80 c) eller som en uregelmæssig forekomst af det ־ת, som ofte ses på infinitiv af svage verber, men ved pe-jod ellers typisk følges med at første-radikalen helt bortfalder (så man ville have forventet בֶּשֶׁת e.l.), jf. FAN 2.6.1.2.2.

v. 8
מֵאִתּוֹ – præp. מִן + præp. אֵת, ”med, hos”, + pronominalsuffix.
הֲקַלּוּ – ajin-ajin-verbet קלל i qal, perf., ”være ringe/ubetydelig”, her og i v. 11 nok i betydningen ”være blevet ringe” = ”være aftaget/sunket”. Med spørgepartiklen הֲ־, ”om (det mon skulle være tilfældet, at …)”.

v. 9
מָצְאָה – qal, perf.. 3.sg.fem.
מָנוֹחַ – ”hvilested”, jf. samme rod som verbum i v. 4 (qal) og 2,15 (hif.).
כַּף־רַגְלָהּ – som udgangspunkt er כַּף = ”håndflade”, men lige som tyskere går med sko på hænderne (”Handschuh” = handske), har hebræerne altså håndflader på fødderne, dvs. כַּף־רֶגֶל = fodsål.
וַיִּקָּחֶהָ – vb. לָקַח med pronominalsuffix for 3.sg.fem.
וַיָּבֵא – ajin-waw, hif’il.

v. 10
וַיָּחֶל – afhængigt af, hvor man slår op, kan man få at vide, at formen er qal af den sjældne ajin-jod-rod חיל eller pi’el af den væsentlig hyppigere pe-jod יחל, begge med betydningen ”at vente”. I førstnævnte tilfælde må roden under alle omstændigheder være afledt af den sidstnævnte (fænomenet er langtfra enestående, jf. fx at verbalformer med betydning a la ”være god / handle godt” i flæng kan dannes ud fra rødderne טוב og יטב, da det under alle omstændigheder står klart at den underliggende semantik er adjektivet טוֹב).
אֲחֵרִים – syv ”andre” dage = yderligere syv dage.
וַיֹּסֶף שַׁלַּח – hjælpeverbet יסף, ”at gøre igen”, hif’il (jf. 4,2.12) med שִׁלַּח, pi’el (jf. til v. 7), inf.cstr.

v. 11
לְעֵת עֶרֶב – skønt vi ville sige ” ved aftenstid”, kan vi godt sige ” til spisetid”, så præpositionens temporale anvendelse er ikke voldsomt fremmedartet (DES 158 a.2).
בְּפִיהָ – substantivet פֶּה, ”mund” (FAN 2.3.2; DES 59 o) med præpositionen בְּ־ samt pronominalsuffix for 3.sg.fem.
קַלּוּ – ajin-ajin-verbum. Jf. til v. 8.

v. 12
וַיִּיָּחֶל – jf. note til v. 10 om וַיָּחֶל. Her er formen iflg. den masoretiske vokalisering nif’al, uden at det tilsyneladende gør nogen forskel for betydningen, og da nif’al af roden i øvr. er så sjælden at det kan diskuteres, om den overhovedet med sikkerhed eksisterer, vil nogle ordbøger anbefale, at vokaliseringen opfattes som en fejl: Der skulle i virkeligheden stå וַיְיַחֵל, altså en ganske regelmæssig pi’el, og muligvis har skriveren ment det samme i v. 10, men blot ved en fejl kun skrevet ét jod, og derved gjort livet svært for den masoret, der sidenhen skulle sætte vokaler på.
וְלֹא־יָסְפָה שׁוּב־אֵלָיו עוֹד – jf. v. 10: hjælpeverbet יסף (denne gang qal) med שׁוּב inf.cstr.: ”den tilføjede ikke at vende tilbage til ham yderligere” = ”og nu kom den ikke længere tilbage”.

v. 13
וַיָּסַר – ajin-waw, hif’il (FAN 2.6.4.2.1; DES 120 c-d)
מִכְסֵה – konstruktform af מִכְסֶה (FAN 2.2.6.2.2; DES 52 j; 57 g).

v. 14
יָבְשָׁה – jf. til v. 7; perf. 3.sg.fem.

v. 16
צֵא – pe-waw/jod, imperativ.

v. 17
בָּעוֹף וּבַבְּהֵמָה וּבְכָל־ ... – præpositionen בְּ־ har her ’specificerende’ betydning, og oversættes nok bedst til ”nemlig”, jf. til 7,21.
הַוְצֵא – formen som den står, skal man ikke forsøge at få mening i; bemærk, at der i margen med småt står היצא, dvs. der er tale om en masoretisk note, som indikerer, at man ifølge masoreterne skal læse disse konsonanter i stedet for tekstens (men med de vokaler, som masoreterne har anbragt på den urørlige konsonanttekst), så man får formen הַיְצֵא (eller som det nok oftere ville hedde, הֵיצֵא, jf. DES 132 c), mens konsonantteksten i sig selv uden tvivl oprindeligt er blevet læst som הוֹצֵא. Begge dele er hif’il imperativ af יצא, dvs. ”før [dem] ud!”, men ktib-formen bøjer roden som et almindeligt pe-waw/jod-verbum (ganske som יצא plejer at blive bøjet), mens qre-formen, som masoreterne åbenbart foretrækker, bøjer det som et ”ægte” pe-jod-verbum (FAN 2.6.4.1.4; DES 104 g). Hvad i himlens navn der har givet en udflippet masoret den fjollede idé pludselig at ville omklassificere יצאtil ’ægte’ pe-jod, véd ingen.
וּפָרוּ וְרָבוּ – jf. 1,22.28.

v. 19
כֹּל רוֹמֵשׁ עַל־הָאָרֶץ – her må רוֹמֵשׁ vel være en opsummerende karakteristik de tre kategorier, landdyr, kryb og fugle, som er nævnt forud, selv om det har roden fælles med den midterste af kategorierne, רֶמֶשׁ.
לְמִשְׁפְּחֹתֵיהֶם – subst. מִשְׁפָּחָה med præposition, pluralisendelse og pronominalsuffix. ”Ifølge deres slægter” må betyde det samme som det gentagne לְמִינֵהֶם o.l., ”ifølge deres arter”, i kap. 1 (v. 12; 21; 24-25).

v. 20
וַיִּבֶן – lamed-he, jf. 2,22 (og 4,17).
וַיִּקַּח מִכֹּל ... – præpositionen מִן har her partitiv betydning, ”han tog nogle af alle …”
וַיַּעַל עֹלֹת – substantivet עֹלָה, ”et brændoffer” (her i plur.), er dannet af verbalroden עָלָה, ”at stige op”, og dét ”at bringe et brændoffer” betegnes tilsvarende med עָלָה i hif’il, ordret ”at lade stige til vejrs” – for det er jo sådan set dét, man gør, når offeret ved afbrænding transformeres til røg.

v. 21
וַיָּרַח – ajin-waw, hif’il (bemærk verbalrodens sammenhæng med det langt hyppigere substantiv רוּחַ – og med רֵיחַ, som følger umiddelbart efter i teksten.
אֶת־רֵיחַ הַנִּיחֹחַ – substantivet נִיחֹחַ, ”velbehag” eller ”beroligelse”, optræder altid som absolutusled sammen med רֵיחַ, tilsammen ”en behagelig/beroligende duft”; bruges næsten udelukkende i den præstelige teologis offeranvisninger, men også nogle enkelte gange hos en præsteligt inspireret profet som Ezekiel.
וַיֹּאמֶר ... אֶל־לִבּוֹ – at ”sige til (eller evt. ”i”) sit hjerte” = ”at tænke”; lidt forenklet kan man sige, at mens vi i moderne vestlig sprogbrug tænker med hovedet og føler med hjertet, er den gennemgående tilbøjelighed i GT, at man tænker med hjertet og føler med nyrerne (eller indvoldene i det hele taget), lidt som når vi har sommerfugle i maven, eller Søren Brun sidder på bænken foran inspektørens kontor og siger ”My stomach hurts!” (At det i allernyeste tid er blevet gængs, at politikere tænker vha. ”mavefornemmelser”, komplicerer så bare billedet yderligere).
אֹסִף – hjælpeverbet יסף igen, her hif’il, imperfektum 1.sg., hvor 1.-radikalen er blevet helt væk (som det ikke sjældent sker, FAN 2.6.4.1.3; DES 104 c).
לְקַלֵּל – pi’el. Jf. qal-formen af samme rod i v. 8 og 11, som oversættes a la ”være ringe”, hhv. ”blive ringe, svinde ind”; herudfra kunne pi’el forstås faktitivt: ”få til at være ringe”, eller deklarativt: ”regne for ringe”, ”ringeagte”, ”se ned på” (lidt a la qal-formens intransitive brug i 16,4-5: ”Sara blev let/ringe i Hagars øjne” ville omsat til transitiv form have heddet ”Hagar så ned på Sara [’gjorde hende let’, קִלֵּל i pi’el]” – og sådan formulerer DO92 det da også). Ofte oversættes קִלֵּל dog mere skærpet som ”forbande”, og det er naturligvis konteksten og ikke etymologisk akrobatik, der skal afgøre betydningen, men det er værd at huske, at modsætningen til בֵּרֵךְ, ”velsigne”, egentlig er אָרַר, ”forbande”, der dog mest bruges i pass.ptcp., ”forbandet være …” (jf. 3,14.17; 4,11); derimod er pi’el-formen קִלֵּל efter sin etymologi snarere antonym til כִּבֵּד, ”at ære [nemlig ’at tilregne tyngde’, כָּבוֹד]”. Der er naturligvis ikke nødvendigvis langt fra ringeagt til forbandelse, jf. de to ords brug side om side i 12,3.
Eksegetisk er det interessant, at Gud ikke tidligere har omtalt syndfloden som en ”forbandelse”, hverken med roden ארר eller קלל. Han har konstateret menneskenes ondskab (6,5), fortrudt at have skabt dem (6,6) og besluttet at udrydde dem (6,7). Når han nu – med udtrykkelig brug af samme skildring af ’menneskehjertets onde tilbøjelighed’, som i 6,5 var begrundelsen for syndfloden – erklærer ikke at ville gentage det, der er sket, kunne man godt overveje, om det ville give mening at oversætte קלל pi’el til noget i retning af ”ringeagte”: ”En anden gang vil jeg ikke se på jorden som et mislykket projekt blot på grund af menneskene, for deres natur er nu engang ond lige fra ungdommen af”.
יֵצֶר לֵב הָאָדָם – jf. 6,5
לְהַכּוֹת – pe-nun og lamed-he, hif’il (denne rods grundform), inf.cstr. (jf. 4,15).

v. 22
עֹד כָּל־יְמֵי הָאָרֶץ – i praktiks brug er עוֹד (her defektivt) et adverbium, ”stadig”; det kan muligvis forstås som dannet ud fra et oprindeligt substantiv ”vedvaren”; uanset er det nok mest hensigtsmæssigt at gøre som fx DO92 og gengive det som en verbalsætning på dansk: ”endnu alle jordens dage” = ”så længe jorden består”.
זֶרַע – sæd, jf. 3,15, betegner i denne sammenhæng tidspunktet for såning.
יִשְׁבֹּתוּ – jf. 2,2-3, ”ophøre”.

Kapitel 9

v. 1
פְּרוּ וּרְבוּ – jf. 1,22.

v. 2
מוֹרַאֲכֶם וחִתְּכֶם – substantiverne מוֹראָ (jf. verbet יָרֵא 3,10) og חַת betyder ca. det samme.
בְּכֹל אֲשֶׁר ... – man kan opfatte hele resten af verset som en sætning, der i dansk oversættelse måske bedst kan starte med versets to sidste ord, ”De [nemlig dyr og fugle, som omtalt i første vershalvdel] er givet i jeres hænder”.
נִתָּנוּ – pe-nun, nif’al, perf.

v. 3
כְּיֶרֶק עֵשֶׂב – jf. 1,30

v. 4
בָּשָׂר בְּנַפְשׁוֹ דָמוֹ – præp. בְּ־ i betydningen ”med”, og substantivet דָּם som apposition til נֶפֶשׁ, altså ”kød med dets liv, [dvs.] dets blod”.

v. 5
אֶתּ־דִּמְכֶם לְנַפְשֹׁתֵיכֶם – det er oplagt at denne vending, ligesom בְּנַפְשׁוֹ דָמוֹ i det foregående vers, skal sætte lighedstegn mellem livet (נֶפֶשׁ) og blodet (דָּם). Det er mindre indlysende, hvordan grammatikken skal forstås. Hammershaimb forstår לְנַפְשֹׁתֵיכֶם som en erstatning for en konstruktforbindelse (jf. DES 158 a.4), hvor ”blodet” er underforstået, så man kan oversætte hele sammenhængen til ”også jeres blod, nemlig det som tilhører jeres næfæsj’er, vil jeg kræve betaling for”, og נֶפֶשׁ er så sandsynligvis anvendt som en slags pronomen (svarende til ”selv” eller ”egen”), dvs. ”og(så) for jeres eget blod” – præcis som i DO92.
En anden mulighed kan evt. være, at לְ־ kan fungere som bekræftende partikel (DES 158 a.12), så man måske kunne oversætte ”Også for jeres blod – ja for jeres liv! – vil jeg kræve betaling”.
אֶדְרֹשׁ ... אֶדְרְשֶׁנּוּ – imperf. 1.sg., først uden suffix, derefter med proniminalsuffix for 3.sg.mask.
מִיַּד אִישׁ אָחִיו – sammensætningen אִישׁ אָחִיו må forstås som casus pendens, altså ”en mand, hans bror” = ”en mands bror” (en konstruktion, der sådan set er helt normalt og korrekt talesprog i dele af Jylland). Indholdsmæssigt bruges vendingen her om ”et hvilket som helst menneske”, altså nærmest med betydningen ”alle”, jf. JM 147 d.
Bemærk bevægelsen i disse vers’ beskæftigelse med blodets hellighed: Dyrene må spises (v. 2-3), men dyrenes blod må ikke spises (4), og dyrene vil blive ’retsforfulgt’, hvis de udgyder menneskers blod (5a), ligesom mennesker, der udgyder hinandens blod, vil blive det (5b).

v. 6
שֹׁפֵךְ ... יִשָּׁפֵךְ – ptcp. qal efterfulgt af imperfektum nif’al.
בָּאָדָם – forstås meget ofte som ”ved (eller ’af’) et menneske” (om denne brug af בְּ־, DES 158 b.6), og der oversættes så ”den, der udgyder et menneskes blod, ved mennesket skal hans blod udgydes”, dvs. Gud indfører i dette vers blodhævnen eller den institutionaliserede dødsstraf. En anden mulighed, som bl.a. Bodil Ejrnæs har argumenteret for, er at der er tale om ”prisens בְּ־” (DES 158 b.4), dvs. ”den, der udgyder et menneskes blod, hans blod skal udgydes til gengæld for det pågældende menneske”. Der er ingen forskel på de to analyser mht. det grundlæggende synspunkt, at en drabsmand har ”forbrudt sit liv” og fortjener at dø, men en signifikant forskel mht. hvem der skal forestå henrettelsen: I sidstnævnte tilfælde, hvor det logiske subjekt ikke specificeres, er det nærliggende at forstå formuleringen som en passivum divinum, dvs. fuldbyrdelsen af hævnen overlades til Gud. Det passer godt med det gentagne guddommelige ”jeg vil kræve betaling” i v. 5 (og fx steder som 5 Mos 32,35), men ændrer naturligvis ikke ved, at de egentlige lovtekster i Mosebøgerne indeholder bestemmelser for fuldbyrdelsen af en idømt dødsstraf.

v. 7
jf. 1,21-22.

v. 9
מֵקִים – ajin-waw, hif’il, ptcp. (vender tilbage i v. 11 og 17 i hhv. konsekutiv perfektum og almindelig perfektum). Det velkendte idiom כָּרַת בְּרִית for en pagtslutning optræder ikke før 15,18.
בְּרִיתִי – ud over 6,18, hvor pagtslutningen blev forudsagt, er dette vers det første i Bibelen, der anvender begrebet pagt.

v. 10
בָּעוֹף בַּבְּהֵמָה וּבְכָל־... – det ’specificerende’ בְּ־ (DES 158 b.5).
מִכֹּל ... לְכֹל – den umiddelbart nærliggende oversættelse ”lige fra A og til B (og alt derind imellem)” giver indholdsmæssigt dårlig mening, da ”alle de der forlod arken” og ”alle jordens dyr” vanskeligt kan forstås som to forskellige delmængder af noget. Hammershaimb oversætter begge præpositioner til ”nemlig” (jf. DES 158 a.8), hvilket giver fremragende indholdsmæssig mening, selv om det måske grammatisk er lidt akavet. (Da de sidste tre ord, לְכֹל חַיַּת הָאָרֶץ, ikke har noget sidestykke i de ældste tekstvidner til Septuaginta, kan man også arrangere sig ud af problemet ved at stryge dem).
יֹצְאֵי – participium, cstr.plur.

v. 11
וַהֲקִמֹתִי – jf. v. 9
יִכָּרֵת – nif’al, med udgangspunkt i qal-formen, ”at skære”, er det nærliggende at forvente betydningen ”blive (af)skåret”, men reelt bruges nif’al i betydningen ”blive udryddet”.
מִמֵּי – præpositionen מִן + substantivet מָיִם i plur.cstr. (FAN 2.2.3; DES 59 m).
לְשַׁחֵת – pi’el (uden dagesh pga. laryngal).

v. 12
אוֹת – ”tegn” (jf. 1,14; 4.15).
נֹתֵן –participium brugt om en handling som er i færd med at tage sin begyndelse (”inchoativ”, hvis man vil kalde det noget latinsk, jf. eksemplet fra 2 Mos 4,23 i FAN 3.3.2.5.3.2; mere i JM 121 e). Svarer fuldstændig til brugen af præsens på dansk, hvis man fx står i entréen og tager sine gummistøvler på, mens man siger ”Jeg går en tur” (hvad man jo vitterligt ikke gør i det øjeblik, man udtaler ordene).
לְדֹרֹת – opslagsform דּוֹר, jf. 6,9; 7,1. ”Til evigheds generationer” kan vel ca. oversættes til ”så længe der er mennesker til”.

v. 13
אֶת־קַשְׁתִּי – substantivet קֶשֶׁת, ”bue”, betegner som udgangspunkt et jagt- eller (oftest) krigsvåben, men anvendes her i 9,13-16 samt Ezekiel 1,28 metaforisk om regnbuen. Det er altså tænkeligt at ordet ikke kun bruges, fordi regnbuen har den facon, den nu engang har, men også fordi pagtslutningen indebærer, at den guddommelige kriger ophører med at føre krig mod sine skabninger, hvilket kan ses på, at han har hængt sit våben fra sig.
בֶּעָנָן – substantiv, jf. til v. 14. At (regn)buen hænger ”i skyen” og ikke bare på himlen (skønt den jo reelt først bliver synlig, når skyerne ikke længere dækker himlen helt), har vel at gøre med, at der skal regn til, for at der kan være en regnbue.

v. 14
בְּעַנְנִי – verbalroden ענן i pi’el, infinitiv, med בְּ־ og pronominalsuffix, dvs. ”Når jeg gør sådan-og-sådan”. Verbet forekommer kun i pi’el dette ene sted; i øvrigt bøjes det i po’el (FAN 2.6.4.2.3; DES 128) og betyder noget i retning af ”udøve trolddom”. Roden er identisk med roden i substantivet עָנָן, ”sky”, og det er nærliggende at se pi’el-formen som afledt af substantivet (og muligvis opfundet til lejligheden som et ordspil), der passer fint med den generelle forkærlighed for i en sammenhæng at bruge flere afledninger af samme ord: Ordet kan så antages at betyde ”samle skyerne på himlen” e.l.
Nogle ordbøger ser en fælles betydning for den mere gængse po’el og den enlige pi’el af roden: Da trolddom blandt andet består i at fremmane eller ”få til at komme til syne”, kan pi’el-formen ses som et særtilfælde af det samme: At få skyer til at komme til syne på himlen (eller ligefrem ”mane/trylle skyer frem”?).
וְנִרְאֲתָה – lamed-he, nif’al, perfektum, 3.sg.fem. (קֶשֶׁת er hunkøn).

v. 15
וְזָכַרְתִּי – jf. 8,1. Hele v. 14 er en tids- (eller betingelses-)bisætning, med v. 15 som hovedsætning; den konsekutive perfektum skal altså oversættes som noget i retning af ”så husker jeg …” (DES 162 c).
וּבֵין כָּל־בָּשָׂר – den første pagt, der indgås i Bibelen, er muligvis også det eneste eksempel på, at Gud udtrykkeligt slutter pagt ikke blot med mennesker, men med dyreverdenen på (mere eller mindre) lige linje med mennesket (jf. v. 10 og 12-13). Noget lignende forekommer dog oi en lidt gådefuld passage i Hos 2,20.

v. 16
וּרְאִיתִיהָ לִזְכֹּר – lige som i 14-15 (der indholdsmæssigt repeteres her), er der en betingelse og en følge: Når buen kommer til syne, husker Gud. Men hører וּרְאִיתִיהָ til følge- eller betingelsessætningen? (Hhv. ”Når buen er i skyen, så vil jeg se den, så jeg husker …” eller ”Når buen er i skyen, og jeg ser den, så vil jeg huske …”). Det første virker umiddelbart mest oplagt ud fra verbernes form og den masoretiske tegnsætning; det sidste giver bedst indholdsmæssig mening (og svarer bedst til v. 14-15) og begrundes grammatisk i DES 155 k (hvor ordene ”protasis” og ”apodosis” ved en fejl har byttet plads).

v. 17
הֲקִמֹתִי – jf. v. 9 og 11.

Kapitel 11

v. 1
וַיְהִי ... שָׂפָה אֶחָת – prædikatet i nominalsætningen angiver en egenskab ved subjektet (FAN 3.2.6.3; DES 144 d): ”hele jorden var (af) samme sprog”
וּדֶבָרִים אֲחָדִים – talordet ”én” (her i pluralis!) kan anvendes med betydningen ”de(n) samme” (JM 147 a).

v. 2
בְּנָסְעָם – inf.cstr. med בְּ־ og pronominalsuffix.
מִקֶּדֶם – jf. til 2,8.
שִׁנְעָר – navnet Sinear skal åbenbart betegne et område ”mod øst”, dvs. i Mesopotamien. Navnet bruges kun i tekster fra Egypten og den vestlige del af Mellemøsten, så det er forbundet med en vis usikkerhed, hvilket område man nærmere bestemt har tænkt på (hvis der overhovedet tænkes på en bestemt konkret lokalitet, som var kendt af tekstens første tilhørere).
שָׁם – jf. 2,8.

v. 3
אִישׁ אֶל־רֵעֵהוּ – hebraisk har ikke et ord for ”hinanden”, så reciprocitet i en verbalhandling kan enten udtrykkes fx med hitpa’el, eller med en konstruktion som denne: ”de sagde, hver mand til sin nabo” = ”Og de sagde allesammen til hinanden”.
הָבָה – morfologisk set en lang imperativ af verbalroden יהב, der på aramaisk er det almindelige ord for ”at give”, men som i bibelhebraisk hovedsagelig anvendes som udråbsord, der indleder en opfordring, dvs. på ældre dansk ”Velan!”, eller blot ”Kom (og lad os) …” (DES 148 f).
נִלְבְּנָה – kohortativ. Bemærk forkærligheden for at sammensætte rod af samme rod (verbet לבן er formodentlig denomineret, altså dannet ud fra substantivet, omtrent som hvis man på dansk sagde ”at tegle teglsten”).
לְבְּנִים – opslagsform לְבֵנָה
וְנִשְׂרֵפָה לִשְׂרֵפָה – kohortativ igen. At ”brænde (dem, nemlig stenene) til brændthed” kan vel sammenlignes med den brug af gentagelse til at angive eftertryk, som også findes i en række andre udgaver; på dansk ville vi vel sige ”brænde dem godt igennem” e.l.
וַתְּהִי לָהֶם – konstruktionen הָיָה לְ־ (”der var for NN”) i betydningen ”NN havde” i en udvidet version: ”Tegl var for dem til sten” = ”de brugte (formede og brændte) tegl som byggesten (og ikke udhuggede sten)”

v. 4
הָבָה – jf. foregående vers.
נִבְנֶה – lamed-he (jf. 2,22; 8,20).
וּמִגְדָּל וְרֹאשׁוֹ בַשָּׁמַיִם – godt eksempel på, at hebraisk sideordner sætninger, som vi på dansk ville underordne under hinanden: ordret kunne man gengive teksten som ”lad os bygge en by og et tårn, og dets top [skal være] i himlen”; på ordentligt dansk må det hedde ”… en by og et tårn, hvis top når op til himlen” (DES 160 m).
וְנַעֲשֶׂה־לָּנוּ שֵׁם – udtrykket ”at skabe sig et navn” giver også mening på dansk (antagelig fordi vi har overtaget det fra Bibelen); mht. שֵׁם i betydningen ”anseelse, status, berømmelse”, jf. også אַנְשֵׁי הַשֵּׁם i 6,4.
פֶּן – jf. til 3,3.
נָפוּץ – ajin-waw, qal, impft., 1.plur. Skønt det på dansk sagtens kan være det bedste at oversætte til ”så vi ikke bliver spredt”, antyder qal-formen et aktivt betydningsindhold a la ”så vi ikke spreder os”, eftersom roden er rigeligt bevidnet i nif’al som passiv (fx 10,18).

v. 5
וַיֵּרֵד – pe-waw/jod
לִרְאֹת – jf. 2,19
בָּנוּ – jf. v. 4

v. 6
הֵן – jf. 3,22; 4,14.
הַחִלָּם – ajin-ajin, hif’il, inf.cstr. med pronominalsuffix for 3.plur. Hif’il er i praksis rodens grundform, når den bruges i betydningen ”begynde” (jf. 6,1), da qal slet ikke findes, og pi’el har en særlig, teknisk betydning,
יִבָּצֵר – nif’al
וְזֶה הַחִלָּם לַעֲשׂוֹת וְעַתָּה לֹא־יִבָּצֵר מֵהֶם – to (på hebraisk) sideordnede sætninger, der fungerer som hhv. omstændigheds- eller betingelsesbisætning og hovedsætning: ”det her er deres begynden at gøre, og nu er det [dvs. ’ noget som helst’] ikke umuligt for dem” = ”Når de begynder at handle sådan, så er intet umuligt for dem!”
יָזְמוּ – ajin-ajin, qal, uden fordobling af 2.-radikalen (man ville forvente יָזֹמּוּ; jf. FAN 2.6.4.2.2; DES 129 c).

v. 7
נֵרְדָה – pe-waw/jod, jf. v. 5.
וְנָבְלָה – ajin-ajin, kohortativ, jf. til יָזְמוּ i v. 6 (forventelig form: נָבֹלָּה). Verbets hyppigste betydning er ”at udrøre” ingredienser i olie, primært i en kultisk sammenhæng. Ordbøgerne anfører typisk som selvstændig betydning ”forvirre” med henvisning til 1 Mos 11,7.9 og ingen andre steder. Man kan dog godt overveje, om ikke den bogstavelige betydning spiller ind i anvendelsen her: Der er ifølge selve tekstens ordlyd ikke tale om, at ét oprindeligt sprog ”splittes op” i mange, så at indbyggerne i Babel efterfølgende taler henholdsvis egyptisk, fønikisk og svensk, men tværtimod at sprogets bestanddele ”røres sammen” til en forskelsløs dej, som mangler den skelnen mellem ordenes betydningsindhold, der gør kommunikation mulig.
אֲשֶׁר לֹא ... – her indleder אֲשֶׁר hensigtsbisætningen, ” så at de ikke …”.
אִישׁ ... רֵעֵהוּ – jf. v. 3.

v. 8
וַיָּפֶץ – ajin-waw, hif’il, jf. qal i v. 4. Hif’il kommer igen i følgende vers.
מִשָּׁם – jf. v. 7, her med præp. מִן.
לִבְנֹת – lamed-he, infinitiv, jf. v. 4.

v. 9
עַל־כֵּן – jf. 2,24
קָרָא – man kan opfatte Jhvh som det implicitte subjekt (”Og derfor kaldte han byen for Babel”), men så havde det unægtelig været mere oplagt at have eksplicit subjekt i denne sætning og implicit i den følgende. Derfor er der snarere tale om upersonligt subjekt, ”Derfor kaldte man byen for Babel, eftersom det var dér, Jhvh havde sammenblandet alles sprog”; det almindeligste er at bruge 3.plur. for upersonligt subjekt, men 3. sg. mask. forekommer også (DES 140 q).
הֱפִיצָם – jf. v. 8.

Kapitel 12

v. 1
לֶךְ־לְךָ – præpositionen לְ־ til betegnelse af den, som noget sker til fordel for, (dativus ethicus) bruges på dansk normalt ikke, når subjektet og dativobjektet er den samme person (selv om man godt kan sige ”jeg gik mig en tur” (eller ”jeg gik mig over sø og land”) på dansk). Men konstruktionen er ret hyppig på bibelhebraisk (DES 158 a.5).
מֵאַרְצְךָ ...וּמִבֵּית אָבִיךָ – bemærk den gradvise ’indzooming’ fra land over fødested til ’faderhus’ (dvs. ca. det som vi ville kalde ”familie”).
אַרְאֶךָּ – lamed-he, hif’il, imperf. 1.sg. (”få til at se” = ”vise”) med pronominalsuffix; den lidt usædvanlige dagesh i suffikset udgør resten af et indskudt -æn- mellem verbum og suffix, jf. FAN 2.7.1; DES 89 h-i.

v. 2
וַאֲגַדְּלָה – hif’il kohortativ (FAN 2.6.1.1.4; DES 78 c); en kæde af verber, som udtrykker vilje/ønske, skal ofte oversættes, så at de efterfølgende handlinger er konsekvenser af den første; dvs. med udgangspunkt i imperativen i v. 1 kan man oversætte ”Drag afsted fra dit land og dit fødested … og så vil jeg gøre dig til et stort folk og velsigne dig og gøre dit navn stort …” (DES 148 i-k).
וֶהְיֵה – imperativ ”vær!”
בְּרָכָה – første forekomst i Bibelen af substantivet svarende til det forhåbentlig efterhånden velkendte verbum בֵּרֵךְ.

v. 3
מְבָרְכֶיךָ וּמְקַלֶּלְךָ – to gange pi’el participium med pronominalsuffix, fungerer som ledsætning (”dine velsignere” = ”dem, der velsigner dig”, jf. FAN 3.3.2.5.3.1; DES 152 i).
Om betydningen af קִלֵּל, se til 8,21.
אָאֹר – ajin-ajin, imperf. 1.sg.; bemærk den retoriske stigning i, at belønningen for at velsigne Abra(ha)m så at sige er ækvivalent med indsatsen (”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig”, 2 x בֵּרֵךְ), mens konsekvensen af at gøre det modsatte er voldsommere: ”den, der ringeagter (קִלֵּל) dig, vil jeg ramme med forbandelse (ארר)”.
וְנִבְרְכוּ בְךָ – det er genstand for udbredt diskussion, om nif’al af roden ברך må formodes at have passiv betydning (”de skal blive velsignet igennem dig”, dvs. Gud er den handlende), eller refleksiv, ”de skal velsigne sig ved dig”, dvs. bruge Abrahams navn som en slags velsignelsesformular: ”Gid det må gå dig lige så godt som Abraham”. Den sidstnævnte forståelse forudsætter ikke, at Gud faktisk vil velsigne andre end Abraham og hans efterkommere, mens forståelsen af verbet som passiv lægger op til et universelt sigte med Guds ’projekt’: Udvælgelsen af Abraham sker med det formål at opnå noget for hele verden. En traditionel kristen tolkning vil naturligvis heri se en slags profeti, men kristne briller er på ingen måde en forudsætning for denne læsning: Man kan også i en jødisk, eller slet og ret en GT-intern, kontekst se udvælgelsen som noget, der har konsekvenser for hele verden, og man vil i så fald fx læse passager som Es49,3-6 i lyset af denne tankegang. Her får Herrens tjener, der i v. 3 udtrykkeligt identificeres som Israel, til opgave at være et ”lys for folkeslagene”.
מִשְׁפְּחֹת – jf. til 8,19.

v. 4
בְּצֵאתוֹ – infinitiv (pe-jod) med præposition og pronominalsuffix.
מֵחָרָן – mht. stednavnet Karan, jf. 11,31-32. Må ikke forveksles med personnavnet Haran (11,26-31).

v. 5
רְכוּשָׁם אֲשֶׁר רָכָשׁוּ – bemærk vb. og objekt af samme rod, som lyder fjollet på dansk (vi siger ikke ”alle de erhvervelser de havde erhvervet sig”).
הַנֶּפֶשׁ אֲשֶׁר עָשׂוּ – at de havde ”frembragt (sig) alle disse levende væsener” må i sagens natur bare betyde ”skaffet sig”; da dyr plejer at blive kaldt (נֶפֶשׁ) חָיָּה, må man antage at נֶפֶשׁ i denne sammenhæng bruges på samme måde som ”sjæle” i fx ældre russisk litteratur = ”slaver”.
אַרְצָה כְּנַעַן – substantivet אֶרֶץ med lokativisk he-endelse suppleret med stednavnet.

v. 6
וַיַּעֲבֹר ... בָּאָרֶץ – verbet עָבַר oversættes ofte ”overskride, krydse” (eller om et bud: ”overtræde”), men må her nærmest betyde ”gennemvandre”.
אֵלוֹן מוֹרֶה – substantivet אֵלוֹן er et træ, vistnok et egetræ. Ordet מוֹרֶה er formmæssigt hif’il participium af ירה, ”at belære” (roden i ordet Tora), men fungerer som selvstændigt substantiv med betydningen ”lærer”. Hvem læreren er, og hvad der adskiller ”lærerens egetræ” fra andre træer, er fuldstændig åbent for gætteri. Både DO92 (”Orakel-egen” med stort begyndelsesbogstav) og DO31 (”Sandsigerens Træ”) forudsætter, at træet står ved et helligsted, hvor man har modtaget varsler.
הַכְּנַעֲנִי – ”kana’anæeren” (jf. den karakteristiske endelse -î på betegnelsen for et folkeslag), singularis bestemt form anvendt generisk om alle kana’anæere (som når man i Idrætsparken råber ”Nu skal svensken ha’ dada!”, eller når Luther skrev ”Mod Tyrken og Jøden”).

v. 7
וַיֵּרָא – lamed-he, nif’al, imperf.. Her har nif’al ’tolerativ’ betydning: ”lade sig se” = ”vise sig”, ”komme til syne”.

v. 8
מִקֶּדֶם לְ... – jf. til 2,8.
וַיֵּט – nederdrægtigt verbum: pe-nun og lamed-he ligesom נכה, men sjældnere, så det er sværere at lære udenad.
אָהֳלֹה – substantivet ”telt”, אֹהֶל, med pronominalsuffic for 3.mask.sing., der af uforklarlige årsager på akkurat dette ord har den ældre form ־ֹה i stedet for det tilvante ־וֹ (eller ־הוּ), jf. DES 28 o.
בֵּית־אֵל מִיָּם וְהָעַי מִקֶּדֶם – ”(idet han havde) Betel mod havet (dvs. mod vest) og Aj mod øst”; her kommer geografien os til hjælp mht. brugen af מִן med verdenshjørnerne: Hvis man befinder sig mellem Betel og Aj, har man med nødvendighed Betel mod vest og Aj mod øst og ikke omvendt.
וַיִּקְרָא בְּשֵׁם יהוה – skønt Abraham bygger altre her i v. 7-8 samt i 13,18 hører vi (bortset fra den ekstreme undtagelsessituation i kap. 22) aldrig om at han ofrer noget som helst; han nøjes med at ”påkalde Jahves navn” (jf. 4,26). Da versene tilskrives Jahvisten (jf. benævnelsen for Gud), er der ingen grund til at antage, at årsagen er præstelig berøringsangst over for at lade ofre finde sted, før Tora’ens bestemmelser herom er givet til Moses. Skønt ”påkalde Jahves navn” nærliggende forstås som bøn eller anden ’ordgudstjeneste’, er det da heller ikke med nødvendighed udelukket, at ofre kan tænkes at have indgået, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at teksten ikke nævner det specifikt en eneste gang. Og det er illustrativt at sammenligne med tekster som fx Genesisapokryfen fra Qumran eller Jubilæerbogen, som omhyggeligt præciserer, at Abraham naturligvis bragte ofre nøjagtigt som Moseloven byder.

v. 9
וַיִּסַּע ... הָלוֹךְ וְנָסוֹעַ – jf. til 8,3: ”Han brød op og blev ved med at bryde op” = ”han rejste bestandig videre (med sine telte)”.

v. 10
לָגוּר – ajin-waw. Kan vanskeligt oversættes til ét dansk ord: Betydningen er ”at være [eller leve som] en ger (גֵּר)”, dvs. en person af fremmed etnisk herkomst, der har slået sig mere eller mindre permanent ned i landet og lever beskyttet af de retsregler, der findes for fremmedes ophold, uden nødvendigvis at være blevet fuldt assimileret ved fx at deltage i landets gudsdyrkelse”. Moseloven omtaler ofte en גֵּר som den tredje (foruden enker og faderløse) af de tre kategorier, som israelitterne er forpligtede til at beskytte, fordi de pågældende ikke automatisk har et socialt sikkerhedsnet i form af familie (fx 5 Mos 10,18; 14,29; 24,17-21; 26,12; 27,19).

v. 11
הִקְרִיב לָבוֹא – perfektum (hif’il) og infinitiv med לְ־ kan med lidt god vilje godt oversættes helt ordret ”var tæt på at komme”, ”nærmede sig til at ankomme”.
יָדַעְתִּי – jf. til 4,9.
יְפַת־מַרְאֶה – konstruktforbindelse med ’epeksegetisk’ funktion, hvor absolutusleddet siger, i hvilken henseende konstruktleddet er gældende; her fx ”smuk af udseende” (FAN 3.2.7.4.7; DES 157 e).

v. 12
הַמִּצְרִים – nationalitetsbetegnelser o.l. dannes med endelsen -î (DES 58 o).
יְחַיּוּ – lamed-he, pi’el med faktitiv betydning, ”gøre levende” eller ”lade leve” (FAN 3.3.3.3; DES 66 b). Jf. samme verbum i qal i følgende vers.

v. 13
אִמְרִי – imperativ, 2.sg.fem.
אֲחֹתִי אָתְּ – jf. FAN 2.2.3; DES 59 d. På dansk ville man have et ”at” til at indlede indirekte tale, på hebraisk går det fint uden (det fremgår af sammenhængen, at meningen ikke er ”Så vær rar at sige »Du er min søster«”).
יִיטַב־לִי – qal. Jf. samme rod, men i hif’il, i 4,7. Qal har nærmest betydningen, at ”det går én godt”; jf. at man på engelsk både kan sige ”he’s good” i betydningen ”han handler godt, hhv. han er dygtig” (som på hebr. ville være hif’il) og i den mindre prægnante betydning ”han har det fint”.
נַפְשִׁי – her nærmest i betydningen ”jeg selv”.
בִּגְלָלֵךְ – præpositionelt udtryk, ”på grund af”, med pron.suff. for 2.sing.fem.

v. 14
כְּבוֹא אַבְרָם – præpositionen כְּ־ (frem for det hyppigere בְּ־) plus infinitiv kan ofte oversættes ”lige så snart …” (FAN 3.3.2.5.2.2; DES 158 c.3).

v. 15
וַיְהַלְלוּ – pi’el (som vokaliseringen også lader formode), men uden dagesh i midterradikalen (FAN 1.4.2; DES 3 i).
וַתֻּקַּח – qal passiv (imperf. vokaliseret som hof’al) jf. til 2,23.
בֵּית פַּרְעֹה – retningsangivelse uden præposition (til Faraos hus), som vi ville have haft på dansk, jf. FAN 3.3.1.2.3.2; DES 140 f (bemærk, at grammatikkerne ikke er enige om, hvad de skal kalde fænomenet; det vigtigste er ikke at kalde det noget bestemt, men at forstå hvordan det virker, så man kan genkende det en anden gang).

v. 16
הֵיטִיב – hif’il (jf. til v. 13 om roden). Der fremgår ikke noget eksplicit subjekt (fx Farao) af sammenhængen, så subjektet må være upersonligt, ”man” (DES 140 q).
בַּעֲבוּרָהּ – den sammensatte præposition בַּעֲבוּר, jf. FAN 2.5.4.
וַיְהִי־לוֹ – præpositionen לְ־ til betegnelse af ejendom (jf. tilsvarende brug af dativ på fx latin): ”og der blev for ham” = ”og han fik” (DES 158 a.4).

v. 17
וַיְנַגַּע ... נְגָעִים גְּדֹלִים – man kan jo på ordentligt dansk ikke sige ”Herren plagede Farao med store plager”, men på hebraisk opleves det, jf. adskillige tidligere eksempler, som elegant. Både Farao (og hans hus) og plagerne optræder syntaktisk som objekt, hvor vi på dansk ville bruge en præpositionsforbindelse til plagerne (FAN 3.3.1.2.3.1; DES 140 i).
אֶת־פַּרְעֹה ... וְאֶת־בֵּיתוֹ – det direkte objekt er delt i to, med betegnelsen for midlet (נְגָעִים גְּדֹלִים) skudt ind imellem.
עַל־דְּבַר שָׂרַי – ”på grund af Sarajs sag/anliggende” = ”pga. dét med Saraj”.

v. 18
מַה־זֹּאת עָשִׂיתָ (לִי) – jf. 3,13 og 4,10: en bevidst allusion?
הִגַּדְתָּ – pe-nun, jf. 3,11.

v. 19
וָאֶקַּח אֹתָהּ לִי לְאִשָּׁה – v. 15 sagde blot, at Saraj blev ”taget (dvs. bragt/hentet) til Faraos hus”, men dette vers specificerer, at Farao faktisk indlemmede hende i sit harem.
קַח וָלֵךְ – 2 x imperativ af de to suverænt hyppigste uregelmæssige verber. Stilistisk er det lidt imponerende, at man kan sige ”Tag hende og skrup af!” med i alt fem bogstaver.

v. 20
וַיְצַו – jf. til 2,16.
וַיְשַׁלְּחוּ – jf. til 8,7.
כָּל־אֲשֶׁר־לוֹ – præpositionen לְ־ til betegnelse af ejendom (jf. tilsvarende brug af dativ på fx latin): ”alt hvad der var for ham” = ”alt hvad han havde” (DES 158 a.4).

| sorenholst.dk |