Sproglig kommentar: 1 Mos 37-50

Kapitel 37

v. 2
בֶּן־שְׁבַע־עֶשְׂרֶה שָׁנָה – må forstås som appositionelt til navnet Josef: ”Josef, en syttenårig, [gjorde sådan-og sådan]” = ”Josef gjorde i en alder af 17 år …”
רֹעֶה – ptcp. kan fungere rent substantivisk ”en hyrde”, men הָיָה רֹעֶה må her opfattes som verbalt, ”han plejede at passe får [בַּצֹּאן]”. Roden dukker op igen i v. 12-13 og 16.
אֶת־אֶחָיו – eftersom det er fårene, og ikke sine brødre, han er hyrde for, må אֶת være præpositionen “med” og ikke objektsmarkøren (men jf. spændingerne i familien, kan der naturligvis være et bevidst spil på dobbeltheden: Formelt passer han får og geder, men faderen ser ham også som sat over brødrene).
וְהוּא נַעַר אֶת־בְּנֵי ... – giver umiddelbart bedst mening, hvis man kan antage, at נַעַר, ”dreng”, her betyder ”hyrdedreng”: ”Han var (nemlig) hyrdedreng sammen med …”. Men verset virker lidt overlæsset, idet det hele siges to gange, jf. at nogle kommentatorer mener, to versioner er flettet sammen her.
דִּבָּתָם רָעָה – artiklen er udeladt på רָעָה, selv om det nemmest forstås som attributivt til דִּבָּה, der jo er determineret i kraft af sit suffix. Ordret: ”Han bragte deres dårlige omtale”, dvs. ”Han sladrede om dem”. Undladelsen af artiklen er imod normal praksis, men dog ikke vanvittigt usædvanlig.

v. 3
בֶן־זְקֻנִים הוּא לוֹ – hvis Josef er kæledægge, fordi han er ”den søn han [Jakob] havde fået i sin alderdom”, forudsætter det næsten, at Benjamin ikke er født endnu (og Josef spiller altså ikke skuespil, da han i 43,29 spørger, om Benjamin er den omtalte yngste bror, for han har faktisk ikke set ham før). Dvs. kap. 37-50 ser i så fald anderledes på begivenhederne nøjagtige rækkefølge end kap. 35 (jf. også til v. 10).
פַּסִּים – der er reelt ingen sikker viden om, hvad det betyder, så det er måske mere en sag for kommentarerne end for ordbogen.

v. 4
דַּבְּרוֹ – infinitiv, men med pron.suff. til betegnelse af dativobjekt (”de kunne ikke tiltale ham venligt”), og ikke som subjekt for verbalhandlingen, som det ellers ofte er tilfældet ved infinitiv m/ pron.suff.

v. 7.
אֲלֻמִּים ... אֲלֻמֹתֵיכֶם – ordet for ”neg” har maskulinums pluralisendelse, men i formen med pron.suff. kommer det frem, at ordet faktisk er femininum. Uregelmæssigt, men i øvr. betydningsløst.
נִצָּבָה – pe-nun, nif’al (dvs. det synlige nun er ikke rodbogstav, men roden er faktisk נצב).
תְסֻבֶּנָה – qal (impft. 3.fem.pl.) af den hyppigste ajin-ajin-rod סבב, og ikke pu’al e.l. som vokaliseringen kunne forlede til at tro. Imperfektumsformen i en indlysende fortidig sammenhæng må betegne det vedvarende ”De blev ved at gå rundt om” e.l.
וַתִּשְׁתַּחֲוֶיןָ – den velkendte ”kaste-sig-ned”-glose (jf. מִשְׁתַּחֲוִים i v. 9 og לְהִשְׁתַּחֲוֹת i v. 10).

v. 8
הֲמָלֹךְ תִּמְלֹךְ – den forstærkende konstruktionen med abs. infinitiv + finit verbalform af samme rod bruges flittigt i dette og de følgende vers, som regel med spørgepartiklen הֲ־, ”er det mon virkelig sådan at …?”, dvs. ”du bilder dig da vel ikke ind, at …?”

v. 10
אֲנִי וְאִמְּךָ – jf. til v. 3: Josefs mor forudsættes at være i live, dvs. den bagvedliggende tidsregning er en anden end i 35,16-20, hvor Rakel dør inden Jakob bosætter sig i Hebron.

v. 11
וַיְקַנְאוּ – nogenlunde regelmæssig pi’el (som er dette verbums grundform). Det manglende dagesh i midterradikalen er ikke usædvanligt når den relevante konsonant har shwa. Roden, ”at være misundelig på”, er den samme som i det adjektiv, der oversættes til ”nidkær” (1931), ”lidenskabelig” (1992) eller ”jealous” (engelsk) i udtrykket ”Jahve er en lidenskabelig Gud” (2 Mos 20,5; 34,14; 5 Mos 4,24; 5,9; 6,15).

v. 12
לִרְעוֹת – inf. רעה, jf. til v. 2.

v. 14
אֶת־שְׁלוֹם אַחֶיךָ – ”tag hen og se dine brødres šālôm” = ”… og se, hvordan det går dine brødre”. Skønt ofte oversat til ”fred”, har שָׁלוֹם et betydeligt bereder betydningsfelt a la ”helhed”, ”velbefindende”; jf. 2 Sam 11,7, hvor David spørger Urias ud ”om krigens šālôm”, dvs. ”om hvordan det gik med krigen”.

v. 15
תֹעֶה – ptcp. תעה, ”flakke om”; grammatisk kan det både være Josef og den omtalte ”mand” der er faret vild, men brugen af מצא, (bogstaveligt ”at finde”, skønt manden vel næppe ledte efter Josef) lægger vel op til en forståelse a la, ”og da han flakkede rundt i det åbne land, fordi han var faret vild, fandt en mand ham” (eller ”… stødte en mand på ham”).

v. 17
נָסְעוּ מִזֶּה – ordret ”de er rejst væk fra dette”, dvs. ”… væk herfra”.
אֹמְרִים – umiddelbart ville man oversætte, ”jeg hørte nogen [ubestemt subjekt] sige”, men da det hørte anføres med et verbum i 1. pl., skal der nok snarere underforstås et ”dem”: ”Jeg hørte dem [brødrene] sige, ’Lad os drage op til Dotan’”; manden har altså selv truffet brødrene.

v. 18
וַיִּתְנַכְּלוּ – grammatisk uproblematisk. Roden er sjælden (4 x i alt), den eneste anden hitpa’el er sjovt nok i dén salme, som bl.a. genfortæller Josefhistorien, men bruges dér om noget andet (Sl 105,25).
לַהֲמִיתוֹ – hif’il, מות.

v. 19
הַלָּזֶה – sjælden ”udvidet” udgave af det demonstrative pronomen: ”Ham dér”

v. 21
וַיַּצִּלֵהוּ – det giver ikke narrativ mening at oversætte den konsekutive imperfektum (som vi ellers plejer) som en enkelthandling i en kæde af handlinger, dvs. ”Ruben hørte det, og han reddede ham, og han sagde …”, for redningen sker åbenlyst først i kraft af det efterfølgende. Her må vi altså enten forstå נצל som hensigt (”han ville redde ham, og [derfor] sagde han …”), eller som foregribende opsummering (”Men Ruben reddede ham [og det gik til som følger]: Han sagde …”).
לֹא נַכֶּנּוּ נָפֶשׁ – at ”slå ham på/vedr. livet/sjælen” er det samme som at slå ham, så han mister livet, slå ham ihjel.

v. 22
וְיָד אַל־תִּשְׁלְחוּ־בוֹ – ”at strække hånden [voldeligt] ud mod ham” omfatter i Rubens øjne tilsyneladende ikke at kyle ham korporligt i en tom cisterne, men forstår mere snævert: At dræbe ham.

v. 23
וַיַּפְשִׁיטוּ אֶת־יוֹסֵף אֶת־כֻּתָּנְתּוֹ – verbet tager to objekter: Den der afklædes, og det tøj, som vedkommende afklædes.
אֶת־כְּתֹנֶת הַפַּסִּים אֲשֶׁר עָלָיו – at forstå sætningen ordret som ”den ktonæt passîm, som han havde på”, virker indenfor sætnings egen sammenhæng i bedste fald som overflødig gentagelse, i værste fald som noget vrøvl (hvilken anden ktonæt skulle der være tale om?). Den nye information, forfatteren vil meddele, er nok imidlertid ikke, hvilken dragt det drejer sig om, men netop det faktum at han havde den på ved denne lejlighed, dvs. ”For han havde nemlig sin ktonæt passîm på!”

v. 25
הוֹלְכִים לְהוֹרִיד – qal ptcp. plur. og hifil inf. – objektet for לְהוֹרִיד (der logisk set vanskeligt kan klare sig uden et objekt) må være de netop omtalte varer, ”som de var på vej for at bringe ned til Egypten”.

v. 26
מַה־בֶּצַע – nominet בֶּצַע er ca. = ”gavn”, ”udbytte”; dvs, ”hvad gavn skulle det dog gøre, at vi slår vores bror ihjel?”
וְכִסִּינוּ אֶת־דָּמוֹ – at ”tildække” (כסה) den dræbtes blod vil her sige at hemmeligholde den morderiske handling (jf. planen i v. 20 om at hævde, at der var sket Josef en ulykke). Moseloven indeholder et påbud om bogstaveligt at tildække et jagtbyttes blod med jord (3 Mos 17,13), men det har næppe noget med sagen her at gøre.

v. 27
וְיָדֵנוּ אַל־תְּהִי־בוֹ – jf. til v. 22 om at ”lægge hånd på” nogen.

v. 27-28 og v. 36
Det er sandt at sige noget rod, at teksten ikke kan beslutte sig for, om a) brødrene sælger Josef til en karavane af ismaelitter (v. 27), eller nogle forbipasserende midjanitter sælger Josef til ismaelitterne (v. 28), eller karavanen selv består af midjanitter (v. 36). Man bringer en del vanskeligheder ud af verden ved at forudsætte, at forfatteren har brugt de to betegnelser synonymt, men så giver v. 28 ikke ret god mening.

v. 29
וַיָּשָׁב – roden er שוב, ikke ישב.

v. 30
וַאֲנִי אָנָה אֲנִי־בָא – det interrogative pronomen אָנָה, ”hvorhen”, slås op under אָן i nogle ordbøger (formen אָנָה kan måske forstås som opslagsformen med lokativisk he): ”Og jeg, hvorhen går jeg?” = ”hvad katten skal jeg nu stille op?”

v. 32
וַיְשַׁלְּחוּ ... וַיָּבִיאוּ – ordret forstået, ”de sendte (bud) til deres far og de bragte kjortelen osv.” kan subjektet for ”sende” pdes. og ”bringe” og ”sige” pdas. næppe være det samme. DO92 stemmer fint overens med skik og brug i brevstilen i Nærorienten i oldtiden: Sendebuddet meddeler ”Sådan siger [afsenderens navn]: …” og så følger beskeden, ordret gengivet som direkte tale af afsenderen.
הַכֶּר־נָא ... אִם־לֹא – meningen er ”foretag venligst en identifikation [hif. af roden נכר, jf. også næste vers]: Er det din søns tøj eller ej?” Hvor vi på dansk ville indlede redegørelsen for det, som der er tvivl om med fx ”om” (”se efter, om det er din søns eller ej”) stør partiklen, der markerer et alternativ her først ved det sidste led (”Genkend din søns tøj – hvis ikke!”, men meningen er den samme.

v. 33
טֹרַף – pu’al (eller qal passiv; FAN 2.6.2.1; 5.1.4.3; DES 64).

v. 34
וַיִּתְאַבֵּל – grammatikerne anfører til tider, at én særlig brug af hitpa’el er ”at gebærde sig på en bestemt måde”; her dannes af אבל, ”at sørge”, hitpa’el-formen ”at udføre sørgeriter”, ”at være i sorg”.

v. 35
כִּי־אֵרֵד אֶל־בְּנִי אָבֵל שְׁאֹלָה – hvis han faktisk skal tænkes at have sagt (som וַיֹּאמֶר antyder) ”כִּי־אֵרֵד ...”, må כִּי forstås begrundende: Han afviser trøst, og forklarer ”For jeg vil stige sørgende ned i Dødsriget til min søn!”
וַיֵּבְךְּ – græde har normalt ikke objekt på dansk, men vi kan godt sige ”begræd” (eller mere nudansk ”græd over”). Roden er בכה, og formen sådan set regelmæssig nok for kons. impft. af lamed-he (FAN 2.6.4.1.6).

Kapitel 38

v. 1
וַיֵּט – pe-nun og lamed-he (נטה), oftest med betydning ”række, strække ud”, her uden objekt i betydningen ”dreje af i retning mod”, ”bevæge sig hen til”; jf. samme form i v. 16.

v. 3
וַתַּהַר וַתֵּלֶד – henholdsvis lamed-he (at være gravid) og pe-jod (at føde), begge kons.impft.

v. 5
וַתֹּסֶף – pe-jod (יסף), ”fortsætte med at”, ”gøre x igen”
וְהָיָה בִכְזִיב – tilsyneladende ”og det var i Kezib” (det ubestemte ”det” udtrykkes med et verbum i maskulinum). Verbalformen er i sig selv mest oplagt en kons.perf., men det giver jo ingen mening at oversætte til ”og det skal være i Kezib, at hun føder ham”, så man må vel forudsætte, at det skal forstås som en ’almindelig’ (ikke-konsekutiv) perfektum med fortidsbetydning, der bare har et ”og” foran. App. nævner, at Septuaginta snarere har læst וְהִיא בִכְזִיב, ”og hun (befandt sig) i Kezib, da hun fødte”, så måske er MT en afskrivningsfejl?
בְּלִדְתָּהּ – inf. ילד (jf. v. 3), mister i inf. jod men får tilføjet taw = לֶדֶת, her desuden med præp. og pron.suff., så formen tilsammen gør det ud for en tids- (eller omstændigheds)bisætning; jf. samme form v. 28.

v. 7
וַיְמִתֵהוּ – hif. af מות = ”dræbe”, jf. tilsv. form uden pron.suff. i v. 10: וַיָּמֶת (og qal = ”dø” i v. 11 og 12).

v. 8
וְיַבֵּם – pe-jod, pi’el imperativ: ”at indgå ’leviratsægtekab’ med”, dvs. gifte sig med sin afdøde, barnløse, brors hustru (jf. bestemmelserne i 5 Mos 25,5-10).
וְהָקֵם – hif. imperativ af קום

v. 9
וְשִׁחֵת אַרְצָה – såvel pi’el som hif’il af שׁחת (de to eneste hyppige stamformer) betyder primært ”ødelægge”, ”tilintetgøre”, ”udrydde” eller evt. ”gøre fordærvet”; at ”ødelægge til jorden” (med hans sæd som underforstået objekt) må betyde ”ødelægge (eller ’lade gå til spilde’) ved at lade falde til jorden”; den lidt akavede syntaks har sikkert lydt helt naturlig på hebraisk (man kan også fx ”vanære en kongekrone til jorden” i Sl 89,40). Meningen er som bekendt afbrudt samleje: Han vil bare ikke have ulejlighed med at forsørge et barn, der skal have navn efter hans storebror og ikke efter ham selv.
לְבִלְתִּי – præp. + negation: ”for at ikke”

v. 10
וַיֵּרַע – ajin-ajin (רעע), qal, kons.impft.

v. 11
כַּלָּתוֹ – ”svigerdatter” (כַּלָּה), jf. v. 16 og 24.
שְׁבִי – imperativ, sg.fem. ישׁב

v. 12
וַיִּרְבּוּ – lamed-he, ”blive mange” (”dagene blev mange” = ”så gik der et pænt stykke tid”)
גֹּזֲזֵי צֹאנוֹ – ptcp.plur.cstr. af גזז, ”at klippe (får)”. Ptcp. her anvendt nominalt: Hans fåreklippere. Jf. inf. לָגֹז af samme rod i følgende vers.
וַיַּעַל ... תִּמְנָתָה – på dansk virker det akavet, at målet for den bevægelse, som er beskrevet med verbet, udtrykkes ad to omgange (”til hans fåreklippere … [nemlig nærmere bestemt] til Timna), og at der ind imellem er proppet et subjekt bestående af fire hele ord (”han og Hiram, hans ven fra Adullam”), men det er ikke noget egentligt problem.

v. 13
וַיֻּגַּד – pe-nun, hof’al, נגד, ”at fortælle”. Da grundformen af נגד er hif’il, er hof’al den ligefremme passivform. (Jf. samme i v. 24).
חָמִיךְ – ”svigerfar”, חָם, bøjes på samme måde som en del andre énstavelsesord, der betegner slægtskabsforhold (אָב, far; אָח, bror), sådan at pronominalsuffix føjes på noget der kunne lugen flertal, men ikke er det. (Jf. חָמִיהָ, v. 25).

v. 14
וַתָּסַר – ajin-waw, סור, kons.impft. hif’il (jf. også v. 19). I akkurat denne form er qal (at vige bort, dreje af) og hif. (at fjerne, tage af) identiske. Sammenhængen afgør det.
אַלְמְנוּתָהּ – med endelsen וּת- dannes et abstrakt nomen (”enkestatus”) af det konkrete אַלְמָנָה, ”enke”. Desuden med pron.suff. ”hendes”. Jf. igen i v. 19.
וַתְּכַס – lamed-he, pi’el, ”tildække”.
נִתְּנָה – nif’al, נתן, ”blev givet” e.l.

v. 15
וַיַּחְשְׁבֶהָ ל... – ”han anså hende for at være …”

V. 16
אֵלֶיהָ אֶל־הַדֶּרֶךְ – det er ikke helt klart, hvad meningen med præpositionen אֶל er (da en forestilling a la The Beatles’ ”Why Don’t We Do It In The Road?” formodentlig kan udelukkes). Gunkel foreslår, at der skulle have stået עַל־הַדֶּרֶךְ, ”ved vejen” som i v. 21, og det giver jo fin mening.
הָבָה – imprt. יהב, egtl. ”at give”, men bruges mest som opfordrende udråb, ”Kom, lad os/mig …” (eller mere arkaisk ”Velan!).

v. 17
גְּדִי־עִזִּים – ”et kid (opslagsformen er גְּדִי) af gederne” = et gedekid.
אִם־תִּתֵּן – ”hvis” bruges her med den underforståede eftersætning ”så ville det opfylde mit ønske”, dvs. ”Gid du ville give!”
שָׁלְחֶךָ – inf. med pron.suff. Man ville snarere have forventet vokalisering a la שִׁלְחֶךָ, men denne version forekommer også.

v. 18
וּמַטְּךָ – opslagsform מַטֶּה

v. 20
לָקַחַת – inf. af לקח, dvs. det synlige lamæd er ikke rodbogstavet (der forsvinder fordi לקח uregelmæssigt bøjes som pe-nun), men præpositionen: ”for at tage imod (hente)”.

v. 21
מְקֹמָהּ – pronominalsuffixet på ”dens/hendes sted” må vel enten henvise til kvinden, ”der hvor hun boede”, eller til byen, ”der hvor den lå”; ingen af delene virker dog helt elegant, så man forstår godt at stort set samtlige versioner iflg. app. bare har ”stedet”.
אַיֵּה – interrog. pron., ”hvor?”
הַקְּדֵשָׁה – substantivets rod er helt indlysende קדשׁ, altså noget med hellighed, og betydningen er her i 1 Mos 38,21-22 lige så indlysende ud fra sammenhængen: En prostitueret. Den bizarre glose ”helligskøge” i DO92 er et anstrengt forsøg på at forene disse to iagttagelser, fordi en קָדֵשׁ eller fem. קְדֵשָׁה andre steder i GT ser ud til at være brugt i stærkt nedsættende betydning om en forbudt religiøs funktion (1 Kong 14,24; 15,12; 22,47; 2 Kong 23,7); en enkelt gang er et forbud mod denne funktion (5 Mos 23,18) nævnt umiddelbart før et forbud mod at bruge penge der er tjent ved prostitution, når man skal opfylde et løfte om at give en gave til templet (do. v. 19). Mandlige professorer med en livlig fantasi har så – uden nævneværdigt grundlag – i det 19. århundrede udtænkt den forklaring, at ”tempelprostitution” var udbredt i Israels omverden. (Den eneste reelle sidestilling af en קְדֵשָׁה med en prostitueret er i Hos 4,14, og selv dér står der udtrykkeligt, at det, som mændene gør, når de er i selskab med en קְדֵשָׁה er – at bringe ofre!) Reelt giver det nok mere mening at oversætte ordet til ”afgudspræst(inde)” e.l. i Kongebøgerne og Femte Mosebog, men det forklarer ikke, at personerne i 1 Mos 38 (for det er kun personerne og ikke fortælleren, der bruger ordet) synes, det giver mening at kalde en prostitueret for ”en hellig dame”. Måske har det i tekstens oprindelige sammenhæng været indlysende, ud fra betoningen eller et smørret grin, at betegnelsen var ironisk?
בָזֶה – ”i dette” = ”her i byen”, ”her på stedet”.

v. 23
תִּקַּח־לָהּ – ”lad hende tage (det) til sig” = ”så kan hun osse bare beholde det!”

v. 24
כְּמִשְׁלֹשׁ – talordet שָׁלֹשׁ, ”tre”, med præp. מִן og sammenligningspartiklen כְּ־ = ”svarende til efter tre måneder”, dvs. ”da der var gået en tre måneders tid”
זָנְתָה – lamed-he, זנה, ”bedrive hor” e.l., jf. næste glose.
לִזְנוּנִים – forekommer kun i denne (pluralis-)form med abstrakt betydning: ”utugtige handlinger”.
הוֹצִיאוּהָ – pe-jod יצא, hif. imprt. plur. med pron.suff. ”bring hende ud(enfor byen)
וְתִשָּׂרֵף – nif’al, sætningsindledende impft. = jussiv, ”hun skal brændes”, ”lad hende blive brændt” e.l.

v. 25
מוּצֵאת – hof. ptcp. יצא (jf. v. 24), ”(Da) hun var i færd med at blive ført ud”.
לְאִישׁ אֲשֶׁר־אֵלֶּה לּוֹ אָנֹכִי הָרָה – ”med den mand, som disse (ting) tilhører [לוֹ], er jeg (blevet) gravid”, dvs. ”det er ejeren af disse ting, der er faderen”.
הַכֶּר־נָא – hif. pe-nun נכר, ”genkende/identificere”, som i 37,32 (jf. וַיַּכֵּר i næste vers).

v. 26
צָדְקָה מִמֶּנִּי – verbet צדק, ”at være/handle retfærdigt”, ”at have ret”, og præp. מִן i komparativ betydning: ”Hun har handlet mere retfærdigt end jeg”.
כִּי־עַל־כֵּן לֹא־נְתַתִּיהָ ... – ”thi på dette (dvs. ’nemlig på det grundlag at’), jeg har ikke (som lovet) givet hende til min søn Sela”.
וְלֹא יָסַף עוֹד לְדַעְתָּה – der må (jf. app.) skulle have været en mappiq i det udlydende he (לְדַעְתָּהּ) = ”han fortsatte ikke med at kende hende”, dvs. han havde ikke yderligere seksuel omgang med hende. Oplysningen kunne give det indtryk, at han kunne have valgt at gifte sig med hende. Bibelteksten selv specificerer vist ikke, om 3 Mos 18,15; 20,12 ville have forbudt det, eller om disse regler ophører med at være relevante, når hun er enke.

v. 27
בְּעֵת לִדְתָּהּ – inf. af pe-jod ילד m/ pron.suff., ”på hendes fødsels tidspunkt” = ”da hun skulle føde”. Indholdsmæssigt aldeles identisk med בְּלִדְתָּהּ i v. 5 og 28.

v. 28
וַיִּתֶּן־יָד – ”og han (den ene af dem) stak en hånd (frem)”
הַמְיַלֶּדֶת – pi’el ptcp. af ילד med nominal betydning: ”jordemoderen”.

v. 29
כְּמֵשִׁיב – ajin-waw, שׁוב, hif. ptcp. med partiklen כְּ־, som her nærmest svarer til ”idet”: ”Idet han trak hånden til sig”; app. ville have foretrukket den mere almindelige konstruktion med infinitiv.
מַה־פָּרַצְתָּ עָלֶיךָ פָּרֶץ – karakteristisk for hebraisk stil elsker man i én konstruktion at bruge flere former af samme rod: ”Hvad har du gennembrudt dig en gennembrydning for?” = ”Du har nok travlt med at komme frem i verden, hva’ kammerat?”

Kapitel 39

v. 1
הוּרַד – pe-jod, ירד, hof’al. Konstruktionen subjekt + perfektum i st.f. kons.imprt. + subjekt benyttes bl.a. sv.t. pluskvamperfektum, dvs. ”Men i mellemtiden var Josef allerede blevet bragt …”
וַיִּקְנֵהוּ – roden קנה kan, ud over ”skabe”/”danne”/”besidde” også betyde ”købe” (én særlig måde at komme i besiddelse af noget)
שַׂר הַטַּבָּחִים – (jf. 37,36). En טַבָּח er egentlig en slagter, men Potifar var nok ikke bare Faraos chefkok (som LXX oversætter det!), snarere er det en ærestitel (eller betyder ”chef for livvagten”, som så åbenbart var kendt for at være nogle slagtere).
הוֹרִדֻהוּ – jf. הוּרַד i versets begyndelse, nu hif. m. pron.suff.

v. 2
וַיְהִי יהוה אֶת־יוֹסֵף – bemærk den omkvædsagtige gentagelse af dette i kapitlet.
מַצְלִיחַ – hif. ptcp. Her attributivt til אִישׁ, ”en mand som tingene lykkedes for”, i det følgende vers lægger det sig prædikativt til Jahve og fungere som verbum, ”han lod tingene lykkes for Josef”.

v. 5
בִּגְלַל – præposition, se FAN 2.5.4
בִּרְכַּת – opslagsform בְּרַכָה

v. 6
וַיַּעֲזֹב – her ”overlod”, i v. 12, 13, 15, 18 snarere ”efterlod” (og i Salme 22,2 som bekendt ”forlade”, ”svigte”).
וְלֹא־יָדַע אִתּוֹ מְאוּמָה – vb. ידע (typisk oversat ”at vide”) må her forstås som ”tænke på”, ”bekyure sig om”, og אִתּוֹ, ”med ham” betyder ”med ham i nærheden” (eller ”når han nu havde ham ved hånden”). Objektet מְאוּמָה betyder ”noget (som helst)”. Dvs.: ”Han (Potifar) bekymrede sig – når han (Josef) var der (til at tage sig af tingene) – ikke på noget som helst”
כִּי אִם ... – fast udtryk, ”undtagen”, bortset fra” (eller i andre sammenhænge ”men derimod”).
יְפֵה תֹאַר וִיפֵה מַרְאֶה – jf. 29,17 – det lå åbenbart til familien.

v. 7
אחַר הַדְּבָרִים הָאֵלֶּה – ”efter disse ting” er en fast vending, som også bruges uden at det er spor indlysende, hvilke ”ting” der refereres til. Betyder simpelthen ”senere”.
וַתִּשָּׂא – pe-nun

v. 8
הֵן – sv.t. הִנֵּה, ”Se!”, ”Hallo!”, eller her vel nærmest ”Jamen, altså!”
לֹא יָדעַ אִתּוֹ ... – jf. til v. 6.

v. 10
כְּדַבְּרָהּ – inf. med כְּ־ og pron.suff.
אֶצְלָהּ – præposition, אֶצֶל, ”hos” (FAN 2.5.4) med pron.suff., jf. også v. 15.

v. 11
כְּהַיּוֹם הַזֶּה – man kan godt oversætte til ”omtrent på denne tid” (meget ordret ”svarende til denne dag”), men konteksten giver ingen som helst indikation af, hvad ”denne” tid nærmere er (den sidste oplysning vi fik var, at noget skete יוֹם יוֹם, ”dag efter dag”. Så reelt må vi vel oversætte ”på et tidspunkt skete det, at …”.

v. 12
וַתִּתְפְּשֵׂהוּ – roden er תפשׁ (så det er ikke hitpa’el, som man kunne tro).
וַיָּנָס – ajin-waw, נוס, ”flygte”.
הַחוּצָה – som substantiv kan הוּץ (her med lokativisk he) betyde ”gade” eller ”åbent land”, men typisk bruges det adverbielt ”udenfor”.

v. 14
הֵבִיא לָנוּ ... – roden בוא i hif’il, ”bringe”; det implicitte subjekt må enten være Potifar selv ”som han (husets herre) har bragt til os”, eller ubestemt ”som man/nogen er kommet med”.
לְצַחֶק בָּנוּ – syntaktisk synes infinitiven at knytte sig til הֵבִיא, dvs. ”han/man kom med den her hebraiske slave til os for at gøre nar af os” e.l. – det ville gøre husherren (eller det ubestemte ”man”) til logisk subjekt for handlingen i לְצַחֶק. I v. 17, hvor der er en næsten parallel formulering, er det imidlertid meget vanskeligt at forstå det sådan. Der er imidlertid to åbenlyse forskelle: Objektet (markeret med בְּ־) er forskelligt (”os” i v. 14, ”mig” i v. 17). Og i v. 17 er Josef subjekt for et finit verbum, som man kan knytte infinitiven til (”Han kom ind til mig – den dér hebræiske slave, du har anskaffet til os – for at forlyste sig seksuelt med mig”). Man kan derfor udmærket følge den umiddelbart nærliggende forståelse af syntaksen i begge vers, hvis man forudsætter, at צחק pi’el har en lidt forskellig betydning i de to vers (og at det vel fra forfatterens side er et ironisk spil på dette). Nogle ordbøger forsøger at hitte på én oversættelse af glosen, der kan dække både v. 14 og 17 (fx BDB ”make a toy of”), og det er også fint, hvis man husker, at oversættelse ikke består i at skrive ordbogen af, men at finde den danske formulering som bedst dækker den forståelse af indholdet, som man har fået ved hjælp af ordbog og grammatik. Den hensigt, som Fru Potifar beskrive med infinitiven, kan dog også være tillagt Josef i begge vers, hvis vi forudsætter en lidt afsnuppet syntaks i v. 14, a la ”man har bragt os den her hebræiske slave, (og nu har han tilladt sig) at gøre nar af os”.

v. 15
הֲרִימֹתִי – ajin-waw, רום, hif’il.

v. 16
וַתַּנַּח – ajin-waw, נוח, hif’il, ”lade hvile”, ”lade være”, her ca. = ”beholde”

v. 17
הֵבֵאתָ ... לְצַחֶק בִּי – jf. til v. 14

v. 19
וַּיִחַר אַפּוֹ – ordret ”hans næse blev varm”, men metaforen er så indarbejdet, at אַף også uden omtale af varme simpelthen kan betyde ”vrede”: ”Hans vrede flammede op” – ”Han blev godt gal i skralden”.

v. 20
וַיִּתְּנֵהוּ – vores ven נתנ med pron.suff.
מְקוֹם – vokaliseret som konstrukt – skal altså opfattes som første led i en konstruktforbindelse, hvor absolutusleddet er hele den efterfølgende sætning אֲשֶׁר ....
אֲסִורֵי – Det skrevne, ktiv, ville kun give mening hvis det blev vokaliseret אֲסוּרֵי, dvs. ptcp.pass. i konstrukt med nominal betydning, ”de fangne” præcis som to ord længere fremme i verset. Vokaliseringen i teksten (som skal kombineres med de konsonanter der står med småt i margen) tilsiger, at det læste, qre, ifølge rabbinerne skal være אֲסִירֵי, dvs, et substantiv, der i øvr. betyder ganske det samme ”fangerne” (som i v. 22).

v. 21
וַיֵּט – pe-nun og lamed-he, נטה, her nærmest ”udstrække til” = ”give”.
וַיִּתֵּן חִנּוֹ – at Gud ”satte/gav hans (dvs. Josefs egen?) yndest/gunst i fængselsdirektørens øjne” betyder i praksis ganske det samme som den mere hyppige formulering, at ”A fandt yndest i B’s øjne” (jf. fx i 1 Mos 33,8.10.15).

v. 22
כָּל־אֲשֶׁר עֹשִׂים שָׁם הוּא הָיָה עֹשֶׁה – flertalsformen af verbet (her ptcp. עֹשִׂים) er den almindeligste måde at udtrykke ubestemt subjekt, ”alt hvad man gjorde”, ”alt hvad der foregik”. Den ’perifrastiske’ verbalform med היה + ptcp. udtrykker typisk noget vedvarende eller generelt, ”dét gjorde han [ikke på et bestemt tidspunkt, men i al almindelighed]”.

v. 23
רֹאֶה אֶת־כָּל־מְאוּמָה בְּיָדוֹ – vb. ראה fungerer her som ידע i v. 6 og 8, dvs. ”han bekymrede sig ikke om noget af alt det, der var i hans hånd (dvs. ’som han havde ansvar for’)”.

Kapitel 40

v. 1
וַיְהִי ... הָאֵלֶּה – jf. til 39,7 (og 22,1).

v. 2
שַׂר הַמַּשְׁקִים – man må vel ud fra sammenhængen forstå, at ”Egyptens konges mundskænk” i éntal og ”overhovedet over mundskænkene”, er to titler for samme funktion.

v. 3
בְּמִשְׁמַר בֵּית שַׂר הַטַבָּחִים – i 39,20-23 blev der (6 gange!) henvist til בֵּית הַסֹּהַר, ”fængselshuset”, den første gang med den forklarende tilføjelse, at det var ”det sted, hvor Faraos fanger sad”, men uden mindste antydning af, at det var en anstalt, der stod direkte under Josefs tidligere ejers autoritet. Nu får man pludselig det indtryk, at det nærmest er Potifars private fangekælder (jf. at שַׂר הַטַבָּחִים i v. 4 ligefrem personligt udnævner Josef til at opvarte mundskænken og bageren, og jf. henvisningen til ”hans [Josefs] herre” i v. 7). Det kan dog sagtens tænkes, at Potifars embede, hvis nærmere karakter vi reelt véd ret lidt om, har omfattet formelt ansvar for fængselsvæsenet, så der behøver ikke være tale om en modsigelse, der skal forklares ved forskellige kilder e.l. Eller man kan forestille sig, at mere end én person kan have haft titel af שַׂר הַטַבָּחִים, så det slet ikke er Potifar personligt der render rundt og detailstyrer mindre personalesager i arresten – men så har forfatteren ikke ligefrem gjort sig umage for at undgå at forvirre os.
מְקוֹם – jf. til 39,20.

v. 5
וַיַּחַלְמוּ חֲלוֹם שְׁנֵיהֶם אִישׁ חֲלֹמוֹ – ”og de drømte en drøm, de to, (hver) mand sin drøm” = ”de drømte hver sin drøm”.
אִישׁ כְּפִתְרוֹן חֲלֹמוֹ – man kan forstå אִישׁ som ”mand” lige som i første halvdel af verset: ”(hver) mand svarende til sin drøms tydning”, dvs. ca. ”og hver enkelts drøm havde sin egen betydning”. Man kunne også overveje om אִישׁ her helt har mistet sin substantiviske karakter og fungerer rent distributivt, dvs. det betyder ”hver” og kan lige så godt henvise til drømmene som til de to personer, dvs. ”med hver sin betydning”.
Mere bogstaveligt oversat kunne man forstå det som ”hver mand (drømte) svarende til sin drøms tydning”, dvs. den umiddelbare sammenhæng mellem drøm og tydning vendes på hovedet: Tydningen er det egentlige formål, drømmen blot et middel dertil (således Jürgen Ebach, Genesis 37-50, HThKAT).
אֲשֶׁר לְמֶלֶךְ ... – det vil lyde akavet at gengive den underordnede nominalsætning som selvstændig sætning på dansk; ”Egyptens konges mundskænk og bager, som sad fanget …” virker mere dansk end ”mundskænken og bageren, som var Egyptens konges, og som sad fanget …”

v. 6
וְהִנָּם – udråbsordet הִנֵּה + pron.suff., ”og se, de var …” eller ”og de var sandelig …”.
זֹעֲפִים – ptcp.plur., her med adjektivisk betydning ”elendigt udseende”. (Bemærk, de fleste ordbøger skelner ml. to verbalrødder זעף med forskellig betydning).

v. 7
בְמִשְׁמַר בֵּית אֲדֹנָיו – jf. til v. 3.

v. 8
וּפֹתֵר אֵין אֹתוֹ – ptcp. anvendt nominalt, som man nok gør bedst i at oversætte verbalt, ”en udlægger er der ikke til den (drømmen)” = ”og der er ikke nogen, der kan udlægge den for os”.

v. 10
כְפֹרַחַת – qal ptcp. sing.fem. med כְּ־. Femininumsendelsen på taw i st.f. he er usædvanlig, men ikke umulig; må vel ca. forstås som ”den (var) som blomstrende”, ”den så ud til at være i blomst”. App. foreslår i st. enten כְפָרְחָהּ, dvs. inf. m. pron.suff. og כְ־, sv. til en tids- eller omstændighedsbisætning, ”idet den blomstrede”, eller כְמַפְרַחַת, hif. ptcp., der godt kan have intransitiv betydning, ”sætte blomst”, men hvorfor det skulle være bedre end qal er ikke klart.
עָלְתָה – lamed-he (omtrent det hyppigste af slagsen), som i perf. 3.fem.sg. udvides med et taw på den manglende tredje radikals plads, for at have noget at sætte femininumsendelsen -â på.
נִצָּהּ – ligner umiddelbart en form af נִצָּה, ”blomst” eller ”skud” på en vinranke, med pron.suff. 3.fem., der er ’smeltet sammen’ med endelsen (man ville forvente נִצָּתָהּ, jf. app.); andre ordbøger forudsætter en opslagsform נֵץ; hvis den findes, er formen i teksten regelmæssig nok.
הִבְשִׁילוּ – hif. kan iflg. nogle ordbøger være intransitiv, ”modnes”; subjekt må så være hele konstruktionen אַשְׁכְּלֹתֶיהָ עֲנָבִים. Mere oplagt er det måske at forstå עֲנָבִים som objekt: ”dens klaser lod druer modnes” (= ”bar modne druer”).

v. 13
יִשָּׂא – pe-nun.
כַּנֶּךָ – opslagsform כֵּן (bemærk, der er flere gloser, der hedder sådan).
כַּמִּשְׁפָּט הָרִאשׁוֹן – ”som den første (dvs. ’tidligere’) retfærdighed” = ”sådan som det var førhen”. (Retfærdighed betragtes som orden, og uretfærdighed som uorden, da retfærdighed jo skyldes Guds skabende indgreb, som har forvandlet kaos til en beboelig verden).

v. 14
כִּי אִם ... יִיטַב לָךְ – app. foreslår, at der skulle stå אַךְ אִם ..., ”Men hvis du bare ville …” eller mere gammeldags ”Ville du dog blot …” (med underforstået hovedsætning ”så ville jeg blive glad” e.l.); men כִּי kan også have dén funktion – med lidt god vilje kunne man vel også på dansk sige ”Thi ville du blot …”.
זְכַרְתַּנִי – resten af verberne i verset er konsekutiv perfektum (eller, for et enkelts vedkommende, יִיטַב, imperfektum), som alle passer glimrende til det hypotetiske i et ønske. Men det første er ’ren’ perfektum, og det er egentlig lidt sært. Men både på dansk, hebraisk m.fl. sprog kan man til tider anvende samme form for fortid og for ”irrealis”, altås ”det (endnu) ikke virkelige”, jf. at Josef på dansk kunne have sagt ”Hvis du nu huskede mig, når du går dig godt igen…”.
וְהוֹצֵאתַנִי – pe-jod, יצא, hif’il m. pron.suff.

v. 15
גֻנֹּב גֻּנַּבְתִּי – hof’al abs.inf. samt hof’al perf. af samme rod: ”Jeg er sandelig blevet (aldeles uskyldig) stjålet (dvs. bortført, kidnappet)”; der underforstås måske, at alternativet kunne være, at han var blevet solgt som slave pga. dårlig opførsel eller kriminel adfærd.
וְגַם־פֹּה ... מְאוּמָה – ”og heller ikke her (i Egypten) har jeg gjort noget som helst (galt)”.
בַּבוֹר – formelt over for mundskænken en henvisning til fængslet, de begge sidder i (og det kan בּוֹר også godt betyde!), men samtidig en indforstået vits mellem forfatteren og læseren, fordi ordet sidst er brugt om cisternen, brødrene smed ham i: Vi skal forstå, at de to er parallelle, og at hans fremtidige opstigning fra en status som (let privilegeret) tugthusfange er lige så sikker som hans allerede effektuerede redning fra cisternen.

v. 16
אַף־אֲנִי – ofte bruges אַף i betydningen ”også” (har ikke noget med substantivet אַף, ”næse”/”vrede” at gøre). Her markerer det vel mere kontrast end identitet, så man kunne oversætte ”Hvad min drøm angår, så …”, men det er selvfølgelig også muligt at oversætte lidt frit til ”Jeg havde også en drøm! Og i min drøm …”.
חֹרִי – ”bagværk” e.l. (slås op under denne form).

v. 18
וַיַּעַן – lamed-he

v. 19
יִשָּׂא ... מֵעָלֶיךָ – at hovedet løftes ”fra ham”, ved at han bliver hængt (jf. næste note), virker ikke indlysende, så man forstår egentlig godt at apparatet – med henvisning til, at ordet mangler i sølle to manuskripter – vil udelade det. Tekstkritisk er det dog ikke nogen stærk bevidnelse, og måske har forfatteren følt, at parallellen med det andet מֵעָלֶיךָ (sidst i verset) gav mening.
וְתָלָה – om der tænkes på hængning i et reb, eller fx halshugning og efterfølgende offentlig ophængning til skræk og advarsel, kan næppe afgøres grammatisk, men må afhænge af samtidens skik og brug. Der kunne såmænd også være tale om en form for korsfæstelse (nok usandsynligt) eller spidning (sandsynlig, hvis teksten er redigeret i persisk tid).

v. 20
יוֹם הֻלֶּדֶת אֶת־פַּרְעֹה – må forstås som en konstruktforbindelse, hvor absolutleddet er הֻלֶּדֶת (hof’al inf. af ילד), som lidt atypisk for en passivform tager objekt (med objektsmærke og det hele), da barnet selvsagt er logisk (men ikke grammatisk) for handlingen ”at fødes”: ”Faraos-bliven-født’s dag” = ”Faraos fødselsdag”; konstruktionen er ikke meget forskellig fra den danske, hvis vi tænker på ”fødsel” som et verbalnomen, snarere end et substantiv .
בְּתוֹךְ עֲבָדָיו – ”blandt hans slaver (her = ’embedsmænd’) betyder vel bogstaveligt, at (gen)udnævnelsen af mundskænken og henrettelsen af bageren fandt sted ved Faraos fødselsdagsfest (så ku’ de lære det). Den mere abstrakte betydning, at baren blev genindsat ”blandt (dvs. ’som én af’) Faraos embedsmænd” er dog også mulig, men hvorfor skal vi så have det med fødselsdagen specificeret?

v. 21
וַיָּשֶׁב – ajin-waw, שׁוב, hif’il (se også v. 13, hvor det er noget nemmere at se, at den er hif’il).
עַל־מַשְׁקֵהוּ – her ”i hans mundskænkeembede”
עַל־כַּף – betyder vel bare "i hånden på", dvs. der kunne lige så godt have stået אֶל־כַּף

v. 22
וְלֹא־זָכַר ... וַיִּשְׁכָּחֵהוּ – umiddelbart overflødig fordobling, som måske blot er forstærkende. Men jf. at Josef i v. 14 bad ham ”huske på mig … så du gør Farao opmærksom på mig (samme rod i hif’il)”; dette konkrete udtryk for mundskænkens ’husken’ finder ikke sted – for han har glemt Josef.

Kapitel 41

v. 1
מִקֵּץ שְׁנָתַיִם יָמִים – bogstaveligt ”fra enden af to år [dualis], dage”; opslagsformen er, som den står i teksten, קֵץ, men nært beslægtet med קָצָה og קָצֶה (og lidt længere ude med קָיִץ, ”sommer”), så tag ikke fejl. Konstruktionen מִקֵּץ + tidsperiode er et fast udtryk = ”efter så-og-så lang tid”. Det sidste ord, ”dage” knyttes appositionelt til ”år”, som det ofte sker i tidsangivelser, uden at det egentlig bidrager med nogen yderligere information (lidt ligesom forskellen på at sige ”Two” eller ”Two o’clock”, hvis en englænder spørger, hvad klokken er).
חֹלֵם – når participiet fungere verbalt, udtrykker det mht. tid samtidighed med hovedhandlingen, så selv om det i sig selv på ingen måde er en fortidsform, vil det her (fordi vi overordnet er i en fortælling om fortiden) hedde ”Farao drømte”. Ud over det tidsmæssige kan participiet naturligvis have en aspektuel betydning, typisk som udtryk for det vedvarende; på engelsk kunne man fx fint oversætte ”It happened, two years later, that Pharaoh was dreaming” (i st.f. ”dreamt”), men det ville næppe lyde naturligt på dansk.
עַל־הַיְאֹר – han gik ikke på vandet; עַל kan også betyde ”ved siden af”.

v. 2
יְפוֹת מַרְאֶה וּבְרִיאֹת בָּשָׂר – to gange adj. i cstr. + substantiv; betydningen er, at substantivet nærmere angiver, i hvilken henseende adjektivet gælder (”smukke af udseende” eller endnu mere klodset ”smukke med hensyn til udseende”); jf. 29,17; 39,6 og igen i det følgende vers.
וַתִּרְעֶינָה – lamed-he, רעה, ”at græsse”, men i øvrigt aldeles regelmæssigt, bøjningsformen er blot den relativt sjældne 3.plur.fem., som der er mange af i dette kapitel, fordi både køer og aks er femininum.
בָּאָחוּ – det som køerne græssede i, אָחוּ, ”sumpgræs” e.l., er muligvis et ægyptisk låneord (lokalkolorit).

v. 4
הַפָּרֹת רָעוֹת הַמַּרְאֶה ... – konstruktforbindelsen ”smuk af udseende” etc. er denne gang determineret, fordi den i sin helhed står attributivt til ”køerne”, som har artikel. Ellers ganske som v. 2.

v. 6
וּשְׁדוּפֹת – pass. ptcp. plur. fem., hers om første led i konstruktforbindelse (jf. til v. 2 og 4)

v. 8
וַתִּפָּעֶם – nif’al, “at blive ængstelig”, dvs, på græsk ville det nærmest være medium, snarere end passiv. Det tilsvarende (og meget hyppigere) substantiv betyder bl.a. “skridt”, ”gangart”, så måske skal man nærmest forstå, at ”hans puls galopperede afsted”
וְאֵין־פּוֹתֵר אוֹתָם – jf. til 40,8.

v. 9
מַזְכִּיר – hif’il ptcp. Jf. Josefs bøn i 40,14.

v. 11
וַנַּחַלְמָה – det kan ud fra sammenhængen kun være en almindelig narrativ kons.impft., ”vi gjorde sådan-og-sådan”, men har af ubegribelige årsager fået den ekstra endelse -â, som hører hjemme på voluntativ/kohortativ.
אִישׁ כְּפִתְרוֹן – jf. til 40,5 (og bemærk i det hele taget de mange paralleller og gentagelser – så er det ordbogsopslag sparet.

v. 12
אִישׁ כַּחֲלֹמוֹ פָּתָר – jf. til 40,5: ”Han tydede (for) hver mand svarende til vedkommendes drøm”, dvs. ”han tydede hver af drømmene”

v. 13
כַּאֲשֶׁר פָּתַר־לָנוּ כֵּן הָיָה – hovedsætningen indledes af כֵּן, ”sådan som han havde tydet for os, sådan skete det”.

v. 14
וַיְרִיצֻהוּ – ajin-waw, רוץ (”at løbe”), hif’il, ”få til at løbe” = ”skaffe til veje i en fart”
וַיְגַלַּח – pi’el, der som udgangspunkt ville betyde ”barbere (en anden)”; app. foreslår nif’al, ”blive barberet”.

v. 15
לֵאמֹר תִּשְׁמַע ... – vi er vant til, at לֵאמֹר indleder direkte tale, men her er det åbenlyst indirekte ”[jeg har hørt sige om dig], at så snart du hører en drøm, så kan du tyde den”. Grunden kan bl.a. være, at det ville blive for knudret med flere lag direkte tale inden i hinanden (hvad 5 Mos dog ikke holder sig tilbage for).

v. 16
בִּלְעָדָי – En hel sætning i ét ord: Præpositionen בִּלְעֲדֵי (FAN 2.5.4), her nærmest = ”uden”, + pron.suff.: ”Det er uden mig”, dvs. ”en evt. tydning af drømmen finder sted uden noget selvstændigt bidrag fra mig”.
יַעֲנֶה אֶת־שְׁלוֹם פַּרְעֹה – de fleste ordbøger og oversættelser forudsætter, at ”(be)svare Faraos shalôm” betyder ”give Farao et gunstigt svar”, men behøver Josef egentlig forudskikke at svaret er gunstigt? Han understreger jo netop, at det kun er Gud, der kan give svaret (og det er vel ikke sket endnu?). Så måske skulle man forstå det som ”give svar vedr. Faraos velbefindende”, dvs. ”fortælle, om drømmen lover noget gunstigt for Farao”.

v. 19
כָהֵנָּה – sammenligningspartiklen כְּ־ + den lange form af pronominet for 3.fem.plur., ”som dem”.
לָרֹעַ – abstrakt nomen af den velkendte rod for ”ond eller ”dårlig”: ”Jeg har ikke set som disse i Egyptens land mht. Dårlighed” dvs. ”mage til elendige køer har jeg aldrig set i hele Egypten”.

v. 21
וַתָּבֹאנָה אֶל־קִרְבֶּנָה – ”og de (fede) kom ind i deres (dvs. de magres) indre”, dvs. ”forsvandt ned i deres maver [med singularisformen brugt kollektivt om alle syv køers mave(r)]”; pron.suff. for 3.fem.plur. på קֶרֶב er ikke det forventede ־ָן (dvs. קִרְבָן), men en forlænget form (FAN 2.7.1)
נוֹדַע – nif’al perf. ידע, ”det kendtes ikke” (som man faktisk kunne sige på ældre dansk), dvs. ”det var ikke til at se, at …”
בַּתְּחִלָּה – subst. תְּחִלָּה, ”begyndelse” (hvis man kan huske verbalroden חלל, der bl.a. kan betyde ”begynde”, kan det evt. hjælpe).

v. 24
וַתִּבְלַעֵןָ – 3.fem.plur., jf. de mange gloser i kapitlet med den mere genkendelige version ־נָה af samme endelse.
מַגִּיד – hif.ptcp. pe-nun, נגד.

v. 25
חֲלוֹם פַּרְעֹה אֶחָד הוּא – ”Faraos drøm (sing.) er én”, kunne vel med fordel på dansk hedde ”det er i virkeligheden én og samme drøm, Faraos har haft” (jf. slutningen af v. 26).
אֵת אֲשֶׁר הָאֱלֹהִים עֹשֶׂה – hele bisætningen ”det som Gud gør” fungerer som objekt (jf. אֵת) og er stillet foran verbet הִגִּיד for at fremhæve Guds handling, ”Det som Gud er i færd med at gøre, er hvad den (drømmen) fortæller til Farao!”

v. 26
הֵנָּה – dem.pron. ”de (er)”; sjældnere lang form af pronominet, men syntaktisk fuldstændig som i de øvrige nominalsætninger i Josefs tydninger i kap. 40-41.

v. 28
דִּבַּרְתִּי – henv. til, hvad Josef sagde i v. 25
אֲשֶׁר הָאֱלֹהִים עֹשֶׂה – grundlæggende samme konstruktion som i slutningen af v. 26; her er Farao (dativ)objekt i st.f. at have en præposition, men til gengæld er objektsmærket (som jo ikke altid bruges) udeladt foran bisætningen.

v. 29
שָׂבָע גָּדוֹל – ”en stor mæthed”, dvs. overflod af frugtbarhed

v. 30
וְכִּלָּה – pi’el, כלה, ”ødelægge” (qal = ”være færdig”, ”blive afsluttet”).

v. 31
יִוָּדַע – nif’al, imperf. ידע, jf. til tilsv. perfektum i v. 21.

v. 32
וְעַל הִשָּׁנוֹת ...– nif.inf.cstr. שׁנה, ”at gentage, gøre for anden gang”: ”Drømmens bliven gentaget” = ”Når drømmen blev gentaget”.
פַּעֲמָיִם – ”gang”, dualis, ”to gange”. נָכוֹן – nif. ptcp. כון, ”fastgjort”, dvs. ”afgjort” וּמְמַהֵר – pi’el ptcp. Tidsmæssigt vel nærmest med en betydning, der tenderer i retning af futurum (”Gud er i færd med at skynde sig at gøre (dette)”, dvs. ”Gud vil gøre det meget snart”).

v. 33
יֵרֶא – lamed-he, jussiv, ”Farao bør udse sig …”
נָבוֹן – ajin-jod, בין, nif.ptcp. med adjektivisk funktion
וִישִׁיתֵהוּ – ajin-jod, שׁית, m/ pron.suff.

v. 34
יַעֲשֶׂה פַרְעֹה וְ... – jussiv, ”Farao bør gøre”; den efterfølgende sideordnede sætning ville på dansk være objekt: ”Farao bør gøre det, at han …”. (Hvis man gerne vil bibeholde den hebraiske sætningsstruktur, må man fx oversætte עשׂה til ”handle”, ”Farao bør handle: Han bør udnævne …”
וְחִמֵּשׁ – verbum afledt af talordet חָמֵשׁ, ”fem”, ”at indkræve en femtedel af …”.

v. 35
וְיִקְבְּצוּ – (ikke-konsekutiv) imperfektum først i sætningen er typisk jussiv: ”Lad dem indsamle …”
הַשָּׁנִים הַטֹבֹת הַבָּאֹת הָאֵלֶּה – subst. med tre attributive led (adjektiv, ptcp. med adjektivisk funktion, samt pronomen): ”disse kommende (בוא, ptfp.fem.plur.) gode år”, eller måske mere elegant, ”de gode år, som nu kommer”.
אֹכֶל בֶּעָרִים – de to sidste ord virker underligt i-luften-frit-svævende, men kan selvfølgelig med lidt god vilje forstås som en appositionel uddybning af בָר; app. foreslår ud fra v. 48 at forsyne de to ord med et verbum (en form af נתן), så vi får en selvstændig sætning ”og de skal anbringe mad i byerne”.

v. 36
תִּהְיֶיןָ – 3.fem.plur. היה
וְלֹא־תִכָּרֵת – nif., ”så (landet) ikke tilintetgøres” (jf. v. 30, hvor כלה, pi’el, bruges m. ca. samme betydning.

v. 38
הֲנִמְצָא – enten qal, impft. 1.plur. (med spørgepartikel), ”Mon vi kan finde …?”, eller nif’al ptcp. mask. sing., ”Mon der findes…?”. (Formmæssigt var nif’al, perf., 3.mask.sing. også muligt, ”Mon der nogensinde har fandtes …?”).

v. 39
אַחֲרֵי הוֹדִיעַ ... – pe-jod, ידע, hif’il. Verbalsætningen fungerer som styrelse for præpositionen, ”Efter (dvs. ’når’, ’på grundlag af’) at Gud har gjort dig bekendt med …”
כָּמוֹךָ – lang udgave af sammenligningspartiklen + pron.suff.

v. 40
וְעַל־פִּיךָ יִשַּׁק ... – ordret ”hele mit folk skal kysse (pe-nun, נשׁק) dig på munden”; det er omdiskuteret om udtrykket betegner lydighed (jf. dansk ”hænge ved dine læber”) eller tilbedelsesagtig underdanighed. I LXX står ”lytte til”; app. i BHS forsøger ihærdigt at finde på en ændret hebraisk tekst, der kan betyde ca. det samme, men det er nok bedre at acceptere, at det bare er en hebraisk talemåde, vi i øvrigt ikke kender.
הַכִּסֵּא אֶגְדַּל מִמֶּךָּ – ”tronen”, הַכִּסֵּא, er næppe objekt (גדל i qal tager ikke objekt), så det må være en nærmere adverbiel bestemmelse ”kun [med hensyn til] tronen vil jeg være større end dig”, dvs. ”Jeg skal stadig være konge, selv om det er dig, der i øvrigt træffer beslutningerne”.

v. 42
וַיָּסַר – ajin-waw, סור, hif’il: ”fjerne”, dvs. ”tage af”.
וַיַּלְבֵּשׁ – hif’il
וַיָּשֶׂם – ajin-jod, שׂים, ”anbringe”, i denne sammenhæng ”give på”.
רְבִד־הַזָּהָב – den bestemte form, ”guldhalskæden” synes at forudsætte, at læseren er bekendt med, at Farao gik med sådan én (som måske var et særligt symbol på kongelig autoritet?).

v. 43
וַיַּרְכֵּב – hif’il
בְּמִרְכֶּבֶת הַמִּשְׁנֶה – ”i gentagelsens (eller ’anden-gang-hedens’) vogn (opslagsform מֶרכָּבָה)”, dvs. ”i vogn nr. 2” – ”hans næstfineste vogn”.
אַבְרֵךְ – ingen aner, hvad det betyder, men åbenbart er det noget, man råber foran en fornem egypters vogn, når han kommer kørende. Muligvis er det beslægtet med akkadisk abarakku, ”rigsforstander” e.l., muligvis har den israelitiske forfatter haft en forbindelse med roden ”at velsigne” i tankerne, muligvis har det at gøre med hebraisk בֶּרֶךְ, ”knæ” (fx en ordre ”På knæ!”), og muligvis er det bare et egyptisk ord, vi ikke kender.
וְנָתוֹן – abs.inf., her lidt usædvanligt anvendt hvor man ville forvente et finit verbum (FAN 3.3.2.5.1.3)

v. 44
אֲנִי פַרְעֹה וּ... – ”Jeg er Farao, og …” betyder i sammenhængen nærmest ”Jeg befaler hermed …”.
יָרִים – ajin-waw, hif’il.

v. 45
צָפְנַת פַּעְנֵחַ – muligvis et egyptisk udtryk, ”Gud taler: Gid han må leve!”, omtrentligt gengivet med hebraiske bogstaver.
פּוֹטִי פֶרַע – ligheden med navnet på Josefs tidligere ejer er påfaldende (i Septuaginta er navene identiske: Πετεφρης). Men Poti var åbenbart i en periode af Egyptens historie en almindelig del af et navn, og det afsluttende ajin, som nødvendigvis må være et rodbogstav og ikke et tilføjet bøjningselement, har nok gjort at navnene lød mere forskellige for hebraisktalende læsere end for os.
כֹּהֵן – (som i Leonard Cohens efternavn) betegner i GT typisk en israelitisk præst (en afgudspræst kaldes enkelte gange i stedet כֹּמֶר), men er tidl. i 1. Mos. anvendt om Melkisedek i 14,18 og bruges i Josef-historien tilsyneladende uproblematisk om de ægyptiske præster. I Exodus-historien, hvor Egypten jo skildres anerledes negativt, er egyptiske præster slet ikke omtalt, men kun vismænd, troldmænd og mirakeælmagere (2 Mos 7,11, jf. 1 Mos 41,8).
וַיֵּצֵא ... מִצְרָיִם – det er ikke krystalklart, om der er nogen mening med at både slutningen af v. 45 og af v. 46 (det sidste lidt mere omstændeligt) siger, at Josef drog ud i hele Egypten.

v. 46
בְּעָמְדוֹ – præp. + inf. + pron.suff. = tidsbisætning.
וַיֵּצֵא ... מִצְרָיִם – jf. til v. 45

v. 47
לִקְמָצִים – opslagsform קֹמֶץ, bruges ellers kun nogle få gange om den ”håndfuld” mel, som præsten tager til bestemte offertyper. Her anvendt rent forstærkende; på dansk ville vi måske ikke beskedent sige ”korn i håndfulde”, men snarere ”… i læssevis”.

v. 48
אֶת־כָּל־אֹכֶל שֶׁבַע שָׁנִים – det er umiddelbart overraskende, at שָׁנִים ikke er determineret; det var nærliggende at forstå det som absolutus-delen i en flerleddet konstruktforbindelse, ”De indsamlede alle de [førnævnte] syv års [produktion af] mad”; som udetermineret skal man måske forstå det som et indskudt adverbialled, ”De indsamlede – i syv år – al den mad, som fandtes i hele …”
אֹכֶל שְׂדֶה־הָעִיר ... בְּתוֹכָהּ – suffixerne i 3.sg.fem. må henvise til byen: ”Fødevarerne fra byens [dvs. hver enkelt bys] mark, som var omkring den, anbragte de i den”, eller på mere ligefremt dansk ”I hver by opmagasinerede man de fødevarer, som blev produceret på markerne omkring den”.

v. 49
כְּחוֹל הַיָּם הַרְבֵּה מְאֹד – sammenligningens led kommer i omvendt rækkefølge af hvad der ville falde naturligt på dansk: ”Som havets sand, vældig meget”, dvs. ”lige så omfattende som havets sand”
כִּי־אֵין מִסְפָּר – ”for der var ingen optælling [hhv. ’intet tal’]”, dvs. ”det var ganske umuligt at tælle det”.

v. 50
יֻלַּד – pass.qal.
בְּטֶרֶם תָּבוֹא – efter præp. טֶרֶם bruges altid imperfektum.

v. 51
נַשַּׁנִי – lamed-he, נשׁה, pi’el med usædvanlig vokalisering af 1. stavelse.

v. 52
הִפְרַנִי – lamed-he, פרה, hif’il, ”gøre frugtbar”.
עָנְיִי – opslagsform עֳנִי, men skønt ordet altså er født med -î-endelse, er det 1.sg. pron.suff. der er føjet på formen i teksten.

v. 53
וַתִּכְלֶינָה – lamed-he, כלה, ”slutte” (jf. pi’el med betydn. ”gøre en ende på” i v. 30).

v. 54
וַתְּחִלֶּינָה ... לָבוֹא – ajin-ajin, חלל, hif’il, ”begynde”. På dansk virker den tilknyttede infinitiv overflødig (”de syv år med hungersnød begyndte at komme” = ”de syv år … begyndte”).

v. 54-55
וּבְכָל־אֶרֶץ מִצְרַיִם הָיָה לָחֶם׃ וַתִּרְעַב כָּל־אֶרֶץ מִצְרַיִם – umiddelbart selvmodsigende; i v. 54 menes vitterligt ”landet”, i 55 snarere ”indbyggerne”; man kunne ligefrem understrege sammenhængen ved at oversætte, ”… og i hele Egypten var der [opmagasineret] mad, så at da hele Egypten[s befolkning] begyndte at sulte …”.

v. 55
לְכוּ – imperativ, הלך.
אֲשֶׁר־יֹאמַר לָכֶם תַּעֲשׂוּ – foranstillet ledsætning som objekt: ”Det som han siger til jer, dét skal I gøre”.

v. 56
וַיִּפְתַּח יוֹסֵף אֶת־כָּל־אֲשֶׁר בָּהֶם – ”at åbne”, פתח, ville normalt have åbningen, passagen eller beholderen som objekt (man kan åbne en dør, eller en krukke); her må det enten forstås bredere, så at objektet er det indhold der åbnes for adgang til, ”Josef lukkede op for alt det som var i dem [nemlig i kornmagasinerne]”; problemet bare at vi skal helt tilbage til v. 47 for at find noget, som ”dem” med rimelighed kan henvise til (og det er så endda ”byer”, som burde være femininum): Eller man må som Septuaginta og DO92 forudsætte, at der skulle have stået et ord for ”forråd” i teksten, selv om ingen hebraisk tekst bevidner det. (Den samaritanske Pentateuk løser problemet ved ikke at have et pronominalsuffix, men blot ”Josef lukkede op for alt kornet”).
וַיִּשְׁבֹּר – vb. שׁבר betyder i qal ”at købe” (typisk ”at købe korn”, da roden er afledt af et ord for korn, שֶׁבֶר), og i hif’il ”at udbyde [korn] til salg”. Da Josef tydeligvis sælger i v. 56, mens folk i v. 57 strømmer til Egypten for at købe (לִשְׁבֹּר), må det tilsyneladende være en fejl, at begge vers har qal. Det burde nok hedde וַיַּשְׁבֵּר her i v. 56.
וַיֶּחֱזַק – qal, trods den akavede vokalisering forårsaget af laryngalen.

v. 57
וְכָל־הָאָרֶץ בָּאוּ – her er הָאָרֶץ ikke ”landet”, men ”verden”.

Kapitel 42

v. 1
שֶׁבֶר – brødkorn, jf. verbet af samme rod i 41,56-57, som dukker op igen i dette kapitel.
תִּתְרָאוּ – hitpa’el har her reciprok betydning, ”se på hinanden” = ”stå og glo rådvildt og handlingslammet”.

v. 2
רְדוּ – lamed-he, ירד

v. 4
יִקְרָאֶנּוּ – ikke den velkendte rod med betydningen ”kalde”, ”råbe”, ”læse”, men derimod קרא II med ca. samme betydning som det hyppigere lamed-he-verbum קרה, ”at ske”.

v. 5
בְּתוֹךְ הַבָּאִים – ptcp. af בוא med nominal betydning (”blandt ankommerne”), der på dansk nok bedst udtrykkes med en verbalsætning, ”sammen med alle de andre, som kom …”; hvorfor alle mulige andre også var på vej til Egypten, forklares i versets sidste halvdel.

v. 6
הוּא הַשַּׁלִּיט ... הוּא הַמַּשְׁבִּיר – det principielt overflødige הוּא (at subjektet er Josef, er jo udtrykt eksplicit) tjener til at understrege subjektet (”Hvad Josef angår, var det ham, som …” eller måske mindre klumpedumpet, ”Og Josef selv var …”). Participiet מַּשְׁבִּיר (hif.) har, jf. til v. 5, i syntaktiks henseende nominal funktion, men man er velkommen til at oversætte verbalt (”og det var ham, som solgte brødkorn” i st.f. ”og han var kornsælgeren”).

v. 7
וַיַּכִּרֵם וַיִּתְנַכֵּר – enten et meget sofistikeret ordspil eller et møgirriterende sammentræf af sproglige tilfældigheder: Det første ord er pe-nun, נכר, i hif’il (som er denne rods grundform, jf. fx 37.32-33; 38,25). Det andet er hitpa’el, tilsyneladende af samme rod, men med nærmest stik modsat betydning: Ikke ”at give sig til kende”, men tværtimod ”at stille sig an som en fremmed” (en נֵכָר). Ordbøgerne er uenige om, hvorvidt det er to oprindeligt helt forskellige ord, der tilfældigvis staves ens, eller samme rod med en ’grundbetydning’ a la ”se nærmere an” er kommet til at blive brugt på to helt modsatte måder. Jf. hif’il igen to gange i følgende vers.
קָשׁוֹת – adj. ”streng”, ”hård”, i fem.pl. med abstrakt betydning: ”Han talte strenge ting til dem” = ”Han talte strengt til dem”.

v. 8
הִכִּרֻהוּ – pe-nun, jf. til v. 7.

v. 9
עֶרְוַת הָאָרֶץ – ”landets nøgenhed/kønsorganer (den hyppigste brug af עֶרְוָה)” = ”landets sårbare punkter”.

v. 11
נָחְנוּ – variant (eller skrivefejl) for אֲנַחְנוּ, jf. app.
כֵּנִים – adj., ”rigtig”, ”retskaffen”, ”ærlig”. Det er omdiskuteret, om det er en særlig brug af den velkendte partikel כֵּן, ”således”, eller en selvstændig glose.
לֹא הָיוּ עֲבָדֶיךָ מְרַגְּלִים – participiet מְרַגְּלִים kan syntaktisk både forstås nominalt (som i de fleste oversættelser og i Josefs anklage i v. 9), ”dine trælle har aldrig været spioner”, og som en sammensat verbalform i kombination med den finitte form af היה, ”dine trælle var sandelig ikke i færd med at spionere [da vi blev pågrebet]”.

v. 13
שְׁנֵם עָשָׂר עֲבָדֶיךָ אַחִים אֲנַחְנוּ – den masoretiske teksts accenttegn på אַחִים markerer, at ordet afslutter et sætningsled, dvs. at den indledende del af brødrenes udsagn udgøres af to sætninger: ”Dine trælle er tolv brødre. Vi er sønner af én og samme mand i Kana’an”. Det giver imidlertid en meget akavet syntaks for de første fire ord, hvor subjektet עֲבָדֶיךָ i så fald er proppet ind mellem de to halvdele af prædikatet ”tolv … brødre”. Apparatet foreslå derfor, at עֲבָדֶיךָ burde have haft accenttegnet zaqef qatan (det lille flyvende kolon oven over ordet, som ses i apparatet), der skiller sætningsdele ad. Så ville אַחִים i stedet høre med til den følgende del af sætningen: ”Dine trælle er tolv! Vi er brødre – sønner af én og samme mand i Kana’an”.
אֵינֶנּוּ – Den bevidst uklare formulering, ”Han er ikke mere”, eller ”Han er blevet borte”, ”Vi véd ikke, hvor han er”, er naturligvis stor ironi fra fortællerens side, eftersom vi véd, at Josef er bedre orienteret end brødrene selv på dette punkt.

v. 14
הוּא אֲשֶׁר דִּבַּרְתִּי – enten må הוּא her fungere som indefinit pronomen, ”Det (nemlig sagen i det hele taget) forholder sig, som jeg sagde til jer”. Eller man skal, jf. app., underforstå (eller ligefrem tilføje) et הַדָּבָר, ”Sagen er den, som jeg sagde til jer, at I er spioner!”.

v. 15
תִּבָּחֵנוּ – nif’al (af בחן, qal ”sætte på prøve”), do. flg. vers.
חֵי פַרְעֹה – cstr. af חַי, ”liv” ell. ”levende”, anvendt som sværgeformular, ”ved Faraos liv!”, ”så sandt Farao er levende!”
אִם תֵּצְאוּ – som det ofte er tilfældet anvendes אִם, ”hvis”, her til at indlede et udsagn om, hvad man aflægger ed på, at der ikke vil ske; formelt er idéen nok, at der underforstås en ’hypotetisk selvforbandelse’ a la ”Jeg sværger ved Faraos liv: Hvis I slipper væk [så lad mig blive forvandlet til en loppe i fængselsdirektørens sengehalm]”, men i praktisk er det blot et emfatisk udsagn a la ”sandelig!”.
כִּי אִם – ”medmindre”.

v. 16
הֵאָסְרוּ – nif’al imperativ, der i praksis betyder det samme som en imperfektum, ”I vil blive spærret inde”, men måske har større emfatisk kraft (”Lad jer indespærre!” lyder fjollet, men er egentlig meningen). At det ikke kan være én eller anden løjerlig perfektum (der i øvr. heller ikke ville give mening tidsmæssigt), fremgår af, at subjektet jo tydeligvis er אַתֶּם, dvs. 2.mask.plur.
וֶיִבָּחֲנוּ – jf. til v. 15.
הַאֱמֶת אִתְּכֶם – spørgepartiklen (”om der er sandhed med jer” = ”om I nu også faktisk har rent mel i posen”) har, pga. laryngalen fået et fuldt patach, hvor den oftest ville hedde הֲ־ (FAN 2.1.3).

v. 18
עֲשׂוּ וִחְיוּ – to x imperativ, plur. med samme betydning som en betingelsesbisætning før hovedsætningen: ”Gør! Og lev!” = ”Hvis I gør det, så skal I slippe med livet i behold.”
יָרֵא – afhængigt af ordbogen enten aktiv ptcp. af ירא, eller et adjektiv dannet af samme rod. Betydningen er den samme, ”[én], som frygter [noget]”. Optræder ofte i sammensætningen יָרֵא אֱלֹהִים, ”gudfrygtig” = ”from”, men her fungere det jo syntaktisk som et verbum med objekt (אֶת־הָאֱלֹהִים), så det giver sådan set markant bedre mening at se det som et participium, der her oversættes som finit verbum, ”For Gud frygter jeg (dvs. jeg handler retfærdigt, uanset at jeg ikke har grund til at frygte nogen anden)!”

v. 19
יֵאָסֵר – jf. imperativen i v. 16.
בְּבֵית מִשְׁמַרְכֶם – nærmet en objektiv genitiv: ”Jeres fængsel” = ”der, hvor I har siddet indespærret”.
רַעֲבוֹן – et sjældnere ord for ”sult” (jf. רָעָב gentagne gange i kap. 41). Den treleddede konstruktion ”jeres hjems sults korn” = ”korn til (at stille) sulten i jeres hjem”.

v. 20
וְיֵאָמְנוּ – nif’al, ”blive troet”, anerkendes som troværdig”.
וַיַּעֲשׂוּ־כֵן – det er ikke specielt indlysende, hvad denne efterhængte sætning bidrager med. Den umiddelbart oplagte oversættelse (jf. fx Luther og King James), ”Og så gjorde de dét!”, giver ingen mening, eftersom de jo netop ikke gør noget, men fortsætter med at snakke. Meningen må vel være noget a la Buber/Rosenzweig-oversættelsen, ”Sie waren bereit so zu tun”, jf. DO92, ”Og sådan blev det”.

v. 21
אֲבָל – ret sjælden konjunktion, der både kan have bekræftende betydning (som her: ”sandelig”, ”faktisk”) og kontrasterende (”men derimod”, a la tysk ”sondern”).
בְּהִתְחַנְנוֹ – hitpa’el, ajin-ajin (חנן), inf. m. præp. og pron.suff. = tidsbisætning ”da han bad om barmhjertighed” e.l.

v. 22
גַם – konjunktion, oftest blot = ”også”, her består paralleliteten med det forudgåendei et årsag-virkning-forhold: ”[vi er skyldige] og nu sker der da også (som man kunne have sagt sig selv) det at ...”
דָּמוֹ ... נִדְרָשׁ – ”hans blod søges/kræves [nif’al ptcp.]” = ”nu bliver vi krævet til regnskab for (at have udgydt) hans blod”. I en sammenhæng som denne kommer vb. דרשׁ tæt på simpelthen at betyde ”hævne”.

v. 23
הַמֵּלִיץ – hif’il ptcp., ajin-jod ליץ, med nominal anvendelse: ”en tolk”; en rod med samme form kan betyde ”tolke” og ”spotte”; opslagsbøgerne er uenige om, hvorvidt det er forskellig brug af samme rod eller to særksilte rødder.

v. 24
וַיִּסֹּב מֵעֲלֵיהֶם – ajin-ajin, סבב, qal, der uregelmæssigt har dagesh i første radikal (FAN 2.6.4.2.2)
וַיֵּבְךְּ וַיָּשָׁב – lamed-he, בכה, og ajin-waw, שׁוב.

v. 25
וַיְצַו – lamed-he med konsonantisk (ikke-svagt) waw som midterradikal; pi’el (grundform for denne rod).
וַיְמַלְאוּ ... וּלְהָשִִׁיב – efter et verbum med betydning a la ”befale” (צוה, umiddelbart forud) kan der på hebraisk enten komme en finit form eller infinitiv: ”han befalede, og de fyldte …” eller ”han befalede (dem) at lægge tilbage”; på dansk er der en betydningsforskel (med finit form siges udtrykkeligt at ordren følges, med infinitiv blot at den gives), på hebraisk betyder de antagelig aldeles det samme; men det er stærkt forvirrende for en dansk sprogfornemmelse, at de her bruges parallelt og endda med infinitiv sidst. Antagelig skal de forstås fuldkommen parallelt: ”Han gav ordre til at fylde deres beholdere med korn og lægge deres penge tilbage i den enkeltes sæk”. At ordren ikke blot gives, men følges, specificeres i en selvstændig sætning.
וַיַּעַשׂ – sing. må her betyde, at subj. er et indefinit ”man”. Til det formål bruges ellers oftest 3. plur.

v. 26
וַיִּשְׂאוּ – pe-nun, נשׂא.

v. 27
בְפִי – ”i mundingen af” = ”øverst i”.

v. 28
הוּשַׁב – hof’al, ajin-waw: ”er blevet returneret; er kommet igen”.
וַיֵצֵא לִבָּם – grammatikken er enkel, men semantikken fremmedartet. Tilmed har vi helt misvisende et parallelt udtryk på engelsk, som bare betyder noget andet; ”My heart goes out” = ”jeg føler medlidenhed” e.l. Her er meningen med ”deres hjerte gik ud” snarere ”De mistede modet” (jf. parr. med umiddelbart efterfølgende חרד).
וַיֶּחֶרְדוּ אִישׁ אֶל־אָחִיו לֵאמֹר – ordret ca. ”de udtrykte angst (eller ”viste sig bange”) over for hinanden, idet de sagde”; kombinationen af rædsel og tale ville på dansk snarere være ”de blev bange og sagde til hinanden”.

v. 29
הַקֹּרֹת אֹתָם – ptcp. fem. plur. (med objekt) af lamed-he קרה, ”at hænde (for)” (jf. til v. 4 om קרה/קרא). Der er ikke noget subjekt, men fem.plur. må skulle udtrykke det abstrakte/indefinite: ”det som skete dem”. Ptcp. i st.f. et finit verbum udtrykker ofte samtidighed, her måske med den nuance, at hændelserne fra det fortalte tidspunkts perspektiv ikke er overstået: Brødrene står midt i konsekvenserne af Josefs ordrer og kan altså med en vis rimelighed sige, at det i den fortalte sammenhæng ”sker” (og ikke ”skete”, der mere oplagt kunne udtrykkes ved perfektum eller kons.impft.) for dem.

v. 30
אֲדֹנֵי הָאָרֶץ – egtl. ”landets herrer”, med אָדוֹן, ”herre” i cstr.plur. Måske er det brugen af pluralis i ærbødig sammenhæng som fx אֲדֹנָי, (egtl. ”mine herrer”) om Gud, der har smittet af. Den forventelige form ville have været אֲדוֹן הָאָרֶץ, ”landets herre”, i sing.
וַיִּתֵּן ... כִּמְרַגְּלִים – jf. den hyppige brug af נתן med betydning ”sætte”, ”gøre til”: ”Han antog os for nogle, der ville udspionere landet”.

v. 33
אֵדַע – pe-jod.
הַנִּיחוּ אִתִּי – ajin-waw, נוח, hif’il, imperativ: ”stille, anbringe, lade være”: ”Efterlad jeres ene bror hos mig”
רַעֲבוֹן – jf. v. 19, her er שֶׁבֶר udeladt, men må vel være underforstået: ”(Korn til) jeres hus’ sult”.

v. 34
וְאֵדְעָה – lang impft., vist uden at det ændrer betydningen ”så vil jeg vide”.
תִּסְחָרוּ –”så vil I (kunne) berejse landet)”, dvs. ”så vil jeg give jer tilladelse til at rejse (for at købe korn eller drive handel i øvrigt?) i landet”, jf. 1 Mos 34,10.21.

v. 35
וַיְהִי הֵם מְרִיקִים – sammensat verbalform: finit form af היה, eksplicit subjekt + ptcp. (hif. ריק, ”at tømme”).
אִישׁ צְרוֹר־כַּסְפּוֹ – ”(for) hver (var der) hans penges bundt” = ”hver mands penge lå i et bundt (dvs. et sammenbundet stykke stof ell. læder?)”

v. 36
שִׁכַּלְתֶּם – pi’el, ”gøre barnløs”. Qal-formen, ”være barnløs” er sjældnere, måske dannet ud fra pi’el?
כֻלָּנָה – alternativ form af כֻּלָּן, ”alle disse (fem.plur.) er på mig” = ”det er mig, det hele går ud over”.

v. 37
אֲבִיאֶנּוּ ... אֲשִׁיבֶנּוּ – to x ajin-waw (בוא og שׁוב), hif’il impft. med pron.suff. for 3.sg.mask. ”jeg vil bringe ham til dig … jeg vil bringe ham tilbage”
תְּנָה – lang (emfatisk?) imprt. af נתן, ”(over)giv ham dog til mig!”

v. 38
אָחִיו מֵת וְהוּא לְבַדּוֹ נִשְׁאָר – de øvr. 10 kunne måske godt have grund til at blive lidt småknotne over den helt eksplicitte skelnen mellem i alt to ”rigtige” sønner, og så resten …
וּקְרָאָהוּ – jf. til v. 4
וְהוֹרַדְתֶּם ... שְׁאוֹלָה – pe-jod, ירד, hif’il: ”I bringer … ned i Sheol/dødsriget”
שֵׂיבָתִי – opslagsform שֵׂיב eller שֵׂיבָה.

Kapitel 43

v. 2
כִּלּוּ – lamed-he, pi’el, perf.

v. 3
הָעֵד הֵעִד – ajin-waw, forstærkende abs. inf. efterfulgt af perf., begge hif’il (verbets langt hyppigste form). Roden עוד kan enten betyde ”formane”, ”tale indtrængende til” (muligvis med tanke på indtrængende gentagelse af det sagte, jf. עוֹד, ”stadig”, ”igen”), eller ”aflægge vidnesbyrd” (jf. עֵד, ”et vidne”).

v. 4
אִם־יֶשְׁךָ מְשַׁלֵּחַ – participiet (her pi’el) med verbal funktion udtrykker ofte samtidighed med den øvr. handling (FAN 3.3.2.5.3.2), her nok mere præcis den umiddelbart forestående handling (”inchoativt” aspekt), ”hvis du står i begreb med (ell. ’har tænkt dig’, ’skal til’)”, jf. JM 121 e. Den ret sjældne konstruktion med יֵשׁ + pron.suff. + ptcp. (i st.f. fx det enklere אִם אַתָּה מְשַׁלֵּחַ) bruges i betingelsesbisætninger, hvor den talende er usikker på, om betingelsen opfyldes eller ej (JM 154 l), dvs. man kunne lidt omstændeligt oversætte ”Hvis du skulle have til hensigt at lade vores bror tage af sted, …”.
נֵרְדָה – pe-jod, impft. 1. plur med â-endelsen for lang imperfektum. Jf. samme glose i alm. impft. i næste vers.

v. 6
הֲרֵעֹתֶם – ajin-ajin, hif’il, ”handle ondt (mod)”
הַעוֹד – forstavelsen er spørgepartiklen, ”(Hvorfor skulle I også fortælle manden) om I mon har endnu en bror” = ”… at I har …”.

v. 7
וַנַגֶּד־לוֹ – pe-nun, נגד, hif’il, kons.impft. 1. plur., ”og så fortalte vi ham det”
עַל־פִּי הַדְּבָרִים הָאֵלֶּה – ”ifølge disse ord” eller ”disse ting” må her nærmest betyde ”sådan som disse ting [nemlig det med, om de havde flere brødre] er”, ”sådan som det faktisk forholder sig”.
הֲיָדוֹעַ נֵדַע – pe-jod, ידע , forstærkende abs.inf. med spørgepartikel efterfulgt af imperfektum, ”kunne vi virkelig vide?”, ”Hvordan i alverden skulle vi have vidst at?” Hovedverbet i imperfektum udtrykker, at der set fra det tidspunkt, som der fortælles om (i fortiden), er tale om noget futurisk.

v. 9
הֲבִיאֹתִיו – hif’il, perf. m. pron.suff. Når der bruges perf. i en betingelsesbisætning, betegner det typisk, at betingelsen er uopfyldelig (FAN 3.3.2.4.1.2); det er den jo ikke her, men måske skal formuleringen retorisk understrege, at Juda netop anser det for komplet utænkeligt, at han ikke skulle bringe Benjamin helskindet hjem.
וְחָטָאתִי – kons.perf., der typisk har futurisk eller præskriptiv betydning, her = ”så vil jeg (i fremtiden) være én, der har syndet (dvs. være skyldig) imod dig”

v. 10
לוּלֵא – ”hvis ikke (det var fordi …)”, indleder betingelsesbisætning med negativt formuleret betingelse.
הִתְמַהְמָהְנוּ – ajin-ajin, מההּ (med konsonantisk he – tredjeradikalen er altså ikke svag) bøjet som ”hitpalpel”, dvs. både første og anden radikal gentages, i st.f at én radikal fordobles. Svarer i øvr. til hitpa’el, ”tøve”.
שַׁבְנוּ זֶה פַעֲמָיִם – betingelsesbisætningens ”apodosis” her også med perfektum, ”så havde vi været hjemme igen (שׁוב) to gange (dualis) allerede”.

v. 11
אֵפוֹא – konjunktion, ”dog” (”så gør dog [når det åbenbart ikke kan være anderledes] det at …”).
צֳרִי ... וּשְׁקֵדִים – jf. den påfaldende lighed med listen over varer, som den ismaelitiske karavane medførte i 37,25.

v. 12
מִשְׁנֶה – ”gentagelse”, ”to gange”, ”dobbelt” (jf. 41,43). De skal medbringe dobbelt så mange penge for både at kunne levere de mystiske penge tilbage og købe nyt korn.
אַמְתְּחֹתֵיכֶם – jf. 42,27-28.

v. 14
אֵל שַׁדַּי – ingen aner i virkeligheden, hvad שַׁדַּי betyder (når den kristne bibeloversættelsestradition næsten uden undtagelse har ”almægtig”, er det et lidt tilfældigt valg af én blandt de adskillige oversættelser, som Septuaginta benytter). Men det kan konstateres, at kombinationen ʾel šaddaj i de præstelige dele af patriarkfortællingerne bruges som det særlige navn, som Gud åbenbarede sig over for Abraham og hans efterkommere under (1 Mos 17,1; 28,3; 35,11 m.fl.), altså en slags forstadium til det eksklusive ”Jahve”, som (i den præstelige traditions øjne) ikke var kendt før Moses (jf. 2 Mos 3,14-15; 6,3).
אֶת־אֲחִיכֶם אַחֵר – ”ham den anden af jeres brødre” nævnes ikke, som Benjamin, ved navn …
כַּאֲשֶׁר שָׁכֹלְתִּי שָׁכָלְתִּי – de to verber er identiske (perf.1.sg.), forskellen er kun, at den sidste har pausalform: ”Hvis jeg skal blive barnløs, så bliver jeg barnløs”.

v. 15-18
הָאֲנָשִׁים – når brødrene pludselig konsekvent kaldes ”mændene”, får man (i hvert fald i v. 16-18) det indtryk, at der fortælles fra egypternes synsvinkel.

v. 16
וַיֹּאמֶר לַאֲשֶׁר – ”(og han sagde) til (den) som var …”, dvs. hele konstruktionen אֲשֶׁר עַל־בֵּיתוֹ er styrelse for præpositionen.
וּטְבֹחַ ... וְהָכֵן – to x imperativ, den sidste hif’il af ajin-waw, כון, “gøre klar”.
בַּצָּהֳרָיִם – formelt dualis, men betyder bare ”til (בַּ־) middag”, så nogen dualisbetydning er ikke oplagt.

v. 17
בֵּיתָה יוֹסֵף – lokativ-endelsen –â er føjet til første led i konstruktforbindelsen (imod den gængse tommelfingerregel, at intet skydes ind mellem konstrukt- og absolutled.

v. 18
הוּבְאוּ – hof’al, בוא.
עַל־דְּבַר הַ־... – nominalsætning, ”det er i anledning af sagen om … at”.
הַשָּׁב – ajin-waw, שׁוב, ptcp. med bestemt artikel: “som vendte tilbage”
בַּתְּחִלָּה – ”i begyndelsen”, dvs. ”sidste gang” (jf. v. 20 i ubestemt betydning ”(en) tidligere (gang)”.
מוּבָאִים – hof’al, בוא, jf. versets begyndelse, men her ptcp.: ”(Det er derfor) … at vi er blevet bragt”
לְהִתְגֹּלֵל ... וּלְהִתְנַפֵּל – de to infinitiver (den første ajin-ajin og derfor ”hitpo’el”, som jo blot er en variant af hitpa’el) er tæt på at have identisk betydning her, og brugen af begge giver derfor emfase til udsagnet snarere end at sige noget mere end det enkelte verbum.

v. 19
וַיִּגְּשׁוּ – pe-nun, ”nærme sig”.

v. 20
בִּי אֲדֹנִי – fast vending som indledning til høflig, bønfaldende tiltale. Måske underforstås ”(Vis den gunst) mod mig, herre” e.l.

v. 21
כֶסֶף־אִישׁ – ”en mands penge” = ”den enkeltes penge”.
בְּמִשְׁקָלוֹ –”(pengene) i (בְּ־) deres (fulde) vægt”, dvs. alle pengene. (Pengene blev typisk vejet og ikke talt i oldtiden, og navnene på møntenheder er oftest identiske med vægtenheder. ”En sekel sølv” er altså ikke så meget en sølvmønt med værdien ”en sekel”, men snarere så tilpas meget sølv, at det vejer 1 sekel”).
וַנָּשֶׁב – ajin-waw, שׁוב, kons.impft. 1. plur. (vokalisering jf. FAN 5.2.1.1).

v. 22
הוֹרַדְנוּ – pe-jod, ירד, hif’il.

v. 23
כַּסְפְּכֶם בָּא אֵלָי – ”jeres penge har jeg fået [er kommet (pf. 3.sg. som ved ajin-waw har samme som som ptcp.) til mig]”.
וַיּוֹצֵא – pe-jod, יצא, hif’il, kons.impft. (vokaliseringens lighed med qal ptcp. er forvirrende, men patach under waw og dagesh i jod afslører, hvad det er).

v. 25
וַיָּכִינוּ – ajin-waw, כון, jf. til v. 16.
עַד־בּוֹא יוֹסֵף– ”til (det tidspunkt hvor) Josef kom hjem (inf.)”.

v. 26
הַבַּיְתָה ... הַבָּיְתָה – enten er det en fejl, anden gang ordet forekommer, og det skal bare udelades (jf. app. og DO92), eller den lokativiske endelse betegner ikke som sædvanlig retning, men blot stedet: ”hjemme i huset”.

v. 27
שָׁלוֹם – her er det tydeligt, at שָׁלוֹם ikke blot er ”fred”, men ”velbefindende”; med spørgepartiklen er ”Mon jeres fars šālôm (findes)?” simpelthen lig med ”Og hvordan går det så med jeres far, har han det godt?”
אֲשֶׁר אֲמַרְתֶּם – den forventelige indikation af, hvem der tales om eller til (a la אֲשֶׁר אֲמַרתֶּם אֵלָי i v. 29), er udeladt eller underforstået.
הַאוֹדֶנוּ – spørgepartikel + עוֹד, ”endnu”, + pron.suff., ”er han stadig …?”

v. 28
וַיִּקְּדוּ – ajin-ajin (קדד) med fordobling af første- i st.f. anden-radikalen.

v. 29
יָחְנְךָ – ajin-ajin, impft. (jussiv) m/ pron.suff. Den forventelige vokalisering ville være יְחָנְךָ, ændringen forklares som ”metatese” (vokalerne har byttet plads), FAN 2.7.5.4.

v. 30
וַיְמַהֵר – normalt optræder מהר, pi’el, ”skynde sig” som hjælpeverbum ”skynde sig at [verbalhandling]”. Her bruges det absolut: ”Skynde sig videre”, ”bryde hurtigt af”.
נִכְמְרוּ רַחֲמָיו – ”hans barmhjertighed blev oprørt (nif’al, grundformen af כמר)”, dvs. ”han blev grebet/påvirket af medfølelse” e.l.
וַיְבַקֵּשׁ לִבְכּוֹת – pi’el, בקשׁ (verbets grundform) ”at søge”, med infinitiv, ”få trang til at …”, ”være lige ved at …”; infinitiven er lamed-he, בכה.
הַחַדְרָה – bestemt artikel på חֶדֶר, ”han gik ind i værelset”, skønt vi ikke ved noget om et bestemt værelse. Måske er artiklen brugt kataforisk (FAN 3.2.1.2), men den efterfølgende præcisering er underforstået (”Han gik ind på værelset [ved siden af spisesalen]”), eller det er en form for generisk brug af artiklen, som når man på dansk siger ”Ræven har taget to af hønsene”, uden reelt at ane, om der er én eller flere ræve i nabolaget.

v. 32
יוּכְלוּן – uregelmæssigt pe-waw-verbum, opslagsform יכל (FAN 5.1.3.3.5). Det afsluttende nun er en jævnligt forekommende variant i impft. 3.plur. (FAN 2.6.1.1) uden konsekvens for betydningen.
לְמִצְרָיִם – man ville have forventet לְמִצְרִים (”for egyptere” og ikke ”for Egypten”), jf. 2 gange tidligere i verset, men det er ikke umuligt at referere til landet, når man mener summen af dets indbyggere (a la ”hele Danmark venter med tilbageholdt åndedræt” under MGP e.l.).

v. 33
וַיֵּשְׁבוּ – ”de sad”, her vel nærmest i betydningen ”de var kommet til at sidde”, ”man havde anvist dem plads”, eftersom pointen i det efterfølgende jo forudsætter, at de ikke selv har bestemt, hvor de ville sidde.
כִּבְכֹרָתוֹ ... כִּצְעִרָתוֹ – abstrakte substantiver, בְּכֹרָה, ”førstefødselsret”, og צְעִירָה, ”yngre alder”, med sammeligningspartiklen כְּ־, ”(de var bænket), den førstefødte svarende hans status som førstefødt, og den unge svarende til hans unge alder”, dvs. ”man havde anbragt den i rækkefølge efter alder”.
וַיִּתְמְהוּ – roden תמהּ, ”at være forbløffet”, har konsonantisk he som tredjeradikal (forsvinder ikke ved bøjning som alm. lamed-he).

v. 34
מַשְׂאֹת – af roden נשׂא, ”løfte”, ”give”, ”sende en gave” (jf. første ord i verset) er dannet מַשְׂאֵת (eller מַשָּׂאָה, afhængigt af ordbogen), ”et stykke” = ”gave i form af mad”.
וַתֵּרֶב – qal, kons.impft., lamed-he, רבה, ”at være stor”
יָדוֹת – det velkendte יָד, ”hånd” m.m., optræder – som kropsdele i det hele taget – typisk i dualis, יָדַיִם, når der er mere end én hånd, her i alm. plur. om sammenligningsforhold: ”Benjamins stykke var 5 gange så stort som de andres stykker”.

Kapitel 44

v. 1
וַיְצַו – jf. til 42,25.
כַּאֲשֶׁר יוּכְלוּן שׂאֵת – ”(lige så meget) som de (dvs, æslerne?) kan bære (pe-nun, inf.)”; יוּכְלוּן jf. 43,32.

v. 3
אוֹר – formmæssigt identisk med substantivet ”lys” (og naturligvis afledt af det), men her et ajin-waw-verbum, qal perf.; modsat hule rødder med -u- eller -i- som ”karaktervokal” (der blot har qamætz i qal, fx קָם af roden קום) kan o-vokalen bevares i alle former, jf. det hyppigste af slagsen, בוֹשׁ, ”at blive til skamme”.
שֻׁלְּחוּ – pu’al.

v. 4
וְהִשַּׂגְתָּם – hif’il, pe-nun, perf. 2. mask sing. m/ pron.suff. for 3. plur. (jf. וַיַּשִּׂגֵם i v. 6).
שִׁלַּמְתֶּם רָעָה תַּחַת טוֹבָה – ”betale (eller gengælde, godtgøre) ondt i stedet for godt” ville på mere ligefremt dansk nok hedde at ”gengælde godt med ondt”.

v. 5
נַחֵשׁ יְנַחֵשׁ – forstærkende abs.inf. + impft. (begge pi’el). Impft. betegner i denne sammenhæng den gentagne handling, "som han plejer at tage varsler med", "som han bruger, når han tager varsel".

v. 7
חָלִילָה מ־... – Besværgende udråbsord om det, som man ikke kunne drømme om at gøre (afstand markeret med præpositionen מִן); oversættes ofte til ”Måtte det være fjernt fra …”; muligvis oprindeligt dannet af et ord for ”profant, uhelligt” (jf. verbalroden חלל og arab. ”halal”); kunne lidt mindre arkaiserende oversættes til ”Gid det da aldrig måtte falde os ind at gøre sådan noget!”

v. 8
הֱשִׁיבֹנוּ – ajin-waw, hif’il; normalt ville vokalen i præfixet være chatef patach (הֲשִׁיבֹנוּ).

v. 9
אֲשֶׁר יִמָּצֵא אִתּוֹ ... וָמֵת – her med vb. i nif’al (passiv), men påfaldende parallel til 31,32.

v. 10
גַּם־עַתָּה – her bruges גַּם nærmest i betydningen ”altså” (eller måske kan det med fordel ignoreres i oversættelsen), ”Lad det nu være som I siger” – hvilket i øvrigt er et mærkeligt udsagn, da han straks påbyder, at sagen ikke skal behandles som de har sagt.
נְקִיִּם – adj., opslagsform נָקִי, ”ren”, men ikke mindst ”uskyldig”, ”fri for anklage”.

v. 11
וַיּוֹרִדוּ – hif’il, pe-jod, ירד.

v. 12
בַּגָּדוֹל הֵחֵל וּבַקָּטֹן כִּלָּה – ”han begyndte (ajin-ajin, חלל, hif’il) med den ældste og sluttede (lamed-he, כלה, pi’el) med den yngste”

v. 13
וַיַּעֲמֹס – ”at løfte op, bære” bruges typisk med objekt, her underforstås genstanden, ”hver enkelt læssede (sine ting) på sit æsel”.

v. 16
מַה־נִּצְטַדָּק – hitpa’el af צדק, en s-lyd som førsteradikal medfører ombytning af radikalen og hitpa’el-forstavelsens ”t” (metatese), og t’et, der normalt er et hebraisk taw (ת) forvandles tilmed til den tilsvarende emfatiske lyd, tet (ט), pga. afsmitning fra rodbogstavet tzade (צ), FAN 2.6.3.2. (Som en amerikansk student i Israel engang sagde, da han blev konfronteret med dette fænomen: ”Moses musta bin smokin’ sumthin’!”)
הָאֱלֹהִים מָצָא אֶת־עֲוֹן עֲבָדֶיךָ – ordret ”Gud har fundet dine tjeneres skyld [eller ”overtrædelse”]”, dvs. det lyder som en tilståelse. Det er vel næppe meningen, men i afmagt reagerer Juda altså med at sige, hvad der svarer til ”Jeg kan godt se, at det ikke kan bortforklares, det dér!” – alternativet er naturligvis, at de faktisk tror, Benjamin er skyldig. Om deres syn på dét ændres af de igen på mystisk vis tilbagevendte penge (som vel må tyde på at andre end de selv har været i saddeltaskerne), fremgår ikke af teksten.

v. 17
חָלִילָה – jf. til v. 7.
מֵעֲשׂוֹת – præp. מִן + infinitiv af עָשָׂה

v. 18
בִּי אֲדֹנִי – jf. til 43,20.
אַל־יִחַר – lamed-he, jussiv negeret med אַל (om udtrykket, jf. til 39,19).
כָמוֹךָ כְּפַרְעֹה – sammenligning med partiklen כְּ־ hhv. כָּמוֹ־, foran begge led; betydningsmæssigt kunne der lige så godt stå det mere almindelige אַתָּה כְּפַרְעֹה, ”du er som Farao”.

v. 20
יֶלֶד זְקֻנִים – jf. 37,3 (og 21,7): Pluralisformen זְקֻנִים betegner her det abstrakte, ”alderdom” (jf. dansk ”på hans gamle dage”).
וַיִּוָּתֵר – pe-jod, יתר, nif’al (hvor det oprindelige waw undtagelsesvis bevares som konsonant).
וַיִּוָּתֵר ... לְאִמּוֹ – nogenlunde ordret, ”som hans mor har tilbage”. Iflg. kap. 35 har Rakel dog været død i mange år, og så må man oversætte ”som er tilbage af de børn, hans mor fødte”.
אֲהֵבוֹ – qal perf, m/ pron.suff.; opfattes (og vokaliseres, jf. -e-vokalen) som et stativt verbum, og perfektum oversættes derfor typisk som nutid, ”han(s far) elsker ham”.

v. 21
הוֹרִדֻהוּ – jf. til 39,1.

v. 22
יוּכַל – jf. til 43,32.
וְעָזַב ... וָמֵת – betingelses- og følgesætning (den sidste bestående af ét ord); מֵת kan, afhængigt af ordbogen, opfattes som ptcp. af מות, ”at dø”, eller som et nomen, i begge tilfælde med betydningen ”død”, ”en død mand”, dvs. ”hvis han forlader … så dør han”.

v. 23
תֹסִפוּן – pe-jod, יסף, hif’il (som er grundformen). Fungerer typisk som hjælpeverbum, ”fortsætte med” hhv. ”gøre x igen”, hvor den egentlige verbalhandling udtrykkes ved den tilknyttede infinitiv.

v. 24
וַנַּגֶּד – pe-nun, hif’il, kons.impft. 1. plur.

v. 25
שֻׁבוּ – ajin-waw.

v. 26
נוּכַל – roden יכל som i v. 1 og 22.
לָרֶדֶת – pe-jod. ירד, infinitiv (får ofte endelsen ”-æt” ved pe-jod og pe-nun, hvor førsteradikalen bortfalder).
אִם־יֵשׁ ... וְיָרַדְנוּ – betingelses- og følgesætning (jf. også v. 22), hvor følgesætningen, der på dansk ville starte med ”så (skal vi nok)”, blot indledes med וְ־, ”hvis vi har vores lillebror med, så drager vi derned”.
לֹא נוּכַל ... וְאָחִינוּ הַקָּטֹן אֵינֶנוּ אִתָּנוּ – do., her med følgesætningen først, ”Vi kan ikke drage derned, når vi ikke har vores lillebror med”.

v. 27
יְדַעְתֶּם – perf. af verber med sanse-, perceptions- o.l. indhold betegner det, som er blevet tilfældet og derfor også nu er tilfældet, dvs. præsens: ”I véd jo godt, at …”.
שְׁנַיִם – talord, ”to”.

v. 28
וָאֹמַר – kons.impft. 1. sing. – bøjningsforstavelsen א־ er faldet sammen med førsteradikalen.
אַךְ – udråbsord, ”sandelig” e.l.
טָרֹף טֹרָף – abs.inf. + perf. (jf. til 37,33).
עַד־הֵנָּה – ”hertil”, dvs. ”indtil nu”, ”lige siden dén gang”.

v. 29
וְקָרָהוּ – jf. til 42,38, hvor der er brugt roden קרא. De to rødder er tydeligvis indbyrdes udskiftelige (hhv. to stavemåder for samme rod.)

v. 30
כְּבֹאִי – sammenligningspartikel + infinitiv (ajin-waw) + pron.suff = bisætning, ”hvis jeg nu kommer …”

v. 32
אֲבִיאֶנּוּ – ajin-waw, בוא, impft. 1. sing. m/ pron-suff. 3. sing.

v. 33
יֵשֶׁב־נָא עַבְדְּךָ תַּחַת הַנַּעַר עֶבֶד לַאדֹנִי – jussiv, ”måtte din ’tjener’ sidde (som) slave for min herre i st.f. drengen”, dvs. ”Giv mig lov til at blive slave i hans sted, og lad ham selv slippe”.

v. 34
פֶּן אֶרְאֶה בָרָע אֲשֶׁר יִמְצָא אֶת־אָבִי – ”for at jeg ikke …”, dvs. ”bare jeg må slippe for at se det onde, som (ellers) ville ramme (ordret: ”finde”) min far!”.

Kapitel 45

v. 1
לְהִתְאַפֵּק – jf. 43,31
הַנִּצָּבִים עָלָיו – pe-nun, נצב, nif’al (rodens grundform), ptcp. plur. med nominal function, “de som stod (rundt om ham)”
וַיִּקְרָא – for første gang i de mange dialoger i kap. 40-45 bruges ikke אמר eller ענה, men קרא: Josef hæver virkelig stemmen.
הוֹצִיאוּ – pe-jod, יצא, hif’il, impert. plur.
בְּהִתְוַדַּע – pe-jod, ידע, hitpa’el infinitiv m/ præp. בְּ־, ”mens (Josef) gav sig til kende …”

v. 2
וַיִּשְׁמְעוּ מִצְרַיִם וַיִּשְׁמַע בֵּית פַּרְעֹה – umiddelbart skulle det betyde, at gensynsglæden fik udtryk med en sådan lydstyrke, at det kunne høres over hele landet (jf. מִצְרַיִם og ikke הַמִּצְרִים), herunder i Faraos palads, der sikkert lå et stakke derfra. Meningen er dog nok snarere (jf. DO92), at egypterne i huset kunne høre det, og at rygtet derefter spredte sig som ild i gammelt papyrus, dvs. de to gange שׁמע betegner to forskellige, på hinanden følgende, hændelser.

v. 4
גְּשׁוּ – pe-nun, imperativ plur.

v. 5
תֵּעָצְבוּ – nif’al (med lang e-vokal i præfixet i st.f. fordobling af førsteradikalen), ”bedrøves”, ”være bedrøvet”.
אַל־יִחַר בְּעֵינֵיכֶם – lamed-he-vb. חרה brugs typisk med betydningen ”være vred” (også i samme konstruktion som her med ”i NN’s øjne” (se fx 31,35, DO92 ”tage det ilde op”). Her hvor reaktionen gælder det logiske subjekts egen handling ville den gængse oversættelse lyde fjollet på dansk, men man kan fx tilføje et refleksivt ”jer selv”: ”I skal ikke bebrejde jer selv, at …”.
לְמִחְיָה – subst. af samme rod som vb. חיה, ”livredning, (opretholdelse af) liv”.

v. 7
לָשׂוּם – sjældnere variant af infinitiv שִׂים
לְהַחֲיוֹת – hif’il inf., חיה, ”at holde i live”.

v. 9
אַל־תַּעֲמֹד – oversættes oftest ”at stå (oprejst)” e.l. (dvs. modsat ”at sidde ned”), her snarest ”at tøve” (dvs. modsat at sætte sig i bevægelse eller handle).

v. 11
כִלְכַּלְתִּי – ajin-waw, כול, pilpel (dvs. sv. til pi’el, men med repetition af begge de to rodbogstaver, FAN 2.6.4.2.3), ”opretholde”, ”indeholde”, ”holde forsynet med mad”.
תִּוָּרֵשׁ – pe-jod, ירשׁ, nif’al. (Den semntiske smmenhæng mellem qal, ”tage i besiddelse”, ”arve”, og nif’al ”blive forarmet”, ”lide nød”, er umiddelbart ikke indlysende, men sammenhængen er måske, at hvis den aktive form betyder ”at komme i besiddelse af ejendom”, så må den passive betyde ”at afgive ejendom”?

v. 12
כִּי־פִי הַמְדַבֵּר – oftest er פִּי blot cstr. af פֶה, ”mund”. her er det iflg. sammenhængen פֶה + pron.suff. 1.sg., ”min mund”, ”I kan jo se med jeres egne øjne, at det er min mund [dvs. ”at det er mig”], der taler til jer”.

v. 14
צַוְּארֵי – det er ikke krystalklart, hvorfor der bruges pluralis (jf. tilsv. sing. צַוְאַר, der dog kun forekommer i Jer 28).

v. 16
וְהַקֹּל נִשְׁמַע בֵּית פַּרְעֹה – jf. til v. 2

v. 17
טַעֲנוּ אֶת־בְּעִירכֶם – meget sjældne gloser, men i øvr. grammatisk ligefremt, ”læs jeres dyr”.

v. 18
בָּתֵּיכֶם – også i 42,19.33 har det naturligvis været familien og ikke bygningerne der mentes med ”jeres huse”, men her er det ekstra tydeligt.
וְאִכְלוּ – imperativ, som her udtrykker et løfte, ”og spis af landets fedme!”, dvs. ”og så skal I få lov at nyde godt af landets overflod”.

v. 19
צֻוֵּיתָה – pu’al, lamed-he, 2. mask. sing, ”du befales”, vds. ”jeg befaler dig at”.

v. 20
תָּחֹס – ajin-waw, חוס, oftest ”være bekymret for”, ”forbarme sig over”, her nærmest ”(du skal ikke) tænke på”.

v. 23
בָּר וָלֶחֶם וּמָזוֹן – ”korn og brød og fødevarer” er næppe betegnelser for tre forskellige slags forsyninger (לֶחֶם bruges ofte i almen betydning ”mad”), men skal snarere udtrykke emfase: Alle slags nødvendige fødevarer i overflod.

v. 26
וַיָּפָג – ajin-waw, פוג, ”blive kold”, ”blive træt”; men ”hans hjerte blev koldt” ville være en uheldig oversættelse, da det på dansk konnoterer mangel på følelsesmæssigt engagement. Snarer ”han tabte fatningen”.

v. 27
וַתְּחִי רוּחַ יַעֲקֹב – ”Jakobs ånd livede op, levede videre”, dvs. han kom til sig selv.

v. 28
רַב – adjektiv, ”mange, stor”; her nominalsætning bestående af ét ord, ”(Det er) stort!”, ”(Det var alligevel) meget!”

Kapitel 46

v. 1
בְּאֵרָה שָּׁבַע – lokativ-he på første del af det sammensatte stednavn.
לֵאלֹהֵי אָבִיו יִצְחָק – det er sjældent, Gud identificeres alene som “Isaks Gud” (hvorimod opremsningen “Abrahams og Isaks [og Jakobs] Gud” naturligvis forekommer hyppigt). Jf. dog ”Isaks rædsel”, 31,42.53, og ”min fars Gud” (31,5).

v. 3
מֵרְדָה – præp. מִן + uregelmæssig inf. af ירד. Forventelig form מֵרֶדֶת.

v. 4
אַעַלְךָ גַם־עָלֹה – hif’il, impft. עלה med forstærkende abs.inf. (i qal), her yderligere forstærket med גַם, ”også”, ”jeg skal også nok føre dig op”. (Ved verber som er både lamed-he og primært-laryngale, er imperfektum i qal og hif’il ens! Men qal ville ikke give mening i sammenhængen. At en finit form i hif’il er kombineret med en abs.inf. i qal, har næppe noget med formsammenfaldet at gøre. Det forekommer også i øvr., FAN 3.3.2.5.1.1).
יָשִׁית יָדוֹ עַל־עֵינֶיךָ – at ”lægge sin hånd på dine øjne” (DO92 ”lukke dine øjne”) må referere til Jakobs død, som altså ikke vil findes sted duen at han har genset Josef, jf. 45,28.

v. 5
וַיִּשְׁאוּ ... בָּעֲגָלוֹת – at ”løfte/bære dem i vognene” må sandsynligvis betyde ”hjælpe dem op i vognene” (DO92); alternativt ”transportere dem i vognene”. Det første passer nok bedst i sammenhængen, da selve rejsen endnu ikke er begyndt i v. 6a.

v. 10
בֶּן־הַכְּנַעֲנִית – denne kana’anæiske (med)hustru er vist ikke i øvrigt omtalt.

v. 17
וְשֶׂרַח אָחֹתָם – enten fik patriarkerne påfaldende få døtre, eller også er de kun i undtagelsestilfælde medtaget i stamtavlerne. Det sidste svarer fint til praksis i bibelske stamtavler i det hele taget, men rejser så spørgsmålet: Hvad gør denne Sera tilstrækkeligt interessant til at hun skal omtales?

v. 20
וַיִּוָּלֵד לְיוֹסֵף ... – nif’al, hvor det oprindelige konsonantiske waw som 1.-radikal er bevaret. De børn som ”fødtes til Josef”, indgår jo netop ikke i det, som i v. 8 overskriftsagtigt defineres som listens indhold: De efterkommere af Jakob, som på dette tidspunkt drog til Egypten. Men enten er listen (der som de fleste stamtavler traditionelt tilskrives P) oprindeligt uafhængig af sammenhængen her – eller hvis den stammer fra Josef-fortællerens egen hånd, så er der gået ’systemtvang’ i det, så at han ikke har kunnet udelade nogen fra Jakobs slægt.

v. 23
וּבְנֵי־דָן חֻשִׁים – logisk ville man forvente, ”og Dans søn var …” frem for ”sønner”, men formen er vel blevet en fast del af stamtavlens sprog.

v. 26
יֹצְאֵי יְרֵכוֹ – ptcp. med nominal funktion (nemmest oversat ved verbal bisætning), ”de som gik ud af hans hofter”, dvs. ”hans efterkommere”.
מִלְּבַד – sammensat præpositionelt udtryk מִן + לְבַד, ”bortset fra”.

v. 27
כָּל־הַנֶּפֶשׁ ... הַבָּאָה מִצְרַיְמָה שִׁבְעִים – Det er lidt svært at gennemskue, hvordan regnestykket er lavet. I v. 15.18.22.25 regnes antallet i de fire hustruers/medhustruers dele af familien ud til 33 + 16 + 14 + 7, dvs. i alt 70, og det stemmer, hvis den levende ægtehustru Lea og de to døtre (Jakobs egen Dina og Ashers datter Sera) medregnes, men medhustruerne ikke. Heri er Josef og hans sønner indregnet, så man kunne godt sige at 67 af Jakobs efterkommere kom til Egypten, og tre (Josef, Efraim og Manasse) var der i forvejen, i alt 70. Men hvorfor så 66 (iflg. v. 26)?

v. 28
לְהוֹרֹת – pe-jod og lamed-he, ירה, hif’il (verbets grundform), ”at vise (vej)”

v. 29
וַיֶּאְסֹר – typisk ”at binde” (jf 42,24), her ”spænde for”.
לִקְרַאת – kan efter forgodtbefindende opfattes som et præpositionelt udtryk ”hen imod” (FAN 2.5.4) eller infinitiv af קרא med betydningen ”hænde, træffe” (jf. samme vb. 42,4.38). Det sidste er nok forklaringen på udtrykkets oprindelse, mens det på sprogtrinnet i Biblia Hebraica er stivnet til fast vending uden nogen fornemmelse af et verbalt indhold.
וַיֵּרָא אֵלָיו – nif’al, ”han viste sig for ham”; er det Jakob, der ”kommer til syne for” Josef, dvs. Josef ”får øje på” sin far, da han nærmer sig? – Det ville passe med, at verbet så har samme subjekt som det efterfølgende וַיִּפֹּל, der må formodes at handle om Josef. Eller er det Josef, der ”lader sig se” i al sin pragt og herlighed af Jakob. – Det ville muligvis passe bedst med den gængse brug af ראה nif’al, hvor den mere magtfulde ’åbenbarer’ sig for den mindre højtstående.

v. 30
אָמוּתָה הַפָּעַם – ordret ”jeg dør denne gang”, må forstås som ”nu [men ikke nødvendigvis med det samme] kan jeg dø roligt”.

v. 31
וְאֹמְרָה – lang impft. (kohortativ) 1. sing. med sammenfald af bøjningsforstavelsen og 1.-radikalen

v. 32
רֹעֵי צֹאן – ptcp. her anvendt nominalt (og i cstr.), jf. til 37,2.
אַנְשֵׁי מִקְנֶה הָיוּ – perfektumsformen af היה betyder her ikke ”var (engang)”, men ”har (altid) været”, dvs. er stadigvæk (jf. om perfektum i tilstandssætninger, FAN 3.3.2.4.1.2).

v. 33
מַה־מַּעֲשֵׂיכֶם – jf. at dansk ”gerning” også kan dække både ”enkelthandling” (den hyppigste brug af מַעֲשֶׂה) og ”erhverv”.

v. 34
בַּעֲבוּר – præpositionelt udtryk (FAN 2.5.4), ”for at”, ”med henblik på”.
תֵּשְׁבוּ – pe-jod, ישׂב, ”I vil komme til at bo”, dvs. ”[Farao] vil lade her bosætte jer”.
כִּי־תוֹעֲבַת מִצְרַיִם ... – jf. lignende forklaring på egyptisk skik i 43,32; der er vist nok ikke fundet belæg for det i egyptisk kilder.

Kapitel 47

v. 1
וְהִנָּם – udråbsordet הִנֵּה + pron.suff.

v. 2
מִקְצֵה – præp. מִן + cstr. af קָצֶה, ”den yderste ende”, her i betydningen ”den samlede mængde (af)”, dvs. udtrykket bliver reelt en slags præposition, ”blandt”, ”ud af”.
וַיַּצִּגֵם – pe-jod med uregelmæssig forlængelse af 2.-radikalen (FAN 2.6.4.1.3; jf. 5.1.3.3.3).

v. 3
רֹעֵה צֹאן – iflg. Den syntaktiske sammenhæng er der oplagt tale om pluralis, ”fårehyrder”, så det er en uregelmæssig stavemåde for det forventede רֹעֵי (jf. 46,32).

v. 4
מִרְעֵה – ”græsning”, jf. samme rod som ”hyrde”.
יֵשְׁבוּ־נָא – jussiv, ”måtte de få lov at bo”.

v. 6
הוֹשֵׁב – hif’il.
אַנְשֵׁי־חַיִל – afhængigt af sammenhængen er הַיִל ”styrke”, ”dygtighed”, ”formue” e.l. Her drejer det sig oplagt om særlig dygtighed til hyrdefaget.
וְשַׂמְתָּם – ajin-waw, שׂים, kons.perf., ”så sæt dem til at være …”

v. 7
וַיָּבֵא ... וַיַּעֲמִדֵהוּ – to x hif’il, ”bragte … og lod træde frem”.

v. 8
יְמֵי שְׁנֵי חַיֶּיךָ – treleddet ctsr.-forb., ”mit livs års dage”. Det havde ikke gjort nogen betydningsforskel at udelade dagene (jf. til 41,1).

v. 9
מְגוּרַי – (altid plur.), ”status som fremmed med fast ophold i et land”
מְאַת – talord, ”100” i cstr.
מְעַט וְרָעִים – ”få (sing.) og ringe (plur.) har mine år været”
הִשִּׂיגוּ – pe-nun, hif’il, almindeligvis ”nærme sig, indhente”, her nærmest ”komme op på”, ”kunne sammenlignes med”.

v. 11
וַיּוֹשֵׁב – hif’il.
רַעְמְסֵס – antagelig bynavn; skal muligvis forbindes med farao Ramses II (reg. 1290-1224 f.Kr.). Ligesom med navnet på regionen Goshen er det åbent for spekulation, om der kan siges noget præcist om, hvilket område der er tænkt på.

v. 12
וַיְכַלכֵּל – jf. til 45,11.
לְפִי הַטָּף – her anvendes לְפִי præpositionelt (FAN 2.5.4), og det følgende substantiv generisk, dvs. ”svarende til barnet” = ”i forhold til, hvor mange børn de havde”, ”alt efter hver husstands størrelse”.

v. 13
וַתֵּלַהּ – ajin-ajin, להה (he er konsonantisk, jf. prikken, mappiq), kons.impft. 3.sing.fem., ”det (landet, fem.sing., selv om der nævnes to) sygnede hen”.

v. 14
בַּשֶּׁבֶר – præpositionen בְּ־ er her ”prisens bet”, dvs. ”(Josef samlede alle penge i både Egypten og Kana’an) til gengæld for det korn, (som de kom og købte)”.

v. 15
וַיִּתֹּם – ajin-ajin, תמם, med uregelmæssig fordobling af 1.-radikalen. (Jf. også v. 18, både kons.impft. som her, og perfektum).
הָבָה – pe-jod, יהב, imprt. med lang â-endelse, ”giv!” Egentlig et aramaisk låneord. Bruges dels, hvor נתן ville give lig så god mening, dels som et opfordrende ”Kom, lad os ...” (jf. 11,3.4.7; 38,16). Hvor det har beholdt betydningen ”at give”, kan man muligvis argumentere for, at det til tider bruges i en mere højtidelig eller underdanig sammenhæng end נתן.
אָפֵס – qal perf., ”slippe op”, ”være til ende” (et sjældent verbum, muligvis dannet af nominet אֶפֶס, der bl.a. har betydningen ”ingenting”.

v. 16
מִקְנֵיכם – den ’brede’ betydning af מִקְנֶה (jf. roden קנה) er ”besiddelse”, men det bruges ofte om ”kvægbesiddelser”, og derfor slet og ret som synonym med ”kvæg” (jf. v. 6). Når det fx i v. 17 indgår i konstruktforhold m/ ”småkvæg” (får og geder) eller hornkvæg, vliver man derimod nødt til at overssætte det som ”besiddelser af …” e.l.

v. 18
נְכַחֵד – pi’el, impft. 1. plur. ”vi vil ikke skjule”.
כִּי אִם־תַּם – når der efter et negativt udsagn kommer כִּי אִם, plejer det at betyde ”men derimod”. I så fald må nogle elementer være underforstået: ”Vi vil ikke skjule (noget) for dig, men derimod (åbent indrømme, at) pengene er sluppet op”. I denne afkortede form virker det derfor mere oplagt at forstå כִּי אִם slet og ret som ”at”: ”Vi vil ikke skjule for dig, at pengene er sluppet op”.
בִּלְתִּי אִם – ”(ikke) andet end”
גְּוִיָּתֵנוּ – opslagsform גְּוִיָה, ”krop”.

v. 19
נָמוּת – da subjektet er både ”vi og vores jord”, ville det virke lidt fjollet at oversætte til ”dø”, men så må man enten omskrive til ”gå til grunde” eller i oversættelsen skille det ad og fx skrive ”hvorfor skal vi dø og vores jord ligge øde hen?”. DO92 har dog ikke haft skrupler ved at skrive ” Hvorfor skal både vi og vores jord dø for øjnene af dig?”.
קְנֵה – lamed-he, imperativ, ”Køb!”
לֹא תֵשָׁם – ajin-ajin, שׁמם, impft. qal, her med sere i forstavelsen (FAN 2.6.4.2.2), ”at ligge øde”.

v. 20
וַיִּקֶן – lamed-he, קנה, jf. foregående vers.
שָׂדֵהוּ – subst. שָׂדֶה, ”Egypten solgte, hver mand sin mark”, dvs. ”alle egypterne solgte deres marker”.

v. 21
מִקְצֵה ... וְעַד קָצֵהוּ – ”fra enden af … og til dets ende”, dvs. ”fra den ene ende til den anden af …”

v. 22
חֹק ... חֻקָּם – subst. חֹק bruges ofte som synonym for ”lov”, ”bestemmelse”, men har også bredere betydning a la ”noget fastsat”, ”en vis mængde”. I verset her bruges det på begge måder: ”Der var en bestemmelse vedr. præsterne fra Farao, og de spiste deres fastsatte andel”: M.a.o.: Farao har beordret, at præster skal have kornrationer uden at nødsages til at give deres jord som modydelse.

v. 23
הֵא – udråbsord a la הִנֵּה, ”Værsgo’! Så er der korn til jer!”

v. 24
בַּתְּבוּאֹת – ”udbytte”, תְּבוּאָה, dannet af בוא.
אַרְבָּע הַיָּדֹת – jf. til 43,34; her ca. i betydningen ”(an)del”: Josef indkræver en femtedel af høstudbyttet i skat, og ”de (øvrige) fire dele” skal så dække behovet for fødevarer samt sædekorn til det følgende år.

v. 25
נִמְצָא – qal, jussiv, 1.plur., ”Gid vi måtte finde …”.

v. 26
וַיָּשֶׂם אֹתָהּ – ”Josef gjorde det [nemlig den beskrevne procedure] til en חֹק”.
לְפַרְעֹה לַחֹמֶשׁ – ordret ”til Farao, til en femtedel” (måske underforstås ”så det beløb sig til en femtedel). Umiddelbaart er det dog fristende at følge Septuaginta (jf. app.) og lade som om der står לְחַמֵּשׁ לְפַרְעֹה, ”at sætte en femtedel til side til Farao”.

v. 27
וַיֵּאָחֲזוּ – nif’al (sere i forstavelsen, da førsteradikalen ikke kan have dagesh); at Israel ”blev grebet i regionen (Goshen)” svarer ca. til dansk ”de faldt godt til”, som jo også grammatisk syne at udtrykke en passivitet hos subjektet.
וַיִּפְרוּ וַיִּרְבּוּ – to x lamed-he, kons.impft.; jf. 1 Mos 1,28.

v. 29
שִׂים־נָא יָדְךָ תַּחַת יְרֵכִי – ”anbring din hånd under min lænd” e.l. refererer øjensynlig til et ritual for højtidelig edsaflæggelse (jf. også 24,2.9).

v. 30
בִּקְבֻרָתָם – ”grav”, קְבוּרָה, er tilsyneladende et sjældnere synonym for קֶבֶר (samme rod) uden nogen betydningsforskel.

v. 31
הִשָּׁבְעָה – nif’al, imperativ (efterfulgt af nif’al, kons.impft., samme rod); nif’al er verbets grundform.
וַיִּשְׁתַּחוּ – Jakob bøjer sig nu for Josef som forudsagt i 37,9-10 (brødrene har for længst gjort det).
עַל־רֹאשׁ הַמִּטָּה – ordret ”over sengens hoved(gærde)”, dvs. den gamle Jakob er svagelig og må nøjes med, siddende i sengen, at antyde den underdanige gestus. At han var sengeliggende, kommer ellers først ind i billedet i 48,1. LXX har læst מטה som מַטֶּה, og oversætter, at ”han lænede sig til (toppen af) sin stav”. Imidlertid kan מַטֶּה også betyde ”stamme” (skønt שֶׁבֶט ville være mere almindeligt til det formål), dvs. ”han bøjede sig for stammens hoved”, og anerkendte dermed, at Josef nu var familiens overhoved.

Kapitel 48

v. 1-2
וַיֹּאמֶר ... וַיַּגֵּד – da der ikke er noget subjekt, må man underforstå et indefinit ”man” (eller som DO92 omskrive til ”Josef fik at vide …”).

v. 1
חֹלֶה – ptcp. qal, med adjektivisk funktion, ”syg” (jf. at man fx også kan sige ”er fieberte” på tysk, altså beskrive det at være ramt af feber som en aktiv verbalhandling).

v. 4
מַפְרְךָ וְהִרְבִּיתִיךָ – to x lamed-he (jf. det velkendte ordpar 1,22.28; 8,17; 9,1.7; 35,11; 47,27), her i hif’il (ikke ”være frugtbar osv.”, men ”gøre …”) med direkte reference til 28,3; bemærk sjov kombination af ptcp. og kons.perf. med åbenlyst parallel betydning; typisk vil den konsekutive impft. være futurisk, mens participiet kan betegne det som er igangværende eller umiddelbart i færd med at tage sin begyndelse. Med kombinationen indikeres så at sige, at løftets opfyldelse ganske vist ligger i fremtiden, men at processen allerede er i gang. (Man kan selvfølgelig også hævde, at formerne faktisk ikke skal forstås aldeles parallelt: Frugtbarheden kommer først og formuleres derfor med samtidighedens aspekt (ptcp.), mens mangfoldigheden er en (futurisk) følge af frugtbarheden. Men de to gloser plejer immervæk at følges ad som Gøg og Gokke.

v. 5
הַנוֹלָדִים – pe-jod, nif’al ptcp.

v. 6
מוֹלַדְתְּךָ – selvsagt er מוֹלֶדֶת dannet af roden ילד. Typisk betyder det ”slægt” eller evt. ”afstamning”, her dog ”efterkommere”.
הוֹלַדְתָּ – pe-jod, jf. v. 5, hif’il; perfektumsformen synes at forudsætte, at Efraim og Manasse allerede har yngre søskende; de er dog ikke omtalt, nærmest tværtimod (46,20.27), så perfektum svarer nok her til latins futurum exactum, dvs. betegner det som i en fremtidig kontekst vil være noget allerede realiseret og i den forstand ”fortidigt”, ”de børn, som du (i fremtiden) vil have avlet”.
עַל שֵׁם אֲחֵיהֶם יִקָּרְאוּ בְּנַחֲלָתָם – grammatikken er enkel nok, men indholdet ikke helt ligefremt. Man skal nok, som DO92, forudsætte en kontrast mellem 6a og 6b: Efraim og Manasse skal være Jakobs (5b), Josef senere sønner skal derimod være hans egne (6b), men de skal ”have navn efter deres [to førnævnte] brødre”, dvs. de skal høre til Efraims og Manasses stamme, og når det forjættede land fordeles, skal de have jord dér.

v. 7
בְּעוֹד כִּבְרַת־אֶרֶץ לָבוֹא אֶפְרָתָה – ”da (jeg) endnu (var) en kebārâ af landet fra at ankomme til Efrat”, dvs. ”så-og-så lang vej (כְּבָרָה er enten et længdemål, eller betyder ”et stykke”) inden jeg nåede til Efrat/Betlehem”.

v. 9
בָּזֶה – ”i dette (land)”, dvs. ”her”.

v.10
וַיַּגֵּשׁ – pe-nun, hif’il (jf. til qal af samme rod, 43,19 m.fl.)

v. 11
רְאֹה ... פִלָּלְתִּי – inf.cstr. af lamed-he ”at se” ville normalt hedde רְאוֹת, her dannet som af stærkt verbum. Infinitivkonstruktionen ”at se dit ansigt” er objekt for verbet. Bemærk, der er to rødder פלל, denne er den sjældnere.

v. 12
וַיּוֹצֵא ... מֵעִם בִּרְכָּיו – pe-jod. hif’il. Iflg. D092 tog Josef drengene ”ned fra hans [Jakobs] knæ”, dvs. Jakob har taget dem på skødet i v. 10 (jf. til 50,23). Grammatisk kan meningen naturligvis også være ”fra sine [egne] knæ”; det sidste kunne være en nødvendig praktisk forudsætning for Josefs næste handling.

v. 13
בִּימִינוֹ מִשְּׂמֹאל יִשְׂרָאֵל ... – han havde Efraim ”i sin højre, [dvs.] til venstre for Israel”, etc.

v. 14
שִׂכֵּל – forekommer kun dette sted i GT, men må jo iflg. sammenhængen betyde ”lægge over kors”.
כִּי מְנַשֶּׁה הַבְּכוֹר – her synes כִּי nærmes at betyde ”imidlertid”; dvs. der etableres ikke sammenhæng, men kontrast mellem hovedsætningen og bisætningen.

v. 15
אֶת־יוֹסֵף – at Jakob ”velsigner Josef” må vel ud fra sammenhængen primært betyde, at han velsigner Josef-slægten ved at velsigne de to drenge (jf. v. 5-6).
הָרֹעֶה – , lamed-he, ptcp., da det her tager objekt, opfattes det mest hensigtsmæssigt som verbalt, man da dansk ikke som fx tysk har et verbum, der direkte svarer til substantivet ”hyrde”, ender man nok alligevel med en nominal konstruktion a la ”han som har været min hyrde” (ptcp. betegner i temporal henseende samtidighed og ofte den vedvarende handling, dvs. ofte, men ikke nødvendigvis, nutid; her viser sammenhængen, at der tænkes i det vedvarende forløb fra fortiden og op til nutiden.
מֵעוֹדִי – præpositionen עוֹד kan det her være en hjælp for forståelsen at forstå som oprindelig et abstrakt substantiv, ”fra min vedvaren” = ”lige fra jeg blev til”.

v. 16
הַמַּלְאָךְ הַגֹּאֵל – det er usædvanligt at Gud udtrykkeligt kaldes en malʾāk, der ellers enten betegner et sendebud i almindelighed, eller en guddommelig budbringer, dvs. ”engel”. Måske er denne sprogbrug præget af de steder, hvor det – tilsyneladende ud fra tanken om det farlige i at komme for tæt på Gud – skildres, at et menneske møder eller tiltales af Jahves malʾāk og ikke af Gud selv. Gud som goʾel, ”forløser” er et hyppigt billede især i Es 40-55; stedet her er den første forekomst i kanon.
וְיִקָּרֵא בָהֶם שְׁמִי ... – at Jakobs navn ”skal kaldes i dem” betyder antageligt, jf. DO92, hverken mere eller mindre end at Jakobs navn føres videre i dem, men måske er det en særlig henvisning til, at de forfremmes til selvstændige stammers forfædre (jf. v. 5-6).
וְיִדְגּוּ – lamed-he, דגה. Findes kun her. Betydningen er tydeligvis noget med at blive mange. Hvis det er rigtigt gættet, at det er afledt af דָּג, ”fisk”, måske fordi fisk ”vrimler”, så ville en lignende dansk formulering vel nærmest være ”formere sig som kaniner”.

v. 17
וַיֵּרַע – ajin-ajin; ”det var dårligt i Josefs øjne” = ”Josef brød sig ikke om, at …”.

v. 19
וַיְמָאֵן – pi’el, jf. 37,35; 39,8.
יָדַעְתִּי – verbum med sanse- eller erkendelsesbetydning anvendes i perfektum, hvis vi på dansk ville have nutid, ”Jeg véd det, min dreng, jeg véd det!”
מְלֹא־הַגּוֹיִם – ”folkeslagenes fylde” er i DO92 meget dækkende blevet til ”en mængde folkeslag”. Bemærk, at haggôjim, ”folkeslagene”, altså her er Efraims efterkommere, og ikke fremmede folkeslag.

v. 20
בְּךָ יְבָרֵךְ – Israel (her vel folket og ikke den talende Jakob selv) skal, når det udtaler et velsignelsesønske, bruge Efraim og Manasse som udtryk for, hvad det vil sige at være velsignet; trods pron.suff. i sing. menes der tilsyneladende begge drenge (jf. følgende linje).
יְשִׂמְךָ – ajin-jod, jussiv, ”Måtte Gud gøre dig …”.
וַיָּשֶׂם ... לִפְנֵי מְנַשֶּׁה – at anbringe A לִפְנֵי B betyder meget ofte ”foran” i den forstand at A står ”vendt mod”, ”ansigt til ansigt med” B, men her er betydningen tydeligvis ”foran” mht. rang eller rækkefølge.

v. 21
אָנֹכִי מֵת – ordret egentlig en nominalsætning ”jeg er død”; skønt מֵת i høj grad bruges som adjektiv, er det dog egtl. et participium og kan fungere som verbum som betegnelse for det, der er i begreb med at ske, ”Jeg skal snart dø”.
וְהֵשִׁיב – ajin-waw, hif’il.

v. 22
נָתַתִּי לְךָ שְׁכֶם אַחַד עַל־אַחֶיךָ – der er mildt sagt uenighed om, hvad dette betyder. De fleste antager, at שְׁכֶם אַחַד, ordret ”en skulder”, er objekt for verbet ”jeg giver”. Meningen kan så være, at Jakob giver Josef ”en (ekstra) andel i forhold til dine brødre” (jf. at han reelt bliver til to stammer), eller ”en bjergryg”, dvs. et bestemt landområde, evt. simpelthen Sikem, som hedder שְׁכֶם på hebraisk (men hvorfor så אַחַד? det skulle mindst være femininum for at lægge sig til en by, og måske helst helt undværes). Henvisningen til erobring med sværd og bue gør ikke tingene nemmere, for Jakob er jo ikke kendt som krigshelt i resten af Genesis, og slet ikke i relation til Sikem!
Robert Alter har påpeget, at Sefanias’ Bog 3,9 bruger שְׁכֶם אַחַד adverbielt, ca. i betydningen ”med ét sind”, ”uden tøven” (DO92 ”stå sammen om at …”), og foreslår at verset her ca. betyder ”Jeg giver dig uden forbehold [”with single intent”] frem for dine brødre det som jeg tog fra amoritterne …”. Alters forslag løser ikke spørgsmålet om, hvornår Jakob egentlig har taget noget fra amoritterne med våbenmagt, men dén sag kan vist ikke udredes ad grammatisk vej.

Kapitel 49

v. 1
הֵאָסְפוּ – nif’al, imprt.
יִקְרָא – den mindre hyppige rod קרא, som ikke betyder ”kalde”, men ”ske”, jf. 42,4.38.
בְּאַחֲרִית הַיָּמִים – ordret ”ved dagenes afslutning”, som kan lyde eskatologisk, hvilket bestemt også er en tænkelig brug (fx måske i Es 2,2; Dan 10,14), men typisk betyder det nok snarere ”i løbet af dine dage”, dvs. i fremtiden (fx 4 Mos 24,14; 5 Mos 4,30).

v. 2
הִקָּבְצוּ – nif’al, imprt.

v. 3
יֶתֶר – ”rest”, ”overskud”, her måske nærmest ”det mest fremragende af …”
שְׁאֵת – pe-nun, inf., ”løfte”, her brugt som substantiv, ”ophøjethed” e.l. (Samlet bliver יֶתֶר שְׂאֵת וְיֶתֶר עָז altså til noget a la ”den mest ophøjede og den mest kraftfulde”).

v. 4
פַּחַז – tilsyneladende et abstrakt nomen, ”overskumning”, ”det at skumme over” (kendes fra efterbibelsk hebraisk, men Bibelen og nærmeste omegn kun bevidnet her samt i Siraks Bog 41,17, hvor ét håndskrift har פחז, men et andet זנות, altså ”seksuel overtrædelse”). Ordret kan den masoretiske tekst altså gengives ”En overskumning som vandet! Du vil ikke …”. Roden פחז betyder dog primært ”at handle hensynsløst” e.l., men kan vand handle hensynsløst? De fleste versioner (jf. app.) afspejler en tekst med verbet פחז i 2. pers, ”Du skummede over /handlede hensynsløst som vandet”.
תּוֹתַר – pe-jod, יתר, hif’il, typisk med betydningen ”lade blive til overs” (jf. יֶתֶר af samme rod i v. 3), her øjensynlig ”have en fordel”, nemlig formodentlig førstefødselsretten.
מִשְׁכְּבֵי – flertalsformen bruges ofte med seksuelle konnotationer, mens singularis bare betyder ”en seng”.
עָלָה – gentagelsen, nu i 3.mask.sing., af samme verbum som umiddelbart før bruges i ”du steg op i din fars seng”, er umiddelbart lidt akavet. DO92 synes helt enkelt at udelade ordet; nogle oversættelser følger Septuaginta m.fl. (jf. app.) og retter til 2. pers.; man kan også oversætte ordret, og forudsætte, at Jakob skifter fra tiltale til omtale (og måske vender sig fra Ruben til de øvrige tilhørere): ”Dengang vanhelligede du min seng. – Ja, han steg op i den!”

v. 5
מְכֵרֹתֵיהֶם – opslagsform øjensynlig מְכֵרָה. Betydning ukendt, og roden også usikker. DO92, ”deres knive” (eller ”våben”, DO31), forudsætter roden כרת, ”skære”, mens andre har foreslået roden מכר, ”at sælge”, og oversat til ”deres næringsvej” e.l.

v. 6
בְּסֹדָם – subst. סוֹד, ”rådslagning”, ”forsamling” ell. ”hemmelighed”, m. præp. og pron.suff.
תֵּחַד – pe-jod, יחד, ”min kābôd (= ’jeg’) vil ikke forene sig med deres forsamling”
בִרְצֹנָם – opslagsform רָצוֹן, ”vilje”, ”hensigt”, ”det man har lyst til”; her tydeligvis parallelt med אַף, ”vrede”, så måske ”overmod”.
עִקְּרוּ־שׁוֹר – pi’el af עקר bruges Jos 11,6.9 og 2 Sam 8,4 om at gøre fjendens heste ukampdygtige ved at skære en sene i bagbenet over. Typisk oversættes derfor, ”de skar senerne over på en okse” (parallel til forudgående linje, ”de dræbte en mand” – i begge tilfælde skal ”en” nok forstås generisk: De hærgede blandt både mennesker og dyr). Hvis der henvises til Sikem-episoden i kap. 34, giver det imidlertid ikke særlig god mening: Kvæget blev taget som nytte, og så ville det jo være tåbeligt at beskadige det. Robert Alter foreslår derfor at man skal læse שׁוּר, ”en mur”, i stedet for שׁוֹר, og oversætte ”de rev murværk ned”. På den anden side kan Jakobs poetiske fremstilling jo udmærket rumme andre traditioner om Sikem-episoden, end dem der findes i fortællingen, eller helt enkelt blot give den rigelig gas med metaforikken.

v. 7
קָשָׁתָה – lamed-he, קשׁה, ”være stærk”, perf., 3.fem.sing.
אֲפִיצֵם – ajin-waw, פוץ, hif’il, ”sprede” (jf. 11,8.9), m/ pron.suff.

v. 8
אַתָּה יוֹדוּךָ – pe-jod og lamed-he, ידה, ”at takke”. Det indledende pronomen (som indholdsmæssigt ikke føjer noget til, der ikke siges med pron.suff. på verbet) fremhæver den tiltalte: ”Du! De [dine brødre] takker dig”. Bemærk at ordspillet fra 29,35, ved navngivningen af Juda, tages op igen her. På samme måde inddrages ordspil fra historien om stammeoverhovedernes fødsel 29,32-30,23 ved nogle af de følgende otte sønner. For Rubens, Simeons og Levis vedkommende var dette ikke tilfældet, måske fordi Jakob for deres vedkommende har materiale nok i at knytte til ved spektakulære enkeltbegivenheder i deres liv.

v. 9
עָלִיתָ – hvis meningen blot var ”rejser sig op, løfter hovedet (efter at have stået bøjet over det nedlagte nytte), ville קום nok være mere oplagt end עלה. Højst tænkeligt har DO92 ramt rigtigt ved at forstå verbet som ”vende hjem (nemlig i mæt og sejrrig tilstand)”, jf. at de i Joseffortællingen hele tiden rejser ”ned” til Egypten og ”op” til Kana’an.
כָּרַע רָבַץ – ”han knælede; han krøb sammen”; DO92 har tilsyneladende opsummeret de to verber i ét.
יְקִימֶנּוּ – ajin-waw, hif’il m/ pron.suff.

v. 10
מְחֹקֵק – egtl. ptcp. po’el (FAN 2.6.4.2.3) af חקק, bruges både i betydningen ”hersker” (Dom 5,9.14) og ”herskerstav” (jf. parallellen til שֵׁבֶט her).
מִבֵּין רַגְלָיו – man skal vel forestille sig noget, der ligner en hyrdestav, og som når ned til gulvet, og derfor står ”mellem hans fødder”; man kan sige, som Robert Alter, at der ikke er nogen grund til at reducere udtrykket til kun at være udtryk for noget fallisk, men at billedet ”surely suggests virile power in political leadership”.
שִׁילֹה – Den masoretiske tekst kan læses med שִׁילֹה som subjekt, ”ind til Shilo kommer” (men hvem er han?), eller Juda kan være det implicitte subjekt, ”ind til han [Juda] kommer til Silo” (bynavnet staves andre steder שִׁילוֹ eller שִׁלוֹ eller שִׁלֹה, men aldrig præcis som her). Septuaginta, τὰ ἀποκείμενα αὐτῷ, (og den syriske Peshitta, men den kan være oversat fra LXX) synes at bygge på en hebraisk tekst, hvor der har stået שֶׁלוֹ (sv. til אֲשֶׁר לוֹ), ”ind til han kommer, som den [magten, jf. v. 10a] tilhører”. I Vulgata står der qui mittendus est, ”ind til han, der skal sendes, kommer”. Det kunne bygge på en tekst med en form af שָׁלַח, men kan også afspejle, at en foreliggende messiansk tolkning har præget oversættelsen. At stedet blev tolket messiansk allerede i den førkristne jødedom, ses tydeligt af Dødehavsrullerne (primært Genesiskommentaren, 4Q252 5,1-4), og tolkningen fortsætter ufortrødent i Targum. Blandt det 20. århundredes kommentarer har von Rad og Westermann foreslået, at den messianske tolkning måske kan føres tilbage til den hebraiske teksts ordlyd, hvis det forudsættes, at der er faldet et מ ud, idet der oprindeligt har stået מֹשְׁלֹה (sv. t. מֹשְׁלוֹ, hvis suffixet havde haft den almindelige form) ”ind til hans hersker [dvs. den der skal overtage herskermagten fra Juda] kommer”.
יִקְּהַת – subst., opslagsform יְגָהָה, ”lydighed”. Nominalsætning, ”hans er folkeslags lydighed”, dvs. ”Ham skal folkeslagene adlyde”.

v. 11
אֹסְרִי – ptcp. med ekstra î-endelse, der vistnok er en ældre form.
עִירֹה – subst. עִיר, ”et ungt æsel” (og ikke ”en by”) m/ pron.suff. for 3. mask.sing. skrevet med he og ikke med waw.
בְּנִי אֲתֹנוֹ – betydningen er tilsyneladende ”sin æselhoppes føl (’søn’)”, dvs. ”sit æsel”; man ville altså forvente בֶּן אֲתֹנוֹ. Det ekstra -î på konstruktformen er muligvis en ældre form (jf. til אֹסְרִי tidl. i verset).
דַם־עֲנָבִים – ”druers blod”, dvs. vin.
סוּתֹה – ser ud til at være parallelt til לְבֻשׁוֹ, og må altså betegne en del af personens påklædning. Mht. endelsen, jf. til עִירֹה tidl. i verset.

v. 12
חַכְלִילִי – ordet findes som adjektiv kun dette ene sted, men en abstrakt form חַכְלִילוּת desuden i Ordsp 23,29; begge steder om en egenskab ved øjnene i forb. m. vin (i Ordsp udtrykkeligt voldsom beruselse). I verset her afhænger forståelsen af, hvordan præpositionen מִן, der er præfigeret på ordene for ”vin” og ”mælk”, forstås: Beskriver det en årsag (”hans øjne er slørede af vin … tænderne hvide af mælk”, jf. fx DO31), eller bruges præpositionen komparativt (”hans øjne er mørkere end vind, tænderne mere hvide end mælk”, DO92)? Begge opfattelser er fuldt ud grammatisk mulige.
לְבֶן־ – ordet for ”hvid” er her sat i konstruktforhold til ordet som det kendetegner (FAN 3.2.7.4.7).

v. 13
יַרְכָתוֹ – opslagsform יַרְכָּה, åbenlyst beslægtet med יָרֵךְ (jf. 24,2.9; 47,29; 32,26.32-33; 46,26). Zebulons forbindelse med skibsfart gør det oplagt at associere ham med fønikerne, og en af deres hovedbyer var Sidon. Når den masoretiske teksts ”hans side/flanke/ryg (er vendt) mod Sidon” i DO92 er blevet til ”helt oppe ved Sidon”, forstås ”hans flanke” nok som henvisning til stammens landområde og ikke til personen Zebulons krop, jf. at det territorium, Zebulon-stammen får tildelt i Jos 19,10-16, er et af de nordligst beliggende (se også relevant kort i Bibelatlas eller bag i DO92).

v. 14
יִשָּׂשכָר – når det 2. ש hverken har vokal, shwa eller for den sags skyld en prik til at skelen mellem shin og sin, skyldes det, at masoreternes foreskrevne læsning (qrê) udelader det; det skal altså læses som יִשָּׂכָר, jiśśākār. Hvordan det skrevne, ktîv, oprindelig er blevet udtalt, er usikkert.
חֲמֹר גָּרֶם – konstruktforbindelse. Absolutleddet גֶּרֶם, her i pausa, er et ret sjældent ord for ”knogle”. Issakar er altså ”et knogleæsel”, dvs. så stor og stærk som et (særlig stærkt?) æsel.
הַמִּשְׁפְּתָיִם – optræder kun her samt i Dom 5,16 (også en meget vanskelig poetisk passage), og ingen ved reelt hvad det betyder. Nogle gætter ud fra sammenhængen i Dom eller her i 1 Mos på fx fårefolde eller saddeltasker, andre satser på etymologien (roden er øjensynlig שׁפת, noget med ”at tænde op under en gryde”) og oversætter til ”ildsteder”.

v. 15
וַיֵּט – pe-nun og lamed-he
לִסְבֹּל – inf. (med le-præp.), ofte oversat som substantiv, ”lagde sin skulder til læsset” e.l., frem for verbalt, ”strakte sin skulder frem for at bære”.
לְמַס־עֹבֵד – man må sandsynligvis forstå עֹבֵד (ptcp.) som attribut til מַס (egtl. tvangsarbejde eller ”hoveri”, men bruges også konkret om tvangsarbejderen), dvs. ”en (hårdt)arbejdende hoveriarbejder”; alternativt kan man måske analysere וַיְהִי ... עֹבֵד som en sammensat verbalform og מַס som objekt, ”han kom til at udføre tvangsarbejde”. Indholdsmæssigt er der den vanskelighed, at hoveri ellers i GT hovedsageligt er noget, som landets oprindelige befolkning gøres til genstand for (Jos 16,10; 17,13; Dom 1,28-35; 1 Kong 9,21; 2 Krøn 8,8; jf. 5 Mos 20,11 om krigsfanger). Muligvis bygger beskrivelsen – selv om det ikke er eksplicit som hos Juda, Dan m.fl. – på et ordspil (jf. 30,18), hvor navnet forstås som אִישׁ שָׂכָר, ”en løn-mand”, dvs. en daglejer.

v. 16
יָדִין – ajin-waw, jf. også ordspillet på Dans navn i 30,6.
כְּאַחַד שִׁבְטֵי יִשְׂרָאֵל – at Dan skal regere (eller ”opretholde lov og ret”) ”som en af Israels stammer” kunne betyde, at stammen skal have denne særlige funktion over for de øvrige stammer. Der er bare intet i GT, der tyder på, at stammen i øvrigt tilskrives den rolle. Grammatisk kan det lige så godt lade sig gøre at forstå første halvvers med Dan som objekt og ”hans folk” som subjekt: Dan skal – på trods af sin ubetydelighed – af sit folk (dvs. af de øvrige stammer) blive behandlet som fuldgyldigt én af Israels stammer (Robert Alter).

v. 17
עֲלֵי – ældre (eller poetisk) form af præp. עַל.
רֹכְבוֹ – ptcp. med nominal funktion + pron.suff.: ”dens [nemlig den førnævnte hests] rytter”.

v. 18
Grammatikken er for så vidt enkel nok, men hvad er i kapitlets sammenhæng egentlig funktionen af det korte udråb ”Din redning håber jeg på (pi’el af קוה med konsonantisk waw som 2.-radikal), Jahve”? Er det en del af tiltalen til Dan, og skal Dan eller en tredjepart i så fald forstås som den talende, eller er bønnen Jakobs kommentar til Dans lidt tvetydige fremtidsudsigter? – Eller skal det ikke forstås som en del af velsignelsen af Dan, men som en slags ’pausesignal’ mellem tiltalen til Dan og til Gad? Da Simeon og Levi tiltales under ét, er Dans velsignelse den sjette i rækken, og vi er dermed, løseligt betragtet, nået halvvejs (men der er af samme grund kun 11 velsignelser i alt, så der følger kun 5 efter dette ’halvvejsmærke’).

v. 19
גָּד גְּדוּד יְגוּדֶנּוּ – mens Lea i 30,11 laver et ordspil på גַּד, ”lykke”, da hun navngiver Zilpas første søn, bliver der her spillet på varianter af rødderne גדד og גוד, der begge betyder noget med ”at angribe” eller overfalde. Gad selv er objekt, og vel kun stillet først i sætningen fordi det skal markeres, at omtalen af ham nu begynder: ”Gad, en omstrejfende røverbande (גְּדוּד) angriber ham (גוד, impft. m/ pron.suff.).
יָגֻד – impft. af enten גדד eller גוד (ca. samme betydning, og begge sjældne).
עָקֵב – ordret, ”Han (selv) angriber en hæl”, kan godt forstås, men DO92 og mange flere vil følge Septuaginta o.a. (jf. app.) og flytte det indledende (og ret overflødige) מ fra begyndelsen af v. 20 op i v. 19: עֲקֵבָם, ”han rammer deres hæl”.

v. 20
מֵאָשֵׁר שְׁמֵנָה לַחְמוֹ – der er to uklarheder: Skal מ (jf. til foregående vers) på אָשֵׁר udelades, og skal שֶׁמֵנָה forstås som et abstrakt nomen, ”hans brød er fedt (dvs. overflod)”, eller som et adjektiv i fem. ”hans brød er fedt/velsmagende” (לֶחֶם er ellers mask., men muligvis fem. her og i 1 Sam 10,4). Hvis man beholder mem, kan halvverset forstås som en nominalsætning, ”Fra Asher (kommer) hans overflod af brød”, og det passer fint som parallel med andet halvvers med יִתֵּן. Uden mem bliver Asher ’proleptisk’, ”Asher – hans brød er fedme”.
מַעֲדַנֵּי־ – forekommer kun i pluralis (men om den er opført under plur. eller en rekonstrueret sing., afhænger af ordbogen); bemærk at roden er den samme som i ”Eden”s have, hvilket dog helt sikkert kun siger noget om navnet Eden og ikke om sammenhængen her.

v. 21
שְׁלֻחָה – ptcp.pass. fem. af שָׁלַח, ”sende, slippe løs, lade løbe”. Da hjortedyr i forvejen sjældent holdes indespærret, er det en lidt kuriøs oplysning at give om en hind, at den er ”fritløbende”, men måske menes der, at den er særligt ”livlig” e.l.?
הַנֹּתֵן – ptcp. mask. (med artikel) er uventet, da det må lægge sig til אַיָּלָה, som naturligvis er fem. App. foreslår rettelse til נֹתְנָה.
אִמְרֵי־שָׁפֶר – som teksten står, skulle den umiddelbart betyde ”smukke ord” (אִמְרֵי er cstr.plur. af אֹמֶר eller אֵמֶר, jf. fx 4 Mos 24,4.16; Sl 19,15 m.fl.; her i konstruktforhold til שֶׁפֶר, ”skønhed”). At den letløbende hind giver smukke ord fra sig, virker dog forbavsende på de fleste oversættere, som derfor forudsætter, at ordet betyder ”kid” (der findes en glose for ”lam”, אִמַּר, som ganske vist i øvr. kun findes i den aramaiske del af Ezra, men som kunne have en parallel på hebraisk, der kan bruges om hjortes afkom.

v. 22
בֵּן פֹּרָת – ”søn af et frugttræ”, dvs. ”som et ungt frugttræ (er Josef)”?
עֲלֵי – jf. til v. 17
בָּנוֹת צָעֲדָה עֲלֵי־שׁוּר – ordret ”døtre trådte hen ad en mur”, men menes der (jf. sammenhængen), at frugttræets grene (”døtre”) vokser op ad en mur (DO92 m.fl.), eller, mere bogstaveligt, at Josef(slægten)s døtre spadserer i sikkerhed på deres bys fæstningsværk, dvs. at ”Joseph has the twin blessing of fruitfulness and military security” (Robert Alter). – Verbalformen er tilsyneladende 3.fem.sing., men subjektet plur.; det kan enten forklares med, at sproget tidligere havde en særskilt 3.fem.plur.-form på -â, og ikke kun en fælles mask./fem.-form (JM 42f), eller at et kollektivt subjekt i fem. ofte tager verbum i sing. (JM 150g).

v. 23
וַיְמָרֲרֻהוּ – ajin-ajin, pi’el (uden dagesh, pga. resh), ”de gjorde ham forbitret” e.l.
וָרֹבּוּ – ajin-ajin, רבב, ”at skyde (med pile)”
בַּעֲלֵי חִצִּים – ”piles herrer” dvs. bueskytter.

v. 24
בְּאֵיתָן – præp. בְּ־ skal her nok forstås som ”essensens beth”, der angiver, hvad noget består i (DES 158 b 5): ”hans bue forbliver (ישׁב) (i det at være) fast (אֵיתָן)”, dvs. ”hans bue er altid spændt”.
וַיָּפֹזּוּ – ajin-ajin, פזז, ”være smidig”. Det omstændelige זְרֹעֵי יָדָיו (ordret, ”hans hænders arme”) må vel betyde ”hans hænder og arme”.
מִיְדֵי ... – Den overordnede relation mellem enkeltsætninger er ikke utvetydig. Man kan forstå de følgende tre (eller fire) stichoi (halve verslinjer), som alle starter med et præfigeret מִן, som parallelle (således DO92): ”(det netop beskrevne kommer) Fra Jakobs Vældiges hånd …”. Eller man kan fx lade denne sammenhæng slutte med v. 24, så dét ”Fra din fars Gud”, der indleder v. 25 i stedet hører til den efterfølgende sammenhæng.
מִשָּׁם – præp. מִן + stedsadverbiet שָׁם, ”dérfra”; øjensynlig må meningen være, at dérfra, hvor Josefs arms styrke kommer (nemlig fra ”Jakobs Vældige”, dvs. Gud), kommer også ”hyrden, Israels sten” (eller ”den som er hyrde for Israels sten”). DO92 synes at udelade שָׁם og oversætter blot parallelt til det forgående ”Fra hyrden …”. Nogle oversættelser foretrækker at læse מִשֵּׁם ..., ”Fra hyrdens, Israels stens, navn.”

v. 25
וְיַעְזְרֶךָּ ... וִיבָרְכֶךָּ – to x jussiv, der kommer som indskud efter det proleptisk anførte subjekt: ”Fra din fars Gud, gid han må …, og (fra) …”.
אֵת שַׁדַּי – DO92 har foretaget den fristende rettelse til אֵל שַׁדַּי. Konstruktionen med אֵת er ikke indlysende klar, og i 1 Mos optræder šaddaj ellers aldrig uden ʾel. Hvis man fastholder den masoretiske tekst, er אֵת præp. ”med”; skal det i så fald indikere, at El Shaddaj handler (sammen) med ”din fars Gud”?
רֹבֶצֶת – ptcp. fem. Det er Tehom/”dybet”, og ikke velsignelsen, der ”ligger sammenkrøbet for neden”. At der overhovedet er tale om ”velsignelse fra dybet”, kan forekomme overraskende, men understreger velsignelsen universalitet – og måske den praktiske tanke, at den konkret velsignelse kan komme i form af regn fra oven og kilder (såvel som jordens frugtbarhed) fra neden.

v. 26
בִּרְכֹת הוֹרַי – det er muligt at forstå הוֹרַי som ptcp. af הרה, ”at undfange”, brugt nominalt i betydningen ”forældre”, altså ”mine forældres velsignelser”; i så fald skal עַד־ i BHS flyttes ned på den efterfølgende linje (hvor både den løst flagrende maqqef-bindestreg og accenttegnene indikerer, at masoreterne har ment, at det hørte til).
DO92 følger app. og retter til ”bjerge” (cstr.plur), der forbindes med det efterfølgende עַד, der i så fald forstås som et ord for ”evighed” eller ”bestandighed” a la עוֹלָם, dvs. ”de oldgamle bjerge”, med fremragende parallel til גִּבְעֹת עוֹלָם.
(עַד־) תַּאֲוַת ... – cstr. af תַאֲוָה, ”lyst”, ”trang”, bruges også om det som lysten rettes mod (jf. 1 Mos 3,6, ”en lyst for øjnene”). Afhængigt af, om man har flyttet עַד op til הוֹרַי, bliver det altså enten en præp.forb., ”(overgik mine forældres velsignelse) helt hen til de evige højes lyst”, eller en apposition, ”(de oldgamle bjerges velsignelse), de evige højes lyst”.
תִהְיֶין – jussiv 3.plur.fem. af היה, ”De skal være …”

v. 27
זְעֵב יִטְרָף – relativsætning uden forudgående אֲשֶׁר eller anden markør (FAN 3.4.2.4), ”Benjamin er en ulv, som sønderriver”.
עַד – ”et bytte” (parr. til שָׁלָל, ”plyndringsgods”); sjælden glose, og altås uden sammenhæng med præp. עַד.

v. 28
אִישׁ אֲשֶׁר כְּבִרְכָתוֹ – at Jakob velsignede dem hver især ”svarende til hver enkelts velsignelse”, må enten bare være en omstændelig måde at sige, at han velsignede dem alle én for én – eller implicere, at han velsignede hver enkelt akkurat som det passede til den pågældende (jf. at ’velsignelsen’ har et vist præg af forudsigelse af hver enkelts skæbne, personlighed eller videre tilværelse), dvs. at כְּבִרְכָתוֹ (’som hans velsignelse’) nærmest betyder ”sådan som han skulle velsignes”.

v. 29
וַיְצַו – lamed-he (og konsonantisk waw).
נֶאֱסָף – nifal, ptcp.

v. 30
לַאֲחֻזַּת־קֶבֶר – absolutleddet karakteriserer konstruktleddet nærmere (FAN 3.7.6.4.6): ”en grav-arvelod”, altså et nedarvet jordstykke med den særlige funktion at være familiegrav. (På dansk ville den omvendte konstruktion, fx netop i ordet ”familiegrav”, være den almindelige: Et gravsted, som er særligt kendetegnet ved at være en families). Jf. i øvr. fortællingen om købet i kap. 23.

v. 32
מִקְנֵה הַשָּׂדֶה ... – meningen er klar nok, men syntaksen lidt snurrig. Må nok forstås som en nominalsætning, hvis subjekt er de første fem ord i verset, og prædikatet de sidste tre: ”Jordbesiddelsen og hulen som er på den, er fra [dvs. ’er oprindelig købt af’] hittiterne”.

v. 33
וַיְכַל – lamed-he, “blive færdig med”.
לְצַוֹּת – lamed-he (jf. v. 29), inf.cstr.
וַיֶּאֱסֹף רַגְלָיו ... – at han ”samlede sine ben op i sengen” betyder nok, at han lagde sig ned efter veludført dåd.
וַיֵּאָסֶף – nif.
אֶל־עַמָּיו – at blive ”samlet til sine folkeslag (plur.)” forekommer hyppigt med same betydning som at ”gå til sine fædre”, jf. 25,8.17; 35,29 (og se app.s ønske om at ændre עַמִי til עַמַי i v. 29).

Kapitel 50

v. 3
וְיִמְלְאוּ לוֹ ... יוֹם – “så-og-så mange dage var fulde” = “der gik så lang tid”, en given proces “tog så lang tid”.
הַחֲנֻטִם – pass.ptcp. plur med nominal betydning “sådan fyldte de balsamerede (personer)s dage”, dvs. “så lang tid tog balsameringen nemlig”.

v. 4
בְכִיתוֹ – verbalnomen med pron.suff., opslagsform בְּכִית

v. 5
הִשְׁבִּיעַנִי – hif’il m/ pron.suff, ”NN fik mig til at sværge [hhv ’afkrævede mig det løfte’]”, dvs. ”jeg lovede NN højt og helligt, at …” (jf. v. 6).
כָּרִיתִי – lamed-he.

v. 10
גֹּרֶן הָאָטָד אֲשֶׁר בּעֵבֶר היַּרְדֵּן – at Goren-Atad (eller ”Atads tærskeplads” eller ”havtornstærskepladsen”, under alle omstændigheder et stednavn) ligger בּעֵבֶר היַּרְדֵּן, ”på den anden side af Jordan”, kan betyde ”øst for ” eller ”vest for”, afhængigt af hvor sagen anskues fra. Hvis Josefs ligtog følger samme rute som israelitterne ved indvandringen, altså gennem Østjordanlandet, så vil ”på den anden side” være ”inde i landet, vest for floden”. Hvis på den anden side (!) forfatteren orienterer sig ud fra landet, kan בּעֵבֶר היַּרְדֵּן være en idiomatisk vending, der betyder ”øst for Jordan”, uanset hvor man ankommer fra. (Jf. ”Goren-ha-Atad” i Gads Bibelleksikon).

v. 11
יוֹשֵׁב הָאָרֶצ הַכְּנַעֲנִי – anvendt generisk, og altså med pluralis-betydning, som når vi på dansk ”slår svensken” i fodbold. Jf. at konstruktionen her tager vb. i pluralis.

v. 12
צִוָּם – lamed-he (konsonantisk waw som, 2.-rad.) m/ pron.suff.

v. 13
לַאֲחֻזַּת־קֶבֶר – jf. til 49,30.

v. 14
כָל־הָעֹלִים – ptcp. med bestemt artikel, der mest bekvemt gengives som verbalsætning, ”alle de, der var rejst op sammen med ham”
קָבְרוֹ – infinitiv m/ præp, אַחֲרֵי + pron.suff = tidsbisætning.

v. 15
וַיִּרְאוּ ... כִּי־מֵת – det giver naturligvis ingen mening at forstå verset ”ordret”, så at brødrene efter at være vendt hjem fra Mellemøstens mest omfattende statsmandsbegravelse pludselig opdager, at deres far da for resten er død! Enten springes der i tid, så at det der fortælles i v. 15, reelt fandt sted i løbet af balsameringstiden, eller ראה betyder i sammenhængen snarere ”indså de mulige konsekvenser af …”.
לוּ יִשְׂטְמֵנוּ – normalt udtrykker partiklen לוּ et ønske, ”Gid …!”. Her betyder det snarere ”hvad nu hvis …?!”. Mht. verbet שׂטם, jf. til 49,23.
וְהָשֵׁב יָשִׁיב – abs.inf. + impft., begge hif’il. At ”bringe det onde tilbage til os, som vi gjorde mod ham”, betyder selvsagt ”hævne sig for …”.

v. 16
וַיְצַוּוּ – oftest gengives צִוָּה (med konsonantisk waw som 2. rodbogstav) med ”befale” (jf. sidste del af verset), men har også betydningen ”sende en besked” (ofte, men ikke nødvendigvis, med en befaling som indhold). Sammenhængen med v. 18 antyder netop, at brødrene ikke selv udtaler bønnen ansigt til ansigt med Josef, men først indfinder sig hos ham efter den høflige skrivelse.

v. 17
שָׂא – imprt., pe-nun, der oftest betyder ”bære”, men her ”tilgive” (jf. dansk ”bære over med”).

v. 19
הֲתַחַת אֱלֹהִים – præp. תַחַת m/ spørgepartikel, ”Er jeg i stedet for Gud” (jf. 30,2).

v. 20
חֲשָׁבָהּ לְטֹבָה – ”han planlagde det [dvs. ’det onde’] mhp. det gode”

v. 21
אֲכַלְכֵּל – jf. til 45,11.

v. 23
בְּנֵי שִׁלֵּשִׁים – ”tredje-generations sønner”, dvs. børnebørn (af Efraim, altså Josefs oldebørn).
יֻלְּדוּ עַל־בִּרְכֵּי יוֹסֵף – i 30,3 skal Bilha ”føde på Rakels knæ”, hvorved Rakel stedfortrædende får værdighed som frugtbar. Ligger der noget tilsvarende adoptionsagtigt i, at sønnesønnen Makirs børn blev ”født på Josefs knæ”? Eller er der tale om et ritual, hvor den nyfødte formelt optages i stammen ved at blive sat på familieoverhovedets knæ (mulige paralleller Rut 4,16; Job 3,12; 1 Mos 48,12)? Eller betyder det ’bare’, at den aldrende Josef nåede at opleve at sidde med sine oldebørn på skødet?

v. 25
וַיַּשְׁבַּע – hif’il; jf. til v. 5 (og smlgn. nif’al, verbets grundform, i v. 24).
פָּקֹד יִפְקֹד ... – den ordrette gentagelse af den futuriske hovedsætning fra v. 24 kan forstås enten som netop en gentagelse med rent understregende funktion, (”Som jeg lige sagde, Gud vil sandelig tage sig af jer”), eller funktionen er i v. 25 snarere en bisætning, der indleder den efterfølgende befaling: ”Og når Gud så tager sig af jer, (så skal I bringe mine knogler med herfra)”.

מִזֶּה – ”fra dette (sted)” = herfra (jf. til 48,9).

| sorenholst.dk |