Hebraisk førstehjælp
... for folk, der har glemt det igen
Et godt råd, hvis nogen læser dette i tide: Lad være med at glemme det igen! Sæt dig og læs hebraisk bare 5-10 minutter tre gange om ugen, uanset hvad du ellers har af undervisning og opgaver. Nøjes med et vers pr. gang. Så kan du læse Ruts Bog på 6½ måned næsten uden at mærke at du gør det -- og når GT-eksamen på kandidatuddannelsen nærmer sig, kan du smile medlidende til de stakler, der sidder og fumler med denne web-side, fordi de skal til at lære alfabetet for 2. gang.
Og så ikke mere moralpræk!
Nogen har glemt det hele, og så er der ikke andet for end at få det genopfrisket på den mest effektive facon. Siden her er et forsøg på at give nogen erfaringer med dét videre. Et effektivt hebraisk genoptræningsprogram kan fx se ud som herunder:
1) Få et overblik over grammatikken
Det gøres nemmest ved at læse en meget kortfattet grammatik igennem fra ende til anden. Og bemærk, jeg sagde "overblik": Forsøg ikke at lære tingene udenad, det er der ikke tid til, for du skal også videre med punkt 2 og 3. Derimod skal du vende tilbage og slå tingene op i grammatikken, hver gang du får brug for dem. Det er på den måde, man bedst lærer grammatik. (Andre ting kan der være grund til at terpe, jf. pkt. 2).
Den grammatik, man slår vanskelige former op i, vil for københavnske studenters vedkommende typisk være Flemming A. Nielsen, Bibelsk hebraisk grammatik, ANIS 2007 (henholdsvis en tidligere kompendieudgave af den) eller for de knap så grønnes vedkommende J. Weingreen, A Practical Grammar for Classical Hebrew. De er begge to rigeligt omfattende til at læse igennem i et hug, men hvis man orker er det fint.
Vil man have en mindre mundfuld, har jeg selv lavet en ultrakort genopfrisknings-grammatik med titlen "Hebraisk førstehjælp". For århusianere: Martin Ehrensvärd har engang skrevet en "Bibelsk hebraisk minigrammatik", der garanteret er endnu bedre end min "Førstehjælp".
2) Lær de vigtigste gloser udenad
Løbske pseudo-grundtvigianere har desværre givet udenadslære et dårligt rygte. Men det er jo bare en praktisk måde for os dovendidrikker at slippe for at slå op i ordbogen hele tiden: De hyppigste 50 gloser i Det Gamle Testamente forekommer til sammen oftere end de resterende ca. 8000 ord, som bibelsk hebraisk råder over. Så hvis man lærer tre gloser udenad om dagen i llidt over 14 dage, vil man kunne halvdelen af ordene i sit pensum!
Der findes nyttige lister over de hyppigste gloser flere steder: Larry A. Mitchels lille bog A Student's Vocabulary for Biblical Hebrew and Aramaic (Zondervan) er glimrende. Ca. de samme oplysninger kan findes i endnu mere sammentrængt form i det "Statistischer Anhang", der findes omme bag i bind 2 af E. Jenni og C. Westermann, Theologisches Handwörterbuch zum Alten Testament.
En samling såkaldte flash cards til indterpning af 90 af de hyppigste gloser kan downloades her.
Hvis man orker at terpe andet end gloser, er det til en begyndelse også en rigtig god investering at bruge lidt energi på at blive vant til skriftbilledet: Sæt dig ned hver morgen og aften og læs ti linjer højt for dig selv uden at tage så tungt på, om du forstår noget af det. Det hjælper enormt på hukommelsen at kunne forbinde en bestemt lyd med de sorte klatter. Og det hjælper på selvtilliden til eksamen at kunne sige, hvilken glose, man tænker på, uden at gå i stå tre gange i et to-stavelsesord.
Hvis man helt har glemt alfabetet, skal det naturligvis terpes ind, inden man kan komme ret langt med noget andet. En god måde at komme i gang med det er at sætte sig og skrive et vers af et par gange om dagen, ind til bogstaverne begynder at virke velkendte.
3) Læs dit pensum
Jeg går ud fra, du har ét. Det er sjældent folk repeterer hebraisk udelukkende for sportens skyld. Læs så ofte som muligt: Man lærer mere af at læse en time om dagen, end at knokle i 7 timer én gang om ugen. Find et realistisk "grundighedsniveau": Selvfølgelig skal man ikke skøjte hen over problemer. Særligt i starten er der simpelthen meget at slå op, og det tager en hulens tid. Det må det godt! På den anden side hjælper det altså gevaldigt på forståelsen, hvis man inden for længe kan komme bare en lille smule op i tempo. Og hvis noget bliver ved med at være uhjælpeligt ugennemskueligt efter en fornuftig indsats, er det skidt for kampånden at blive ved at banke panden mod muren. Gå roligt videre, men husk at sætte en rød streg under det, der så skal slås op senere.
Man bør gå i gang med alle tre punkter nogenlunde samtidigt. Punkt 1 skal bare overstås, men er faktisk en hjælp til at kunne slå op i resten af processen. Hvor længe man vil klø på med punkt 2 er lidt op til en selv. Men stop ikke alt for tidligt.